EU's forskningspolitik

EF's forskningspolitik omfattede fra 1952 kun fælles forskning inden for kul- og stålområdet. I 1957 udvidedes forskningssamarbejdet med atomenergi og landbrug og i 1970'erne med ikke-nuklear energi og miljø.

Fra 1984 blev forskningspolitikken organiseret inden for store fireårige rammeprogrammer for at styrke Fællesskabets strategiske forskningsanvendelse. EU er i gang med det 6. rammeprogram, der løber i perioden 2002-2006. Budgettet for rammeprogrammet er 3,9% af EU's samlede budget eller i alt 17,5 mia. euro, hvoraf 16,3 mia. går til Europæisk Forskningsrum, mens de resterende 1,2 mia. går til Euratom. Europæisk Forskningsrum sigter på at nedbryde nationale grænser for forskningen i EU's medlemslande gennem etableringen af netværk mellem forskningsinstitutioner og integrerede forskningsprojekter. 2,6 mia. euro af rammeprogrammets midler går til at styrke infrastrukturen i Det Fælles Forskningsrum, mens de resterende midler bevilges direkte til forskningsprojekter inden for udvalgte satsningsområder. EU's udgifter til forskning er steget med 17% fra det 5. til det 6. rammeprogram.

Forskning og udvikling er ofte blevet fremhævet som et af de områder, hvor EU med stor fordel kunne samarbejde for at skabe en tilstrækkelig kritisk masse. Området er også indgået som et af de vigtige områder, hvor EU er i konkurrence med USA.

EU-Kommissionen har taget initiativ til og forberedt rammeprogrammerne i samarbejde med Ministerrådet, EU-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg samt rådgivende komitéer fra medlemslandenes relevante ministerier og erhvervsliv. Rammeprogrammernes hovedindhold er økonomisk støtte til forsknings- og teknologiudviklingsprojekter, der udføres af mindst to uafhængige parter fra to forskellige EU-lande eller fra de lande, der har en samarbejdsaftale med EU. Udgangspunktet er de emner, som er formuleret i rammeprogrammet og i de enkelte mere specifikke delprogrammer. Hvis projektet ligger inden for disse emner, indgår EU-Kommissionen en kontrakt med parterne og betaler op til 50% af udgifterne til projektet. Under rammeprogrammerne støttes også projekter, der fremmer udbredelse af viden gennem demonstration af projekternes resultater, forskeres uddannelse og mobilitet, koordinering af eksisterende forskning i medlemslandene samt ledsageaktiviteter i form af konferencer, seminarer mv. En række af disse aktiviteter kan finansieres 100% af EU-Kommissionen. Endelig udfører EU sin egen forskning i Det Fælles Forskningscenter for Det Europæiske Atomenergifællesskab, der er lokaliseret på institutter i fire medlemslande, Italien, Belgien, Holland og Tyskland.

EU's forskningspolitik er i en række rapporter kritiseret for at lede til for få konkrete resultater i form af patenter, nye produkter og processer. Det gælder specielt de meget industrirettede delprogrammer, fx på det informationsteknologiske område. Samtidig er der dog enighed om, at de projekter, der gennemføres under programmerne, skal være før-konkurrencemæssige, dvs. at de ikke i sig selv skal nå helt frem til udviklingen af nye produkter mv.

Udbyttet af deltagelse i projekterne er nok så meget, at virksomheder og forskere bliver en del af det internationale netværk, som senere kan udnyttes til udvikling af nye produkter, processer mv. Deltagelsen har også et stærkt element af uddannelse og internationalisering, som virksomheder og forskere sætter meget højt.

Danmark har fået mere ud af EU's forskningsprogrammer, end landets størrelse berettiger til. Deltagelsen i EU's forskningsprogrammer udgør 5% af den samlede forskningsindsats i Danmark og lige så meget som deltagelsen i alle andre internationale forskningsprogrammer tilsammen.