Med Maastrichttraktaten i 1992 indførtes regler om et nyt fænomen, unionsborgerskab, som havde været drøftet siden slutningen af 1970'erne.

Unionsborgerskab

Ifølge bestemmelsen i EF-Traktatens art. 17 har enhver, der er statsborger i en medlemsstat, unionsborgerskab. Unionsborgerskabet er således knyttet til det nationale statsborgerskab i en medlemsstat, og det er op til hver enkelt medlemsstat at fastlægge betingelserne for erhvervelse eller tab af statsborgerskabet i den pågældende medlemsstat. Dette blev også præciseret i en erklæring til Maastrichttraktaten.

Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at unionsborgerskab er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette. Dette sidste led af bestemmelsen blev indsat ved Amsterdamtraktaten i 1999 og afspejler det danske forbehold om unionsborgerskabet, der er indeholdt i den såkaldte Edinburghafgørelse. Som følge af traktatfæstelsen har det danske forbehold om unionsborgerskabet derfor ikke længere noget indhold.

EF-Domstolen har fastslået, at unionsborgerskabets formål er at skabe den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere, således at de sikres lige behandling uanset nationalitet, medmindre der er udtrykkelige undtagelser i EF-Traktaten eller i anden fællesskabslovgivning. Et eksempel herpå er opholdsdirektivet fra 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, der tillader medlemsstaterne at betinge opholdsretten for studerende og andre ikke-erhvervsaktive af, at de pågældende kan forsørge sig selv. Med denne forståelse af unionsborgerskabet har Domstolen fastslået, at unionsborgere, der har lovligt ophold i en medlemsstat, har krav på samme behandling som medlemsstatens egne statsborgere i alle de situationer, som er omfattet af EF-Traktatens anvendelsesområde, uanset om unionsborgeren har opholdsret efter EU-retten eller national udlændingelovgivning. Unionsborgere har ifølge Domstolens afgørelse ret til de samme offentlige økonomiske ydelser, som medlemsstatens egne borgere, der befinder sig i samme situation, fx ret til børnepasningsydelser, kontanthjælp, støtte til arbejdssøgende og studiestøtte på lige fod med medlemsstatens egne borgere. Domstolen har dog samtidigt fastslået, at opholdsretten vil kunne inddrages, hvis unionsborgeren ikke længere opfylder betingelserne for at have lovligt ophold efter EU-retten. Unionsborgerskabet kan også påberåbes til støtte for, at værtstatens myndigheder ved administration af værtsstatens lovgivning tager hensyn til, at andre unionsborgere og egne unionsborgere kan "befinde sig i forskellige situationer" og derfor skal behandles forskelligt. Eksempelvis fastslog Domstolen, at et barn med både spansk og belgisk statsborgerskab havde ret til dispensation fra belgisk navnelovgivning, således at barnets navn kunne følge spansk navnepraksis.

Længe før den formelle indførelse af et unionsborgerskab havde EF-Domstolen dog allerede udviklet et faktisk unionsborgerskab. Det fremgik af EF-Domstolens praksis, at en person, der fx gør brug af arbejdskraftens frie bevægelighed, har en lang række rettigheder, som opholdslandet skal respektere: En vandrende arbejdstager skal integreres i opholdslandets samfundsliv og behandles på lige fod med øvrige medborgere.

Menneskerettigheder

De oprindelige traktater indeholdt ikke bestemmelser om beskyttelse af menneskerettighederne i EU-regi. Siden slutningen af 1960'erne har EF-Domstolen imidlertid anset det for sin opgave at sikre, at EU's institutioner respekterer menneskerettighederne eller de grundlæggende rettigheder, som EF-Domstolen oftest kalder dem. Domstolen kontrollerer i samme omfang, at medlemsstaterne overholder de grundlæggende rettigheder, når EU-regler anvendes over for borgere eller virksomheder.

De EU-retlige menneskerettigheder er således skabt og udviklet gennem EF-Domstolens praksis. Domstolen henter inspiration dels fra de forfatningsmæssige traditioner, som er fælles for medlemsstaterne, dels fra de internationale instrumenter om beskyttelse af menneskerettigheder, navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Som eksempler på EU's domstolsskabte menneskerettigheder kan nævnes ejendomsretten, erhvervsvalgfriheden, ytringsfriheden, boligens ukrænkelighed og proportionalitetsprincippet.

På det politiske plan er EF-Domstolens praksis fulgt op af en række erklæringer, ifølge hvilke EU's institutioner skal respektere menneskeretsgarantierne, fx Københavnererklæringen af april 1978.

EU tog det første skridt hen imod at få indarbejdet menneskeretsgarantierne i selve traktatgrundlaget ved vedtagelsen af Den Europæiske Fælles Akt, EF-pakken, i 1987. I præamblen blev der indsat en henvisning til anerkendelsen af og respekten for menneskerettighederne i EU. Senest blev der i 1992 indsat en bestemmelse i EU-Traktatens artikel 6, stk. 2, hvorefter Unionen som generelle principper for fællesskabsretten respekterer de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og følger af medlemsstaternes forfatningsmæssige traditioner.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig