afskedigelse

Afskedigelse er en arbejdsgivers erklæring om, at et ansættelsesforhold bringes til ophør, en opsigelse fra arbejdsgiverens side.

Betegnelsen afskedigelse blev oprindelig brugt i forhold til personer, der var ansat (eller i ældre sprogbrug udnævnt) til at arbejde i statens tjeneste. Begrebet bruges i Grundlovens regler om kongens ret til at afskedige såvel ministre (§§ 14 og 15) som tjenestemænd. I denne oprindelige betydning betegner afskedigelse ikke alene kongens (dvs. regeringens eller statens) ensidige opsigelse af hvervet, men også ophør efter den afskedigedes eget ønske. Denne sprogbrug udtrykker det juridiske forhold, at tjenestemænd og ministre ikke – som lønarbejdere i almindelighed – har nogen formel ret til selv at bringe hvervet eller ansættelsen til ophør alene ved at sige op; den endelige beslutning træffes af den offentlige udnævnelsesmyndighed. Hvis en tjenestemand ønsker at fratræde, sker det ved "afskedigelse efter ansøgning".

I dagligdagens normale lønarbejdsforhold, det være sig private eller offentlige, betegner afskedigelse arbejdsgiverens ensidige opsigelse af en ansat lønarbejder. I ikke-juridisk sprogbrug betegnes begrebet ofte fri(t)stilling eller fyring.

Siden lønarbejdet i Danmark blev genstand for retlig regulering, har enhver arbejdsgiver haft fri afskedigelsesret. Heri ligger, at det ikke er nogen betingelse for gyldigheden af en afskedigelse, at arbejdsgiveren kan godtgøre, at der har foreligget grunde, der har nødvendiggjort afskedigelsen, såsom manglende afsætning eller rationalisering af arbejdsgangene. Retten til fri afskedigelse var et centralt punkt i Septemberforliget af 1899, og retten er sikret ved de hovedaftaler, som siden har afløst Septemberforliget.

Arbejdsgiverens ret til fri afskedigelse er dog i tidens løb blevet begrænset på en række punkter, dels ved lovgivning, der forbyder afskedigelse pga. køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse eller fagforeningsforhold, dels gennem kollektive overenskomster eller hovedaftaler, hvori det hyppigt er bestemt, at enhver afskedigelse skal være "rimeligt begrundet" ud fra virksomhedens eller den ansattes forhold. En begrænsning af denne art optræder første gang i Hovedaftalen af 1960 mellem LO og DA. I tilknytning hertil oprettede parterne et Afskedigelsesnævn, der siden har afgjort eller forligt et stadigt stigende antal sager om urimelige afskedigelser. I 1978 indførtes ved Ligebehandlingsloven forbud mod afskedigelse direkte eller indirekte pga. køn. Forskelsbehandlingsloven fra 1996 forbyder afskedigelse direkte eller indirekte pga. race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

Hovedprincippet på mange overenskomstområder er efterhånden, at urimelige afskedigelser kan underkendes, dvs. at opsigelsen bortfalder; i de fleste tilfælde må den afskedigede dog nøjes med en økonomisk godtgørelse for den urimelige afskedigelse. For tillidsrepræsentanter gælder særlige regler med det udtalte, men ikke altid effektive sigte at beskytte disse mod afskedigelse.