Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

girafkvinde

Oprindelig forfatter Haabet Seneste forfatter HaAn

Kvinder ved Inle Lake

Kvinder ved Inle Lake

girafkvinde, betegnelse for en kvinde, som gradvis har fået sin hals strakt og skulderne sænket ved påsætning af stadig flere halsringe. Traditionen kendes både fra Afrika og Sydøstasien.

Legender

I de urbane legender er en girafkvinde en undertrykket pige, som på grund af kønsroller og stive sociale normer gradvist får forlænget og udstrukket sin hals med stadig flere halsringe. Hvis hendes mand mistænker hende for utroskab, fjerner han ringene. Hermed brækker halsen, idet den er svækket af den langvarige indespærring og udstrækning. Skikken findes efterhånden ikke længere.

Historie og udbredelse

Afrika

I Afrika har nogle stammer haft tradition for, at høvdingenes hustruer gik med halsringe fra de blev gift i 13-årsalderen. Efterhånden som høvdingen fik flere hustruer, fik de ældre hustruer flere halsringe, hvilket med tiden umuliggør arbejde i marken. For manden er det et statussymbol at have råd til at have koner, der ikke kan arbejde. Denne skik findes stadig i Ndebele-stammen i Sydafrika, men er på retur. Der er dog stadig en del afrikanske stammekvinder, som går med så mange tunge halssmykker, at det påvirker halsens længde, blandt andre hos stammerne Mumuhuila (synonym: Mwila; Mwela; Mumuhuila; Muhuila) fra det sydlige Angola, Nyangatom i det sydøstlige Etiopien og Turkana i Kenya og Etiopien.

Asien

I Thailand har der ikke oprindeligt været girafkvinder, men i 1993 begyndte rejseselskaber at reklamer med fremvisning af girafkvinder. I dag er der mindst fem grupper af girafkvinder, som er flyget til Thailand. I Burma antages det, at Padaung-stammen fra Karen-folket består af op imod 55.000 personer fordelt på 15 klaner, hvoraf de fleste er matrilineare. I Indien bærer Orissa-stammens kvinder stadig mange tunge sølvhalsringe.

Annonce

Halsringes funktion

Dominans

Halsringene giver kvinderne en rank og myndig holdning, lidt på samme måde som korsetter og højhælede sko. Halsringe har hermed kunnet underbygge den højtrangerede kvindes magtmæssige position i stammen.

Opsparing om halsen

Det er en meget udbredt tradition for at bruge smykker som en form for opsparing. Ofte er det mandens formue, som kvinden fremviser i form af guldpynt og diamanter, men kan også være et udtryk for kvindens private formue eller medgift.

Kvindelighedstegn

Normalt begynder piger først at gå med smykker og halsringe i pubertetsalderen, dvs. når de skal giftes. I Lahwi-klanen i Burma begynder pigerne dog at gå med halsringe i femårsalderen, og enkelte allerede i toårsalderen. I alle tilfælde har ringene en funktion som symbol på bærerens kvindelighed.

Litteratur anbefalet af Den Store Danskes brugere
Her strækker Kvinderne hals for skønheden (Karén-folket). Illustreret Videnskab, 1991, nr. 2 side 70.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Ole Kvint: girafkvinde i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=223513