EU's forhold til tredjelande er opdelt i aftalegrupper, der afspejler, hvor fri en markedsadgang de har til EU, og i hvilket omfang de er omfattet af EU-lovgivningen.
Tættest på befinder sig landene i European Free Trade Association,EFTA-landene. Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein, som med undtagelse af Schweiz deltager i Den Europæiske Økonomiske Samarbejdsaftale, EØS. På samme niveau befinder Storbritannien sig, idet der dog ikke er opnået en afklaring af forholdet mellem Fællesskabet og UK efter Brexit. Derefter følger aftaler med udviklingslande i henhold til Cotonou-aftalen (tidl. Lomékonventionerne), som giver en speciel præferencestilling. Det omfatter også de Middelhavslande, der ikke er medlemmer, men som har etableret handelsaftaler med EU.
Med de ulande, der ikke er omfattet af Cotonou-aftalen, indgår EU præferenceaftaler i World Trade Organization, WTO, i overensstemmelse med den Generelle Toldpræferenceordning, GSP. Der er en tendens til, at GSP også inddrager klimahensyn i aftalerne.
På samme måde er forholdet til andre industrilande uden for Europa med Japan, USA og Canada som de vigtigste generelt reguleret via WTO. For EU er det regelbaserede multilaterale system i WTO vigtigt som et middel til at hindre handelskrige og fremme åbne markeder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.