Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

EU - 7.2. Associering og forhold til tredjelande

Oprindelig forfatter PNed Seneste forfatter BlochP

EU. I februar 1991 sendte EF katastrofehjælp til Sudan efter anmodning fra FN og via danske og britiske nødhjælpsorganisationer. Hjælpen blev imidlertid af kort varighed, idet borgerkrigen og samarbejdsproblemer med Sudans regering vanskeliggjorde leverancerne.

EU. I februar 1991 sendte EF katastrofehjælp til Sudan efter anmodning fra FN og via danske og britiske nødhjælpsorganisationer. Hjælpen blev imidlertid af kort varighed, idet borgerkrigen og samarbejdsproblemer med Sudans regering vanskeliggjorde leverancerne.

EUs forhold til tredjelande kan illustreres med en præferencepyramide, hvori tredjelandene rangordnes efter, hvor fri en markedsadgang de har til EU.

Øverst i pyramiden befinder sig de resterende EFTA-lande, Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein, som med undtagelse af Schweiz deltager i Den Europæiske Økonomiske Samarbejdsaftale, EØS. Derefter følger aftaler med udviklingslande i henhold til Cotonou-aftalen (tidl. Lomékonventionerne), som giver en speciel præferencestilling. På dette trin står også de Middelhavslande, der ikke er medlemmer, men har etableret handelsaftaler med EU.

Derefter er der de ulande, der ikke er omfattet af Cotonou-aftalen. Over for dem har EU efterhånden etableret omkring 150 præferenceaftaler i WTO i overensstemmelse med den Generelle Toldpræferenceordning, GSP. På samme måde er forholdet til andre industrilande uden for Europa med Japan, USA og Canada som de vigtigste generelt reguleret via WTO.

Annonce

Nederst i pyramiden lå tidligere COMECON-landene, men udviklingen i Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen siden 1989 har medført radikale ændringer. Der blev herefter indgået samhandels- og samarbejdsaftaler med de fleste af disse lande. Aftalernes omfang er gradvis blevet udvidet, og de er steget opad i pyramiden, og en række er½ optaget i EU i 2004. De ulande, der ikke er med i Cotonou-aftalen, er gradvis blevet skubbet nedad i pyramiden og risikerer at blive placeret nederst.

EU og Middelhavslandene og Nordafrika

Alle Middelhavslandene har opnået en præferencestatus i deres handel med EU. EF har indgået associeringsaftaler med Tyrkiet (1963), Malta (1970) og Cypern (1972). Malta og Cypern bIev begge medlemmer i EU ved udvidelsen i 2004. 1996 forstærkedes EUs samarbejde med Tyrkiet, idet de to parter på en række vareområder indgår i en fælles toldunion, og i 2005 er der indledt optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. I 1975 og 1976 blev der indgået næsten enslydende økonomiske associeringsaftaler med Algeriet, Egypten, Jordan, Libanon, Marokko, Syrien og Tunesien. Hermed fik disse lande fri adgang til EU-markedet for al eksport af råvarer og industriprodukter. På den anden side er mulighederne for at eksportere landbrugsvarer til EU langt mere begrænsede, selvom der i begyndelsen af 1990'erne er sket en liberalisering af eksportmulighederne til EU.

EU og Cotonoulandene

Blandt ulandene er Cotonoulandene tildelt ubegrænset og toldfri adgang til EU-markedet, hvad angår de landbrugsprodukter, som ikke er en del af den fælles landbrugspolitik i EU. Mht. hovedparten af de landbrugsprodukter, som falder ind under EUs landbrugspolitik, sikres Cotonou- eller AVS-landene (Afrika, Vestindien og Stillehavet) en mere favorabel behandling end andre eksportører i WTO.

Siden 1975 er en række Lomékonventioner og senere Cotonouaftalen blevet indgået med henblik på at opretholde og udvikle økonomiske og kommercielle relationer mellem EU og ulandene. Lomé I blev indgået i 1975 lige efter Storbritanniens optagelse i EF, og kredsen af deltagerlande blev udvidet i forhold til de to Yaoundékonventioner, som EF tidligere havde indgået med især fransktalende afrikanske lande. Sammenlignet med Lomé III reducerede Lomé IV fra 1990 EUs importrestriktioner for landbrugsprodukter, som ikke tidligere kunne eksporteres under "nul-told" betingelser. EU tegner sig stadig (1995) for ca. 50% af den samlede eksport fra Cotonoulandene, mens disse kun producerer 5-10% af den samlede EU-import. Alligevel ville AVS-landene sandsynligvis have været ringere stillet uden Lomékonventionerne og Cotonouaftalerne. Cotonoulandene er i stand til at øve indflydelse på de indrømmelser, som gives til alle andre EU-handelspartnere. Heri er inkluderet de fleste lande i Latinamerika og Asien, dvs. lande, dækket af GSP.

