solbadning

Solbadning, at sidde eller ligge i direkte sollys som et formål i sig selv. En sådan praksis, der fra slutningen af 1800-t. gradvis opstod i NV-Europa, må ses i sammenhæng med natur- og lægevidenskabens udvikling, hvor kulbuelys og sollys brugtes til behandling af lunge- og hudsygdomme (se fx Niels Finsen). Den medicinske klassificering af solbade (og havbade) som "sunde" i kombination med skabelsen af et moderne fritidsbegreb gav grundlag for en ny æstetik, der priste denne brune, solbrændte huds skønhed, især hos mennesker med hvid hud.

Mens solbrændthed indtil ca. 1900 havde været et tegn på kropsligt udendørsarbejde, blev den i 1900-t.s begyndelse efterhånden et statussymbol på fritidsliv og sundhed. Ca. 1900 begyndte overklassen at solbade om sommeren, fuldt påklædt, men uden hat og parasol. I tiden frem til 1930'erne udvidedes solbadning til også at omfatte ben, arme og ryg, hvilket forudsatte ændret påklædning med brug af badedragt, shorts, korte, ærmeløse kjoler samt solcreme. En decideret soldragt (til kvinder) blev 1946 lanceret som bikini.

Helt frigjort fra 1800-t.s lægelige aspekt har solbadning og brun hud i tiden frem til 1990'erne haft en konstant voksende popularitet i NV-Europa og USA kulminerende i 1980'erne med butikker for solbad i kunstigt lys (se solarium). I 1990'erne mistede solbad og solbrændthed dog noget af sin prestige pga. hyppigere forekomst af hudsygdomme (se hudsvulster og melanom); se også selvbruner.