Eksklusivklausul, bestemmelse i en kollektiv overenskomst, som forpligter en arbejdsgiver til inden for et specificeret arbejdsområde kun at ansætte medlemmer af den organisation, der er part i overenskomsten.

Klausulerne har været lovlige i den private sektor, når lønmodtageren ved ansættelsen blev gjort opmærksom på dem; de har derimod været ugyldige i den offentlige sektor pga. forvaltningens pligt til at behandle borgerne lige.

I de fleste andre EU-lande er indgåelse af eksklusivaftaler forbudt eller adgangen hertil dog stærkt begrænset.

I Danmark kom brugen af eksklusivklausuler på arbejdsmarkedet under stigende pres i 1990'erne. Højesteret fastslog imidlertid, at eksklusivklausuler på det private arbejdsmarked hverken var i strid med Lov om foreningsfrihed eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Men i 2006 traf den Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afgørelse om, at dansk rets regler om foreningsfrihed var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 11, og de danske retsregler blev efter dommen ændret således, at aftaler om eksklusivklausuler ikke er gyldige.

Se også forening (foreningsfrihed).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig