Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

EU - 7.6. Handelspolitik

Oprindelig forfatter PNed Seneste forfatter BlochP

Handelspolitikken er et vigtigt aspekt ved EU; EU er en toldunion og har endvidere en række aftaler vedr. restriktioner af forskellig art.

Told

Ifølge Maastrichttraktaten er EU en toldunion. Der er forbud mod told i samhandelen mellem medlemslandene, mens der over for tredjelande fastsættes fælles toldsatser.

Som helhed er EUs toldsatser forholdsvis lave, dvs. ca. 5% i gennemsnit for alle varer. Toldsatserne for industrivarer er lavere og mere jævnt fordelt end satserne for landbrugsvarer. En række råvarer, fx træ, rågummi, uforarbejdet kobber, nikkel og tin, er ikke pålagt nogen eller kun meget lave toldsatser. Gennemsnitstolden er ca. 1% for råvarer importeret i EU. I modsætning hertil er tolden på de samme produkter i halv- eller helforarbejdet form over 5%.

Annonce

Antidumping-told

Et af de vigtigste handelspolitiske virkemidler, som EU råder over, er antidumping-told, der iht. WTO-reglerne kan pålægges, hvis et land eksporterer varer til en lavere pris, end der tages på hjemmemarkedet. Forudsætningen for pålæggelse af antidumping-told er, at import af disse varer har forvoldt eller truer med at forvolde væsentlig skade på et lands industri.

Klager over dumpet import kan fremsættes enten via medlemslandenes regeringer eller direkte til EU-Kommissionen, som kan beslutte at iværksætte en undersøgelse. Beslutningen herom offentliggøres, og de berørte parter har mulighed for at fremkomme med deres synspunkter.

Kommissionen er bemyndiget til at pålægge foreløbige importafgifter i løbet af undersøgelsen, at acceptere forslag fra eksportørens side om mindstepriser eller at afslutte undersøgelsen, når der ikke har kunnet påvises dumping eller påført skade som følge af et tredjelands eksport.

Pålæggelse af antidumping-told afhænger derimod af accept fra et kvalificeret flertal i Ministerrådet. For kul, stål- og jernprodukter kan Kommissionen dog indføre antidumping-told uden at inddrage Rådet.

Fastlæggelse af dumping-margener sker for at udregne størrelsen af antidumping-tolden. De udregnes som forskellen mellem produktets normale værdi, helst på eksportørens hjemmemarked, og eksportprisen. Normal værdi er som oftest udregnet på basis af et vægtet gennemsnit for en bestemt periode. Som hovedregel fortsætter EUs antidumping-told i en periode på fem år.

Antidumping-told lægges hyppigst på kemikalier, men også maskiner, tekstiler, jern- og stålprodukter samt kontorudstyr og forbrugerelektronik rammes. Ca. 70% af antidumping-undersøgelserne i EU har været rettet mod medlemmer af WTO, de fleste mod Japan efterfulgt af Jugoslavien, USA, Canada, Hongkong, Singapore, Sydkorea og Taiwan. Antallet af antidumping-sager har været stærkt stigende siden 1990'erne og nåede i rekordåret 2001 348 sager fra 24 lande. Antidumping-told kritiseres ofte for at blive brugt mere end strengt nødvendigt, hvilket kan føre til velfærdstab for både den enhed, der pålægger told og den enhed, som pålægges tolden.

Frivillige eksportbegrænsningsaftaler

Der findes også en række såkaldte frivillige eksportbegrænsningsaftaler. De retter sig primært mod tekstiler, stål, maskiner, elektrisk og elektronisk husholdningsudstyr samt motorkøretøjer.

Årsag til etablering af en frivillig eksportbegrænsningsaftale er som regel en drastisk forøget eksport af en bestemt varegruppe fra et eksportland, hvorved EU-producenter af samme vare mister omsætning. Det er ifølge EU-reglerne tilladt at iværksætte beskyttelsesforanstaltninger, hvis der er tale om "betydelig skade". Efter at have afsluttet en undersøgelse og før der iværksættes en beskyttelsesforanstaltning, tilbydes handelspartneren mulighed for selv at fremkomme med et forslag til et passende eksportbegrænsningsarrangement. Aftalen skal efterfølgende godkendes af medlemslandene.

Kvantitative eksportrestriktioner

Ved Romtraktatens ikrafttræden i 1958 var hovedparten af de kvantitative importrestriktioner i Vesteuropa allerede blevet afskaffet gennem det arbejde, der havde fundet sted inden for OEEC, forløberen for OECD. Kun ca. 10% af samhandelen med industrivarer var i 1958 endnu underkastet kvantitative importrestriktioner. I 1962 var de fuldstændig afskaffet i samhandelen mellem EU-landene.

I samhandelen mellem EU og omverdenen opereres der dels med de tiloversblevne nationale restriktioner, der enten kan omfatte al import af en bestemt slags varer fra ikke-EU-lande eller være begrænset til bestemte lande eller landegrupper; dels opereres der med en lang række specifikke restriktioner for import fra daværende og nuværende statshandelslande; de er dog i vidt omfang ved at blive lempet.

De specifikke importrestriktioner udgør den del af de kvantitative restriktioner, som administreres af de eksporterende lande selv. Det drejer sig bl.a. om restriktioner på tekstil- og beklædningsområdet under MFA, Multi Fiber Agreement, og om såkaldte "frivillige eksportbegrænsninger".

Fravær af kvoter i de enkelte medlemslande betyder ikke nødvendigvis, at markedsadgangen ikke hindres af kvantitative restriktioner. Fx er importen af japanske biler, som er underlagt en kvote i Italien, begrænset af administrative importbarrierer i Frankrig og af en "industry-to-industry"-importbegrænsningsaftale i Storbritannien. Når det drejer sig om tv-apparater, begrænser Japan selv eksporten til EU. Også Frankrig og Italien har fastsat kvoter på området.

Importkontrol- og forbud

Fra 1.1.1988 har der eksisteret EU-regler om en fælles procedure til standsning af import fra tredjelande, når en EU-producent mener, at hans varemærker misbruges. EU-importforbud kan også være begrundet i beskyttelse af truede dyre- og plantearter.

Alt tyder på, at miljøspørgsmål kommer til at spille en større og større rolle for tilrettelæggelse af handelspolitikken; fx er der i EU vedtaget en række begrænsninger mht. produktion og import af CFC-gasser, som virker nedbrydende på ozonlaget. Også politiske årsager og hensyn til menneskerettighederne har periodevis begrænset importen. Fx begrænsede EU under Falklandskrigen i 1982-83 samhandelen med Argentina, og i 1990-91 var al handel med Irak forbudt.

Læs videre i artiklen om industripolitik eller om EU generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Nedergaard: EU - 7.6. Handelspolitik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72823