Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

faglig voldgift

Oprindelig forfatter JRB Seneste forfatter Redaktionen

faglig voldgift, voldgiftsorgan, som har til opgave at fortolke kollektive overenskomster. Afskedigelse af tillidsmænd behandles også ved faglig voldgift. Endelig er der en del overenskomstområder, hvor spørgsmålet om usaglig afskedigelse og bortvisning af ansatte behandles ved faglig voldgift i stedet for ved et afskedigelsesnævn. Brud på kollektive overenskomster behandles derimod i Arbejdsretten.

En faglig voldgift nedsættes som oftest fra sag til sag. Først bliver arbejdsgiversiden og lønmodtagersiden enige om en opmand, der som regel er en højesteretsdommer, som også sidder i Arbejdsretten. Ud over opmanden udpeges der to voldgiftsmænd fra hver side. En sag for en faglig voldgift forberedes og afvikles på samme måde som andre voldgiftssager. Proceduren minder om den ved de almindelige domstole, idet formen dog er mere uhøjtidelig. Der er ikke offentlig adgang, og afgørelserne er heller ikke offentlige. Er der ikke blandt voldgiftsmændene flertal for en bestemt afgørelse, afgør opmanden sagen alene. Afgørelsen kan tvangsfuldbyrdes.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Rønnow Bruun: faglig voldgift i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=73917