Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Europa-Parlamentet

Oprindelige forfattere ABPa, Bille, HeLin, PNed og ThPed Seneste forfatter HaAn

Europa-Parlamentet, EU-Parlamentet, parlament, hvis medlemmer siden 1979 er blevet valgt ved direkte valg i de respektive EU-medlemslande. Medlemmerne vil ofte have et politisk tilknytningsforhold i deres hjemland og grupperer sig i Parlamentet efter politisk overbevisning og ikke efter nationalitet.

Europa-Parlamentets opgaver spænder fra lovgivning i samarbejde med Ministerrådet til forskellige former for overvågnings- og kontrolfunktioner i forhold til EU's øvrige institutioner.

Europa-Parlamentets rolle i forbindelse med lovgivningen i EU er med Amsterdam-, Nice- og Lissabontraktaterne blevet styrket, idet antallet af områder, hvor Europa-Parlamentet i samarbejde med Ministerrådet træffer beslutning, er blevet udvidet betydeligt.

Annonce

Europa-Parlamentets mest centrale kontrolfunktion består i den årlige godkendelse af EU's budget og det forgangne års regnskab. Parlamentet udøver desuden demokratisk kontrol med EU-Kommissionen og har kompetence til at afsætte Kommissionen kollektivt gennem et mistillidsvotum. Europa-Parlamentet har hjemsted i Strasbourg.

Valg til Europa-Parlamentet

Direkte valg af medlemmer til Europa-Parlamentet afholdes hvert femte år i EU's medlemsstater. Før 1979 blev medlemmerne udpeget af de enkelte nationale parlamenter. I Danmark vælges (2014) 13 af de i alt 751 medlemmer. Der afholdes ikke valg til Europa-Parlamentet på Færøerne og i Grønland, da disse dele af riget ikke er omfattet af EU.

De 13 danske repræsentanter vælges ved forholdstalsvalg i henhold til kandidatlister, der opstilles for hele landet under et, idet Danmark ved valg til Europa-Parlamentet udgør ét valgområde.

Partier, der i kraft af valg er repræsenteret i Folketinget eller i Europa-Parlamentet, eller som har foretaget partianmeldelse til EU-Parlamentsvalg, har ret til at opstille kandidatlister. Der kan indgås valgforbund mellem to eller flere kandidatlister. Mandatfordelingen og udvælgelsen af de valgte kandidater sker efter tilsvarende regler som ved kommunalvalg.

Valgret til Europa-Parlamentet har i Danmark enhver, der har valgret til Folketinget eller har dansk indfødsret (statsborgerskab), har opnået alderen for valgret til Folketinget (18 år) og har fast bopæl i en af de øvrige medlemsstater i EU, medmindre vedkommende er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne (umyndiggjort) eller er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i EU, har opnået alderen for valgret til Folketinget og har fast bopæl i Danmark, medmindre vedkommende er umyndiggjort.

Den, der har valgret, vil normalt tillige være valgbar, dvs. opfylde betingelserne for at kunne vælges til Europa-Parlamentet.

I alle EU-lande afholdes valg til Europa-Parlamentet efter landets egne valgregler, som fastsættes nationalt. Trods forskellige bestræbelser har en ensretning af de nationale regler ikke fundet sted.

Der er senest afholdt valg til Europa-Parlamentet i Danmark 25.5.2014. Stemmeprocenten var 56,3 og de 13 mandater fordelte sig således: Dansk Folkeparti fik fire, Socialdemokraterne tre, Venstre to, samt Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Folkebevægelsen mod EU og Det Radikale Venstre hver et mandat. Også Liberal Alliance stillede op, men fik intet mandat.

Politiske konstellationer

En udvidelse af Unionen kan komme til at påvirke de politiske konstellationer i Europa-Parlamentet, men vil næppe ændre de grundlæggende politiske mønstre, som har vist sig at være relativt stabile. Kun få af de politiske grupper i Europa-Parlamentet har karakter af europæiske partier.

De to største og mest magtfulde grupper, socialistgruppen og den kristelig-demokratiske gruppe, er dog ret velorganiserede. I socialistgruppen udgør det britiske Labour og det tyske socialdemokrati, SPD, store nationale delegationer, og i den kristelig-demokratiske gruppe hører det tyske kristelig-demokratiske parti, CDU, til de mest fremtrædende.

Den traditionelle højre-venstre-opsplitning, som kendes fra mange nationale parlamenter, er ikke særlig fremtrædende i Europa-Parlamentet. Dels vælger Europa-Parlamentet ikke en europæisk regering, og der er derfor ingen klar opdeling mellem regering og opposition; dels optræder nationale, regionale og græsrodsprægede synspunkter side om side med traditionelle partimæssige, således at de ideologiske forskelle ofte er betydelige inden for de enkelte partigrupper.

I den liberale gruppe er der fx betydelig forskel mellem de liberale partier fra Nordeuropa, som ligger til højre på den politiske skala, og fra Sydeuropa, hvor de ofte ligger til venstre. Endelig tvinger beslutningsreglerne højre- og venstresiden til at samarbejde.

Hvor Europa-Parlamentet har reel indflydelse, er det således som oftest et krav, at der kan samles et absolut flertal, dvs. et flertal af samtlige parlamentarikere. Da ingen af de to ideologiske blokke indtil nu har været i stand til alene at samle et absolut flertal, er resultatet blevet et tæt samarbejde mellem de to største partigrupper, socialister og kristelig-demokrater.

I mindre vigtige sager, hvor beslutninger kan træffes med simpelt flertal, tager koalitionsdannelsen derimod ofte udgangspunkt i en højre-venstre-opdeling.

Samlingen omkring de store grupper indebærer, at de små og mindre partigruppers indflydelse i Europa-Parlamentet i praksis er meget begrænset; det samme gælder de medlemslande, hvis repræsentation i de store partigrupper er beskeden.

Europa-Parlamentet har hvert år siden 1988 uddelt Sakharov-prisen til en person eller organisation, der kæmper for ytringsfrihed og menneskerettigheder.

Se også EU.

Europa-Parlamentets hjemmeside på dansk

Europa-Parlamentsvalgloven på Retsinformation.dk

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Birte Pade, Lars Bille, Helle Lindegaard, Peter Nedergaard, Thomas Pedersen: Europa-Parlamentet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=73008