Forsikringssum, beløb specificeret i en forsikringspolice; som regel repræsenterer summen den øvre grænse for forsikringsselskabets ansvar og danner basis for præmieberegningen. I personforsikring tjener forsikringssummen til at definere policens økonomiske værdi: I dødsfaldsforsikring udbetales forsikringssummen ved død, og i ulykkes- og invalideforsikring udbetales den andel af forsikringssummen, der svarer til graden af invaliditet. I skadesforsikring fastsættes forsikringssummen som regel efter skøn eller takst, og den andel af skaden erstattes, der svarer til forholdet mellem forsikringssummen og den faktiske værdi af det forsikrede, umiddelbart før skaden fandt sted, den såkaldte forsikringsværdi. Se også underforsikring.