Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

EU - 6. Indre marked

Oprindelige forfattere NErs og NH-C Seneste forfatter Redaktionen

Fri bevægelighed

Grundlaget for det indre marked er de fire friheder, som er fastlagt i EF-Traktaten: fri bevægelighed for varer, for personer, for tjenesteydelser og for kapital.

De frie varebevægelser

blev oprindelig fastlagt inden for rammerne af en toldunion med ophævelse af told, kvantitative restriktioner og tilsvarende bestemmelser i samhandelen mellem medlemslandene samt indførelse af en fælles toldtarif over for tredjelande. Senere er hovedvægten lagt på afskaffelse af alle bestemmelser, som direkte eller indirekte kan hindre samhandelen. De frie varebevægelser er først for alvor blevet en realitet med gennemførelsen af det indre marked den 1.1.1993. Grundlaget blev skabt i Den Europæiske Fælles Akt, som trådte i kraft i 1987. Heri blev det indre marked defineret som et område uden indre grænser, inden for hvilket den frie cirkulation af varer, personer, tjenesteydelser og kapital skulle sikres gennem traktatens bestemmelser. De omfatter fjernelse af fysiske hindringer, dvs. kontrol ved grænserne, fjernelse af tekniske hindringer gennem indførelse af fx fælles standarder, regulering af regler om offentlige indkøb samt fjernelse af hindringer på afgiftsområdet ved i et vist omfang at gennemføre harmonisering af medlemslandenes moms og punktafgifter.

Arbejdet med at fjerne begrænsninger i de frie varebevægelser er gennemført ved en omfattende fælles lovgivning, som for størstedelens vedkommende er vedtaget med kvalificeret flertal i Ministerrådet og med EU-Parlamentets aktive medvirken. Gennemførelsen af det indre marked har været afgørende for fællesskabets udvikling og har ydet et væsentligt bidrag til den europæiske industris internationale konkurrenceevne.

Annonce

Fri bevægelighed for personer og tjenesteydelser

Romtraktaten fra 1957 garanterede borgerne i medlemslandene fri passage over de indbyrdes grænser uden kontrol og formaliteter samt adgang til erhvervsudøvelse i andre medlemslande på lige fod med deres egne borgere. Oprindelig tog traktatbestemmelserne især sigte på fri bevægelighed for personer i erhvervsøjemed, dels arbejdstagere og personer, som etablerer sig som selvstændige erhvervsdrivende, dels personer, som præsterer tjenesteydelser. Grundprincippet var afskaffelse af forskelsbehandling af egne statsborgere og borgere fra andre medlemslande.

For arbejdstagere fastslog EF-Domstolen i 1974, at enhver statsborger i et medlemsland fra 1.1.1970 med sin familie skulle have ret til frit at bevæge sig inden for medlemslandenes område for der at søge beskæftigelse og arbejde på samme vilkår som indenlandske arbejdstagere. Medlemsstaterne kan dog begrænse den frie bevægelighed, når det er begrundet i hensyn til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed.

For at fremme den frie bevægelighed for personer, hvad enten der er tale om arbejdstagere, om etablering eller om præstation af tjenesteydelser, er der gennemført vidtgående regler angående gensidig anerkendelse af uddannelser og kvalifikationer. I første omgang var disse regler baseret på en vis harmonisering af uddannelseskravene, især inden for en række liberale erhverv.

Siden 1989 har fremgangsmåden været generelle ordninger for anerkendelse af eksamensbeviser og andre kompetencegivende kvalifikationer, der er opnået i de enkelte medlemslande.

Den frie bevægelighed for personer fik særlig betydning i forhandlingerne om unionsborgerskab i Maastrichttraktaten. Bestræbelser på at skabe et "borgernes Europa" omfattede især retten til fri bevægelighed og fri opholdsret i ethvert medlemsland. Ved Maastrichttraktaten blev disse rettigheder traktatfæstet for også ikke-erhvervsaktive i EF-Traktaten, idet det såkaldte unionsborgerskab blev indført, og det blev fastslået, at enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i EF-Traktaten og i gennemførelsesbestemmelserne hertil. Etableringsretten og retten til at præstere tjenesteydelser omfatter også juridiske personer. Særlig den frie bevægelighed for tjenesteydelser inden for finanssektoren, på forsikringsområdet og på transportområdet har krævet omfattende lovgivning på fællesskabsniveau.

