Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

T.F. Troels-Lund

Oprindelig forfatter BjaSt Seneste forfatter Redaktionen

T.F. Troels-Lund fotograferet omkring det tidspunkt, da han afsluttede sit store værk om Dagligt Liv i Norden; det sidste bind udkom i 1901. Under værkets udarbejdelse havde han i de to foregående årtier taget del i den heftige offentlige debat om Københavns befæstning, som han agiterede for i en række småskrifter og artikler.

T.F. Troels-Lund fotograferet omkring det tidspunkt, da han afsluttede sit store værk om Dagligt Liv i Norden; det sidste bind udkom i 1901. Under værkets udarbejdelse havde han i de to foregående årtier taget del i den heftige offentlige debat om Københavns befæstning, som han agiterede for i en række småskrifter og artikler.

T.F. Troels-Lund, Troels Frederik Troels-Lund, 5.9.1840-12.2.1921, dansk kulturhistoriker.

Troels-Lund blev cand.theol. 1866 og dr.phil. 1871 på en afhandling om Sokrates. Derefter påbegyndte han sit historiske forfatterskab med 1500-t. som speciale. Han agtede at skrive et værk om Danmarks og Norges historie i 1500-t.s slutning, men den indledende tilstandsbeskrivelse svulmede op og blev i stedet til Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede, 1-14 (1879-1901).

Med de levende fortalte og meget detaljerige skildringer af boligforhold, kost, klædedragt og livets højtider fra vugge til grav skabte han en særlig dansk kulturhistorisk tradition.

Annonce

Dagligt Liv i Norden, der er hans hovedværk, er genudgivet flere gange, senest i 1968. En særlig popularitet opnåede bindet om Livsbelysning, der på én gang er et ambitiøst religionshistorisk udblik og en personlig trosbekendelse. Uden for værket, men nært beslægtet dermed er bogen om Sundhedsbegreberne i Norden (1900). En tysk kritik af Troels-Lunds form for kulturhistorie imødegik han veloplagt i sit lille skrift Om Kulturhistorie (1894).

Efter flere mindre arbejder, hvoraf navnlig Peder Oxe (1906) bør nævnes, tog Troels-Lund 1917 fat på endnu et stort værk, Bakkehus og Solbjerg. Træk af et nyt Livssyns Udvikling i Norden, 1-3 (1920-22), som han ikke nåede at færdiggøre.

Med familien Rahbeks Bakkehusmiljø som udgangspunkt tegnede han heri et billede af åndslivet i den danske guldalder.

Den posthumt udgivne erindringsbog Et Liv. Barndom og Ungdom (1924) regnes blandt det bedste i dansk memoirelitteratur.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Stoklund: T.F. Troels-Lund i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=174460