herold

Fra midten af 1300-tallet synes herolder at udgøre en fast bestanddel af en fyrstes hof, og der dannes et embedshierarki: våbenkonge (roi d'armes), herold (héraut d'armes), persevant (poursuivant: aspirant til et embede), tilsammen benævnt herolder. De havde som regel embedsnavne efter geografiske områder eller heraldiske figurer; enkelte var knyttet til fyrstens orden og havde derfor et embedsnavn svarende hertil. Herolder var ofte i kontakt med herolder fra andre områder, hvilket utvivlsomt befordrede udviklingen af en ensartet heraldisk terminologi og fælles regler.

Herolderne bar en særlig embedsdragt broderet for og bag med våbenherrens våben (jævnfør det engelske udtryk for et heraldisk våben coat of arms). Denne våbenkappe, tabard, kunne minde om en messesærk, idet den blev trukket ned over heroldens øvrige beklædning. Den bidrog til at understrege den principielle immunitet, herolderne nød, når de færdedes i udlandet.

Kongen af Aragoniens herold Sicilien skrev ca. 1435 om heroldernes pligter og om kunsten at blasonere våbener, dvs. beskrive dem i et præcist verbalt sprog (se heraldik). Hertugen af Burgunds våbenkonge Toison d'Or skrev nogenlunde samtidig om lignende emner. De bidrog dermed til, at heraldikken blev et system. Nogle af herolderne anlagde samlinger af våbener. Våbenbøger, armorialer, udgør undertiden kunstneriske højdepunkter og kan betragtes som normdannende for den heraldiske billedstil. Middelalderlige våbenbøger er bevaret i England, Frankrig, Nederlandene, Tyskland, Østrig, Norditalien og Spanien.

I senmiddelalderen havde velstående byer i de burgundiske Nederlande egne herolder.

I forlængelse af traditioner fra middelalderen fungerer herolder endnu i England, College of Arms, og Skotland, Court of the Lord Lyon, siden 1943 tillige i Irland, Chief Herald of Ireland, og fra 1988 i Canada, Canadian Heraldic Authority. De tildeler og godkender våbener og overvåger brugen af dem. Engelske og skotske herolder har ceremonielle opgaver ved statsceremonier og ordenshøjtideligheder.

Danske herolder nævnes som turneringsledere ved Erik 6. Menveds pragtturnering ved Rostock i 1311. Som sendebud til udenlandske hoffer anvendtes bl.a. Gerhard Grundis, der i 1363 nævnes som "kongen af Danmarks herold", og Simon Hendel, der i et brev fra 1423 kalder sig "herold for tre kongeriger". Nogle af herolderne var af skotsk herkomst. Under Christian 1. skabtes efter udenlandsk mønster en egentlig heroldorganisation bestående af våbenkonger, herolder og persevanter betegnet med geografiske embedsnavne som Danmark, Norge, Sverige, Sjælland, Jylland og Lolland.

Herolderne bar heroldkåber med landets våben og den kronede heroldstav. Ud over diplomatisk virksomhed i udlandet synes heroldorganisationen at have haft tilknytning til Elefantordenens Kapel i Roskilde Domkirke, hvor nogle af herolderne ligger begravet. I lighed med herolder i Tyskland og Østrig tildelte danske herolder ikke våbener. Efter Reformationen var der kun to herolder, og deres opgave blev alene at overbringe krigserklæringer og gøre tjeneste ved hyldinger, kroninger, salvinger, ridderslagning, herredages og Højesterets åbning samt ved kongelige bisættelser. Efter enevældens ophør i 1849 har herolder ikke været i funktion i Danmark.

• heraldik