Den helt frie grænsepassage forudsætter, at der foregår en effektiv kontrol ved de ydre grænser, og at der foreligger et minimum af fælles regler mht. tredjelandsborgeres status, dvs. regler mht. krav til visum, til opnåelse af asyl og status som flygtning samt krav mht. narkotika og våben.

Oprindelig foregik grænsekontrolsamarbejdet inden for rammerne af Schengenaftalen af 14.6.1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (de indre grænser); aftalen blev indgået mellem Frankrig, Tyskland, Holland, Luxembourg og Belgien. Aftalen indeholdt en række bestemmelser om, at medlemslandene skulle styrke samarbejdet om bekæmpelse af international kriminalitet og illegal indvandring. De nævnte lande underskrev 1990 en konvention om gennemførelse af aftalen, Schengenaftalen; den blev senere tiltrådt af Italien, Spanien, Portugal, Grækenland, Østrig og de nordiske lande. Schengenaftalen indeholder bl.a. bestemmelser om ydre grænsekontrol, visum, kortvarigt ophold, behandlingen af asylansøgninger mv. Ved Amsterdamtraktaten i 1999 blev Schengensamarbejdet integreret i EU, og de nærmere regler herom blev fastsat i en protokol i tilknytning til Amsterdamtraktaten. Schengensamarbejdet er i dag videreført inden for rammer af henholdvis EF-Traktaten og Maastrichttraktaten. Med hensyn til den del af Schengensamarbejdet, der foregår inden for rammerne af Maastrichttraktatens afsnit VI om det strafferetlige og politimæssige samarbejde, deltager Danmark fuldt ud. Derimod deltager Danmark pga. det retlige forbehold ikke i de dele af Schengensamarbejdet, der foregår inden for rammerne af EF-Traktatens afsnit IV. Danmark kan dog efterfølgende tiltræde de vedtagne retsakter mv. i henhold til protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdamtraktaten.

Den frie bevægelighed for kapital

var i Romtraktaten begrænset til, hvad der skønnedes nødvendigt for "fællesmarkedets funktion". Den frie bevægelighed gjaldt kun for kapitalbevægelser mellem medlemslandene. For kapitalbevægelser til og fra tredjelande var målet "den størst mulige" liberalisering. Så længe medlemslandene opretholdt forskellige restriktioner for bevægelserne til og fra tredjelande, var det vanskeligt at liberalisere medlemslandene imellem.

Først i forbindelse med beslutningen i 1988 om det indre marked opnåedes der enighed om at indføre helt frie kapitalbevægelser. Herved kom også de kortfristede bevægelser med i liberaliseringen, fx indskud i banker samt finanskreditter. Direktivet herom trådte i kraft 1.7.1990, idet Grækenland, Irland, Portugal og Spanien fik flerårige overgangsperioder. Direktivet fastslog desuden princippet om ligelig behandling af kapitalbevægelser internt i det indre marked og mellem medlemslande og tredjelande. Disse principper blev traktatfæstet i EF-Traktatens afsnit III om den frie bevægelighed for personer, tjenesteydelser og kapital som en afgørende forudsætning for gennemførelsen af Den Økonomiske og Monetære Union. Mens der eksisterer et absolut forbud mod restriktioner for de indre bevægelser, kan visse eksisterende begrænsninger opretholdes i forhold til tredjelande.

I forbindelse med vedtagelsen af kapitalliberaliseringsdirektivet i 1990 opnåede Danmark, at bestemmelserne om begrænset adgang til erhvervelse af sommerhus i Danmark kunne bevares, så længe Rådet ikke vedtog andet. En ændring kunne besluttes med kvalificeret flertal, og der var altså ikke nogen absolut garanti for, at de danske regler kunne opretholdes på længere sigt. Danmark rejste derfor sagen på ny i forhandlingerne om Maastrichttraktaten, og det lykkedes i en særlig protokol af samme juridiske værdi som traktaten at opnå ret til "at opretholde den gældende lovgivning om erhvervelse af ejendomme, der ikke er helårsboliger". Ingen af de senere nytiltrådte medlemsstater har kunnet opnå en tilsvarende undtagelsesadgang.

Læs videre i artiklen om skatte- og afgiftspolitik eller om EU generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Ersbøll, Nina Holst-Christensen: EU - 6. Indre marked i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72791