Retsfilosofi er en gren inden for filosofi og retsvidenskab, der behandler grundlæggende retlige spørgsmål angående rettens karakter, fx forholdet mellem ret og retfærdighed, mellem ret og moral og mellem ret og magt, samt analyserer retlige grundbegreber som rettighed og pligt og karakteren af den juridiske argumentation.

Retsfilosofi i antikkens Grækenland

Filosoffer har altid beskæftiget sig med retsfilosofiske spørgsmål. Aristoteles og sofisterne lagde grunden til en naturretslære (se naturret), der i skiftende udformninger kom til at præge udviklingen helt frem til 1800-tallet. Ifølge naturretten består der tætte relationer mellem ret og moral, således at en retsregel for at være gyldig ikke må stride mod, hvad der er moralsk rigtigt. Der har været forskellige opfattelser af, hvad der betinger gyldigheden af ret og moral. I antikkens Grækenland bevægede man sig fra en religiøst betinget naturret over mod en naturret baseret på filosofiske argumenter, hvori henvisning til fornuften spillede en afgørende rolle. I middelalderen blev en religiøst baseret naturret med udgangspunkt i kristendommen den herskende opfattelse, idet dog bl.a. Thomas Aquinas også accepterede en universel naturret baseret på fornuft. Fra renæssancen blev den naturret, hvis gyldighed kan påvises ud fra fornuften, dominerende, og som repræsentanter herfor kan nævnes Hugo Grotius og Samuel Pufendorf.

Retten som samfundskontrakt

I 1600- og 1700-tallet retfærdiggjorde bl.a. Thomas Hobbes, John Locke og Jean-Jacques Rousseau retten ud fra en postuleret samfundskontrakt mellem herskeren og landets borgere og tildelte borgerne grundlæggende rettigheder. Naturretstænkningen blev fra omkring år 1800 kritiseret af bl.a. Jeremy Bentham, og bestræbelserne gik derefter under betegnelsen retspositivisme i retning af at definere retten som positivt fænomen og finde frem til, hvilke faktiske forhold der kan begrunde rettens gyldighed eller faktiske accept. Hos tilhængerne af den historiske skole i Tyskland i første halvdel af 1800-tallet ansås retten for en vigtig del af et samfunds kultur, af folkeånden, og rettens gyldighed ansås for at bero på dens faktiske basis i et samfunds kultur og historie.

Retten som befalinger

Jeremy Bentham var fortaler for teorier, der opfattede retten som befalinger, der blev udstedt af en magtfuld, suveræn hersker, og som blev adlydt af borgerne af frygt for sanktioner. Kravet om normativ gyldighed blev her afløst af kravet om faktisk accept. Disse teorier har i forskellige versioner haft tilhængere helt op til slutningen af 1900-tallet, bl.a. inden for den skandinaviske realisme, der blev en betydningsfuld retning inden for nordisk retsfilosofi fra ca. 1930. Her afvistes enhver forbindelse mellem ret og moral, idet man fandt moralske udsagn meningsløse og mente, at gældende ret måtte bestemmes som de retsregler, der faktisk slog igennem i praksis. Den danske retsfilosof Alf Ross og svenskeren Karl Olivecrona var vigtige repræsentanter for denne retning.

Analytisk retsfilosofi

I 1960'erne blev retsfilosofien i mange lande afgørende præget af den moderne sproganalytiske filosofi, der interesserer sig for forskellige begrebers faktiske anvendelse i dagligsproget, og den logik, der her præger anvendelsen af fx retssprogets begreber. Englænderen H.L.A. Hart må betragtes som en hovedskikkelse inden for denne form for analytisk retsfilosofi, der også har præget udviklingen i de nordiske lande. Et vigtigt punkt hos Hart er påvisningen af, at karakteren af de enkelte elementer af retten afgørende er bestemt af at være enkelte dele inden for et retssystem. Også den østrigsk-amerikanske retsfilosof Hans Kelsen lagde i sine analyser af rettens karakter vægt på retsreglers placering inden for et retssystem.

Nye opfattelser

I slutningen af 1900-tallet har forskellige nye opfattelser vundet frem; bl.a. har tilhængere af retlig pluralisme hævdet, at retten ikke alene findes i de hovedsagelig nationale, formelle retssystemer, men også i en række mere eller mindre uformelle retsordener, der ofte overlapper hinanden.

Parallelt med udviklingen i opfattelsen af rettens karakter har der været ført en diskussion om retsanvendelsens karakter. Man har her vekslet mellem opfattelser, der står for, at der er helt afgørende lighed mellem, hvordan man burde løse et juridisk problem og et moralsk problem, og opfattelser, der hævder, at juridiske spørgsmål bør løses ud fra specielle juridiske metoderegler.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig