Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

monetære udligningsbeløb

Oprindelig forfatter PNed Seneste forfatter Redaktionen

monetære udligningsbeløb, beløb, der kan komme til udbetaling ved samhandel mellem EU-landene inden for landbrugssektoren. Systemet blev indført i forbindelse med den franske devaluering i august 1969, da Frankrig pga. ønsket om at begrænse inflationen var imod en forhøjelse af landbrugspriserne, med det resultat at Frankrig fra EU modtog monetære udligningsbeløb. Da Tyskland revaluerede i oktober s.å., fandt den tyske regering det uacceptabelt at sænke landbrugspriserne, og Tyskland indbetalte udligningsbeløb til EU.

Systemet blev altså indført for at give lande, der ændrede valutakursen, mulighed for ikke at foretage tilsvarende ændringer i landbrugspriserne; det indebærer imidlertid et forskelligt prisniveau for landbrugsvarer i de forskellige EU-lande med deraf følgende risiko for konkurrenceforvridning. Derfor har man tilstræbt en løbende afvikling af de monetære udligningsbeløb.

Da størrelsen af de monetære udligningsbeløb hænger sammen med svingninger i valutakursen mellem de enkelte EU-lande, vil gennemførelse af fastlåste kurser i forbindelse med gennemførelse af Den Økonomiske og Monetære Union endegyldigt tage livet af de monetære udligningsbeløb. Se også EU.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Nedergaard: monetære udligningsbeløb i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 2. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=127003