Jean Monnet

Jean Monnet fik tidligt international handelserfaring gennem sit virke for familiens cognachus. Han spillede en pionerrolle i organiseringen af de allieredes forsyninger under 1. Verdenskrig og var 1919-1923 vicegeneralsekretær i den internationale sammenslutning af lande, Folkenes Forbund.

Mellem de to verdenskrige gjorde han karriere som international økonomisk rådgiver i Europa, USA og Kina, og i 1939 blev han leder af den fransk-britiske samarbejdskomité, der skulle koordinere de to landes krigsindsats.

Han blev i 1940 som diplomat i britisk tjeneste sendt til USA, hvor han knyttede tætte kontakter til fremtrædende amerikanske beslutningstagere og kom til at spille en væsentlig rolle for USA's oprustningspolitik. I 1943 blev han medlem af den nationale franske befrielseskomité i Algeriet med særligt ansvar for de amerikanske våbenforsyninger.

Monnet blev i 1945 af den franske præsident Charles de Gaulle udnævnt til leder af et nydannet planlægningsråd, Commissariat general du plan, og 1946-1952 var han drivkraften bag den franske genopbygningspolitik og økonomiske modernisering.

Monnet var en af arkitekterne bag Schumanplanen fra 1950, der var et vigtigt skridt frem mod europæisk samarbejde i EU, der førte til dannelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, EKSF, i 1951, ligesom han samme år inspirerede til Plevenplanen, der foreslog etableringen af et europæisk forsvarsfællesskab.

Monnet var 1952-1955 præsident for EKSF's Høje Myndighed og dannede i 1955 sin Comité d'action pour les États-Unis d'Europe, en lille og diskret, men indflydelsesrig lobby, der 1955-1975 virkede for øget europæisk integration. Monnet udgav i 1976 Mémoires.

Jean Monnet-aktionen er et EU-uddannelsestiltag til fremme af undervisning og forskning i europæisk integration. Det fik i 1989 navn efter Monnet.

Monnet er ophavsmand til Monnet-metoden, når det drejer sig om europæisk integration. Den indebærer, at man først integrerer tekniske områder som f.eks. landbrugsstøtte og industrielle standarder. Dette "spiller over" i integration på andre mere politisk betonede områder. Se EU og neofunktionalismen.