Pebersvend, ugift mand. Udtrykket går tilbage til senmiddelalderen, hvor omrejsende ugifte kræmmere, bl.a. i København, skulle betale afgift til magistraten i peber. Det brugtes specielt om de som regel ugifte bestyrere af hansestædernes handelskontorer i Norden. Analogt hermed er pebermø senere dannet om ugift kvinde eller gammeljomfru.
Det "magiske" skel for overgang til peberstand har skiftet; i dag er det 30 år, men tidligere har det været fx 35 og 50.
En gammeljomfru formodes at være jomfrunalsk, dvs. pirrelig og sippet. Døtre fra højere stand kunne vælge jomfrutilværelsen frem for at gifte sig under deres stand; i bondesamfundet var det derimod en skam. Dertil kom, at det var et liv, der rummede hårdt slid. Yndede motiver på kistebilleder og folkelige tryk var de ugiftes tunge, ensomme og håbløse vandring op ad glasbjerget i modsætning til kærlighedsbjerget samt billeder, hvor gammeljomfruer trækker en plov. Motiverne fungerede som en advarsel til unge om ikke i hovmod at sige nej til ægteskabstilbud.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.