Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Baltica

Oprindelige forfattere CToen og LiRa Seneste forfatter Redaktionen

Baltica, dansk forsikringskoncern; fusionerede 1995 med Tryg til Tryg-Baltica. I 2001 blev navnet forenklet til Tryg Forsikring A/S.

Assurance-Compagniet Baltica A/S (skadesforsikring) stiftedes i 1915 og var moderselskab i forsikringskoncernen, som i øvrigt var resultatet af en række fusioner med danske selskaber (Skandinavia, Nye Danske Lloyd mfl.). I koncernen indgik bl.a. Baltica Arbejdsskade A/S, Kompas Forsikring A/S samt Danica-gruppen (livs- og pensionsforsikringsselskaber, hvoraf hovedparten af selskaberne stammede fra opkøbet af koncernen Statsanstalten for Livsforsikring i 1990).

Forsikringsaktiviteterne indgik i løbet af perioden 1985-93 i Baltica Holding-koncernen, der ud over forsikringsvirksomhed bl.a. drev bankvirksomhed, ejendomsvirksomhed og finansieringsvirksomhed. I forbindelse med en alvorlig finansiel krise blev Assurance-Compagniet Baltica i 1993 udskilt som en selvstændig koncern, og Baltica Holding ændrede navn til Finansieringsselskabet Gefion A/S. I 1992 var koncernens præmieindtægt ca. 8 mia. kr., og antallet af ansatte var ca. 3400. I 1994 overtog Den Danske Bank forsikringskoncernen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Tønnesen, Lisbeth Rasmussen: Baltica i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=43610