Captive, (fra eng. 'fange', afledt af lat. capere 'tage, gribe'), forsikringsselskab, som inden for en koncern, hvori moderselskabet ikke er et forsikringsselskab, har til formål helt eller delvis at dække ejernes forsikringsbehov. Et captive oprettes hovedsagelig for at opnå skattefordele, lavere præmieudgifter eller en bedre forsikringsdækning, end det ellers ville være muligt at få. Et direkte captive udsteder selv policer og modtager præmier fra forsikringstageren. Et reassurance captive modtager hovedsagelig præmier fra andre forsikringsselskaber. Et captive er ofte registreret i et land med lempelig beskatning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.