EU og GSP-landene

Den Generelle Toldpræferenceordning, GSP, der blev introduceret i 1971 af FNs Conference on Trade and Development, UNCTAD, muliggør en reduktion af handelshindringerne for eksporten fra udviklingslandene. I løbet af 1970'erne tilsluttede alle vestlige lande sig GSP. EUs version af GSP har følgende karakteristika: EU giver toldpræference for halvfabrikata og færdigvarer plus toldfri adgang inden for bestemte grænser; tekstiler er udelukket fra GSP; landbrugsprodukter, der er inkluderet i EUs landbrugspolitik, er udelukket; og EU kræver ingen gensidighed (reciprocitet). Derfor ændrer GSP ikke på den kendsgerning, at EUs landbrugspolitik udgør et stort problem for de latinamerikanske producenter, idet landbrugsprodukter udgør over 50% af EUs import fra regionen. Især kritiseres den variable importafgift i EUs landbrugspolitik for at være utilsløret protektionistisk.

EU og landene i Øst- og Centraleuropa mv.

Indtil Sovjetunionens sammenbrud i 1989 var landene i Øst- og Centraleuropa placeret lavest i EUs handelspolitiske hierarki over for tredjelande.

Siden 1989 har de fleste af disse lande udtrykt ønske om EU-medlemskab, og en stor del er i 2004 blevet optaget. Fra EUs side er det gjort klart, at fuldt medlemskab generelt er afhængigt af en forudgående fase med tæt økonomisk og politisk samarbejde. I første omgang fik Polen, Ungarn og Tjekkoslovakiet mulighed for at indgå i de såkaldte Europaaftaler, der er en særlig omfattende associeringsaftale.

Europaaftalerne

Det nye aspekt i Europaaftalerne er den politiske dialog. I aftalen lægges der op til politisk dialog mellem EU og de enkelte lande på flere niveauer. Fx oprettes der en parlamentarisk associeringskomité, som skal udgøre rammen om den politiske dialog på regeringsplan. Målet med associeringsaftalerne eller Europaaftalerne er, at det land, som en aftale er indgået med, på et tidspunkt skal blive medlem af EU. Det var i 2006 kun Rumænien og Bulgarien, der havde Europaaftaler med EU.

Aftalerne løber i ti år og består af to faser på hver fem år, når der ses bort fra handel med varer. Her sigtes der fsv. angår industrivarer mod frihandel i løbet af ti år med undtagelse af tekstiler, kul og stålprodukter. Hvad handel med landbrugsvarer angår, viderefører EU allerede indgåede aftaler om bl.a. kvoter med reduceret told for levende kreaturer og oksekød, toldreduktioner for jordbær samt lettelse af importafgift for visse typer af fjerkræ og konserves.

Associerings- og stabiliseringsaftaler

Disse aftaler sigter på politisk at knytte landene på Balkan tættere sammen med EU med henblik på optagelse. Aftalerne indebærer alle dels en gradvis overgang til frihandel, dels udvikling på politiske områder. Associerings- og stabiliseringsaftalerne er indgået i lyset af konflikten i Jugoslavien i 1991 og er indgået med Kroatien og Makedonien, mens der forhandles med Albanien (2006).

Partnerskabs- og samarbejdsaftaler

er en særlig type aftale, som er indgået med lande i Østeuropa, Centralasien og Asien efter Sovjetunionens fald i 1990. Aftalerne er primært økonomiske og vedrører handel.

Øvrige aftaler

EU har desuden indgået forskellige aftaler, der ikke lader sig kategorisere, med en lang række andre lande. Aftalerne kan fx have fokus på handel, udvikling og/eller økonomisk samarbejde. Der er eksempelvis tale om Republikken Korea, Sri Lanka, Yemen, Sydafrika og Pakistan.

Bilateral handelspolitik

Den bilaterale handelspolitik er rettet mod store lande såsom Japan og Canada. Der er tale om mere eller mindre løse rammeaftaler eller aftaler, der er rettet mod specifikke områder, fordi EU ikke har kunnet blive enig med disse lande om en generel aftale om handelsspørgsmål.

Løbende forhandlinger

EU er desuden i løbende forhandlinger med en lang række tredjelande omkring politiske, økonomiske og handelsmæssige aftaler på alle niveauer. Forhandlingerne tager ofte flere år. EU forhandler for tiden (2006) bl.a. med Mercosurlandene (Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay) og Canada om forskellige typer politiske, økonomiske og handelsmæssige aftaler.

Læs videre i artiklen om unionsborgerskab og menneskerettigheder eller om EU generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Nedergaard: EU - 7.2. Associering og forhold til tredjelande i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 8. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72813