Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

slægtsbevidsthed

Oprindelig forfatter Otto Seneste forfatter Redaktionen

slægtsbevidsthed, enkeltpersoners erkendelse af afstamning og herkomst som betydningsfulde for deres egen livsforståelse. En sådan bevidsthed om slægtens historie var i Danmark i ældre tid (før ca. 1800) forbeholdt adelen og store købmandsslægter; i disse kredse var det almindeligt at føre slægtebøger og slægtskabstavler, ikke mindst fordi blod og byrd var vigtige i arvespørgsmål. Fra 1500-t. havde de store adelsslægter hele anegallerier med stamtræer til ophængning (se aner).

Med individualiseringen og 1800-t.s stærkere historiebevidsthed blev tanken om, at man må kende sin herkomst for at kende sig selv, mere udbredt i borgerskabet, efterhånden også blandt bønder og i 1900-t. tillige i arbejderklassen. Den er udtrykt gennem privatpersoners slægtsforskning (genealogi), deres omhu for familiehistoriske genstande, fx dåbskjoler, nedskrivning af egen livshistorie og fotoalbum med påskrevne oplysninger, i nyeste tid tillige videobånd. Se også lokalhistorie.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lene Otto: slægtsbevidsthed i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=161273