Bilforsikring, forsikring, der består af en ansvarsforsikring, der dækker ejerens ansvar for skade forvoldt på tredjemand, samt evt. af en kaskoforsikring, som dækker skade på selve bilen. Den første danske ansvarsforsikring blev tegnet omkring 1903. I 1910 blev den kombinerede forsikring introduceret.

Ansvarsforsikringen har været lovpligtig siden 1913. Forsikringspligten gælder dog ikke stat og kommuner, som er selvforsikrede. Ifølge Færdselsloven skal forsikringen dække personskade eller tab af forsørger på indtil 50 mio. kr. og tingskade på indtil 10 mio. kr. ved hvert enkelt uheld (2010). Beløbene reguleres hvert år.

Forsikringsselskaber, der vil tegne denne forsikring, skal have koncession, godkendelse, hertil af Finanstilsynet. Forsikringsselskabet er forpligtet til at tegne forsikringen for enhver forsikringspligtig på selskabets almindelige betingelser, som er fastsat i overensstemmelse med den risiko, der overtages. Forsikringen dækker i Europa samt i en lang række lande, der er tilsluttet den såkaldte grøntkort-ordning.

Kaskoforsikringen er en all risks-forsikring, dvs. at den dækker enhver skade, der ikke udtrykkeligt er undtaget i forsikringsbetingelserne. Forsikringen er ikke lovpligtig, den har normalt en selvrisiko, og den har ofte flere præmietrin.

Når bilejeren anmelder en skade, han selv er skyld i, skifter han ofte til et dyrere præmietrin, medmindre skaden er omfattet af friskadedækning, der tegnes som tillæg og indebærer, at forsikringstageren ikke mister bonus ved fx hærværk eller nedstyrtende genstande på bilen.

Man kan mod højere præmie tegne en fast-pris-forsikring, hvor der ikke skiftes præmietrin ved skade. Ofte tegnes desuden bilulykkesforsikring. Kaskoforsikringen yder retshjælpsforsikring og redningshjælp i udlandet.

Se også ansvarsforsikring, kaskoforsikring og ulykkesforsikring.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig