Privat skifte, skifte af et dødsbo, som forudsætter, at alle boets arvinger anmoder om privat skifte, at boet må antages at være solvent, og at mindst én arving, der ikke må være repræsenteret ved værge eller skifteværge, må antages at være solvent.
Der skal altid udstedes præklusivt proklama, dvs. en offentlig indkaldelse af afdødes kreditorer.
Fra dødsfaldet erhverver hver arving en ret til sin ideelle anpart af boet, som kan overdrages og i et vist omfang være genstand for kreditorforfølgning fra arvingens kreditorer, ligesom anparten falder i arv til arvingens arvinger, hvis arvingen dør, og indgår i delingen af et fællesbo i tilfælde af arvingens separation eller skilsmisse.
Den endelige ejendomsret til arven får arvingerne først ved delingen af det privatskiftede bo.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.