Subkultur. Ungdomshuset på Jagtvej i København fungerede som værested for unge mennesker, oprindelig fra bz-miljøet. Brugerne af huset arrangerede fælleskøkken, musikarrangementer m.m.; fotografi fra 2006.

.

Subkultur er inden for sociologi et begreb, der omfatter befolkningsgrupper med en levemåde eller livsstil, der afviger fra samfundets dominerende kultur.

Subkultur betegner en sammenhængende forestillingsverden og en tilhørende adfærd og stil, som adskiller sig fra den større kultur, men alligevel indeholder elementer derfra.

Fra ca. 1945 har man i forskningen brugt begrebet til at forklare kulturelle forskelle i nationale kulturer, senere også religiøse minoriteter, fx Indre Mission.

Oftest anvendes subkultur dog om ungdomskultur, et særligt træk i den vestlige verden efter 2. Verdenskrig: swingpjatter, mods, punkere, hooligans, rockere og hippier.

Forskning i subkulturer

Der findes mange opfattelser af, hvad en subkultur er, afhængigt af det perspektiv, der anlægges. Subkulturen kan enten ses udefra, hvor den afvigende adfærd i sidste ende ses som en trussel mod samfundets fælles normer og værdier, eller indefra, hvor subkulturen ses som menneskers kreative, kollektive løsninger på sociale, strukturelle problemer som arbejdsløshed, bolignød og svigt.

I den sociologiske forskning i USA brugtes subkultur tidligere som betegnelse for de kriminelle kulturformer, der voksede frem, fordi mennesker især fra arbejderklassen i frustration over manglende muligheder udviklede en mere livsnydende og arbejdssky livsstil.

I 1970'erne fremkom i Storbritannien et mere marxistisk, klasseanalytisk perspektiv på begrebet. Subkulturerne sås primært som resultatet af sociale forskelle og raceulighed. Medlemmerne af subkulturerne udviklede en kollektiv identitet for at imødegå samfundets stigmatisering af dem. Der blev lagt vægt på kultur som en slags symbolsk modkultur. Det hang sammen med et nyt kulturbegreb, som indebar, at anderledes måder at leve på ikke nødvendigvis var mindreværdige.

Ungdomskultur

De unges subkulturer divergerer i form og indhold. Således findes der subkulturer præget af kriminalitet, subkulturer formet som et kulturelt oprør mod borgerlig hegemoni og moral, reformistiske subkulturer, der arbejder for universelle humanistiske og etiske idealer, samt militante subkulturer, der kræver konsekvens og radikale løsninger. Definitionerne er ligesom grænserne mellem de forskellige grupper ikke ens fra land til land, undertiden ikke engang fra by til by.

Subkulturer med udspring i arbejderklassen

Almindeligvis skelnes mellem to typer af subkulturer, der udspringer af henholdsvis arbejderklassen og middelklassen. De såkaldte gadekulturer, der har gaden og det offentlige rum som udfoldelsessted, består typisk af unge fra arbejdermiljøer. De er organiseret i grupper med et stærkt gruppesammenhold og en hierarkisk opbygning med en leder i toppen og supportere i bunden; rockere og rockerlignende grupper er eksempler herpå.

De viderefører på mange måder en maskulin tradition i arbejderklassen, hvor druk, indbyrdes solidaritet, fysisk styrke og ære spiller centrale roller. Helt forskellig herfra, men også med oprindelse i arbejderklassen, er de såkaldte modekulturer som fx swingpjatterne i 1940'erne-1950'erne, mods i 1960'erne og 1970'ernes diskere. Kendetegnende for dem er, at de ikke er formelt organiseret i grupper, men mødes i fritiden omkring deres forbrug af modetøj, biler, scootere, musik og natteliv. Kropsdyrkelsen i form af sport og dans ses af nogle af de unge som en mulighed for at forlade arbejderklassen.

Subkulturer med udspring i middelklassen

Først senere har middelklassens unge udviklet subkulturer, hvilket må ses i sammenhæng med, at de unge her var mere overvåget i familien og uddannelsesinstitutionerne. Det var netop denne mangel på frihed, der var anledningen til subkulturelle protestformer.

Protesten kom fra 1960'erne til udtryk i politisk organiserede grupperinger af marxistisk observans samt i studenteroprøret, hos slumstormerne og senere BZ-bevægelsen og de autonome.

Radikaliteten viste sig både i deres politiske mål (et nyt samfund) og i midlerne hertil (modstand og endda revolution). De radikale subkulturer er som regel venstreorienterede, men i 1990'erne var der en genopblussen af højreorienterede grupper med racistiske holdninger, fx skinheads, hvis sympatisører især er unge fra den lavere middelklasse.

Frihedstrangen hos middelklassens unge kom også til udtryk i eksperimenter med nye måder at leve på. Provoer, flippere, hippier og punkere er subkulturer, der med deres bohemekultur protesterede mod forældregenerationens jagen efter uddannelse, karriere og social sikkerhed.

Subkulturer i nyere tid

Omkring 2000 er grænserne mellem de forskellige typer blevet mere flydende, og det er ikke mere meningsfuldt at skelne mellem klassebestemte subkulturer. Fælles for dem er, at de aktivt og kreativt skaber nye normer, stilarter og omgangsformer. Som en følge heraf er det snarere subkulturernes livsstil end deres ideologi, der har påkaldt sig opmærksomhed.

Stil

Analysen af subkulturel stil gør brug af semiologi; det indebærer, at tøj, bevægelser og kropsudsmykninger anskues som et symbolsk sprog, der bevidst udtrykker protest og afstandtagen. Navnlig begrebet bricolage (fransk 'gør det selv-arbejde'), dvs. nykonstrueret helhed af kendte elementer, har fået opmærksomhed; det anvendtes oprindelig i antropologisk teori, fx af Claude Lévi-Strauss, for at vise, at tilsyneladende uforståelige ritualer m.m. kan udgøre et sammenhængende system af betydning.

I sin bog Subculture: The Meaning of Style (1979, dansk 1983) anvender den britiske etnolog Dick Hebdige (f. 1951) begrebet til at beskrive den særlige stil, som subkulturer udvikler gennem brug af symboler fra den dominerende kultur; disse symbollån overdrives og bruges ironisk og respektløst for at skabe en ny betydning som et fælles, indforstået sprog for gruppens medlemmer.

Kritik af begrebet subkultur

Kritikken mod begrebet subkultur lyder, at det hviler på en forestilling om en dominerende enhedskultur, som det i praksis kan være svært at afgrænse. Der er også en udbredt frygt for, at sociale problemer i samfundet, ikke mindst med integration af nye etniske befolkningsgrupper, alene tolkes som forskelle i generationskultur, hvormed de fremstår mindre politiske.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig