• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

EU - 6.3. Konkurrencepolitik

Oprindelig forfatter Fejoe Seneste forfatter BlochP

Konkurrencepolitikken, monopolpolitikken eller antitrustpolitikken, kommer til udtryk i et sæt af regler og foranstaltninger, der har til formål at modvirke hindringer for en fri konkurrence og samhandel inden for EU. Reglerne finder deres udgangspunkt i EF-Traktaten art. 81, 82 og 86 og i aftalen om Europæisk Økonomisk Samarbejdsområde, EØS, hvori yderligere Norge, Island og Liechtenstein indgår. Bestemmelserne griber ind over for private eller offentlige virksomheders konkurrencebegrænsende aftaler eller samordnede praksis og over for deres misbrug af en dominerende stilling på en væsentlig del af EU- og EØS-markedet. Desuden findes regler, som regulerer virksomhedsfusioner samt forbyder eller stiller betingelser for tildeling af statsstøtte til medlemsstaternes nationale virksomheder.

Konkurrencebegrænsende aftaler mv.

Reglerne om konkurrencebegrænsende aftaler kaldes ofte EU-rettens kartelforbud. EF-Traktaten indeholder et forbud mod aftaler, vedtagelser eller samordnet praksis mellem virksomheder, som kan begrænse konkurrencen inden for EU, hvis samhandelen mellem medlemslande herved kan påvirkes. Praksis har indfortolket et krav om, at der skal være tale om en mærkbar begrænsning og påvirkning, således at bagatelaftaler ikke omfattes af forbuddet. En særlig meddelelse er udstedt af Kommissionen om bagatelaftaler, ligesom Kommissionen har udstedt en række andre meddelelser om fortolkningen af kartelforbuddet mv.

Ifølge de seneste ændringer af EU-konkurrencelovgivningen skal der foretages en helhedsvurdering af aftaler mv. med henblik på afgørelse af, om en overtrædelse af EF-Traktatens kartelforbud foreligger. Aftaler mv., som til trods for at de har en konkurrencebegrænsning til formål eller til følge og kan påvirke samhandelen mellem medlemslande, falder uden for kartelforbuddet, hvis de medfører visse gunstige resultater; det kan fx være at bidrage til en forbedring af produktion eller distribution af varer eller at fremme teknisk eller økonomisk udvikling. Til en dispensation kræves derudover, at konkurrencebegrænsningerne ikke går ud over det nødvendige for at opnå det gunstige resultat, og at der sikres forbrugerne en rimelig andel af fordelen ved, at begrænsningerne etableres. Bestemmelsen administreres fra 2004 af såvel Kommissionen som af de nationale administrative konkurrencemyndigheder, dvs. i Danmark af Konkurrencerådet, og af de nationale domstole.

Annonce

Myndighederne kan gribe ind med pålæg om aftalens ophør. Kommissionen kan tillige pålægge virksomhederne bøder, som kan være på op til 10% af årsomsætningen hos hver af de deltagende virksomheder og deres koncernforbundne virksomheder. Den hidtil højeste bøde, der er pålagt et kartel (med i alt 12 deltagere) udgjorde et beløb, som svarer til 1600 mia. kr. Også nationale myndigheder og domstole kan påse forbudsreglens overholdelse, og domstolene kan ved overtrædelse bl.a. beslutte, at aftalen er ugyldig, ligesom der er mulighed for, at de i henhold til national lovgivning kan pålægge bøder for overtrædelse af EU-konkurrencereglerne.

Kartelforbuddet har været anvendt i adskillige tilfælde og haft stor praktisk betydning for europæisk erhvervsliv. Forbuddet er navnlig blevet bragt i anvendelse over for aftaler om opdeling af markeder mellem konkurrerende producentvirksomheder, aftaler om afskærmelse af et bestemt EU-land mod indtrængende konkurrenter gennem særlige rabat- og bonussystemer samt aftaler om fastlæggelse af bestemte priser, som hver især af aftaleparterne skulle følge. Der er fx også blevet grebet ind over for aftaler om bestemte forretningsbetingelser, som skulle efterleves af aftaleparterne. Se også EU-strafferet.

Forbudsbestemmelsen omfatter også såkaldt samordnet praksis, hvor parterne bevidst har erstattet konkurrencerisikoen med et praktisk konkurrencebegrænsende samarbejde.

Kommissionen har udstedt en række forordninger om gruppefritagelse, således at dispensation finder anvendelse på de aftaler, som er nærmere beskrevet i forordningerne. Der var i 2006 udstedt gruppefritagelsesforordninger for nærmere beskrevne former for vertikale aftaler, for horisontale aftaler i form af specialiseringsaftaler og aftaler om fælles forskning og udvikling, for aftaler om motorkøretøjer, for teknologioverførelsesaftaler, for forsikringsaftaler samt for aftaler inden for transportområdet.

Misbrug af dominerende stilling

Det er forbudt for en virksomhed (eller flere), som har en dominerende stilling på en væsentlig del af EU-markedet, at misbruge denne stilling. Overtrædelse kan medføre bøde, og det er ikke muligt at opnå dispensation. Bøde kan pålægges af Kommissionen og kan for hver af de virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen, gå op til 10% af den samlede omsætning i det foregående regnskabsår. Bestemmelsen om forbud mod misbrug af dominerende stilling finder anvendelse, hvis urimelige købs- eller salgspriser eller andre urimelige forretningsbetingelser påtvinges, fx for høje priser eller også for lave priser, hvis fastsættelsen af disse sidste sker for at genere en konkurrent alvorligt, og der ikke opnås dækning for virksomhedens egne omkostninger. Misbrug kan også bestå i leveringsnægtelse og prisdiskrimination, herunder diskriminerende rabatpolitik i form af loyalitetsrabatter. Også nægtelse af adgang til et bestemt marked falder ind under reglen ligesom udnyttelse af en statslig meddelt monopolistisk stilling i form af godkendelsesmyndighed, enekoncessioneret virksomhed, tv-station, særlig meddelelse af havnetilladelse mv. For at fastslå, om en virksomhed er i besiddelse af en dominerende stilling på en væsentlig del af Fællesmarkedet, kræves der en ofte vanskelig afgrænsning af det relevante marked i geografisk og produktmæssig henseende. Kommissionen har udstedt en meddelelse som hjælp til afgrænsning af det relevante marked. Såvel Kommissionen som de nationale konkurrencemyndigheder påser overholdelsen af forbuddet mod misbrug.

Virksomhedsfusioner

Visse fusioner skal anmeldes til Kommissionen, som kan gribe ind og eventuelt forbyde fusionen eller foreskrive foranstaltninger, som skal foretages, før den må gennemføres. Det gælder kun fusioner af fællesskabsdimension, hvilket som udgangspunkt betyder, at alle de deltagende virksomheders samlede omsætning på verdensplan tilsammen overstiger 5 mia. ECU (ca. 40 mia. kr.), og at mindst to af de deltagende virksomheders samlede omsætning i EU hver især overstiger 250 mio. ECU. Endvidere kræves, at ikke over 2/3 af hvert selskabs samlede omsætning på fællesskabsplan sker i en og samme medlemsstat. Kommissionen har behandlet et ganske stort antal anmeldelser og ikke så få gange gjort brug af sin beføjelse til at gribe ind.

Statsstøtte

Bestemmelser om regulering af statsstøtte til nationale virksomheder er sidste del af konkurrencepolitikken. Reglerne omfatter enhver støtte i enhver tænkelig form, som ydes ved hjælp af statsmidler, hvis støtten fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene. Kommissionen administrerer statsstøttereglerne og kan foretage en vurdering af, om en støtte er i strid med reglerne, ligesom den kan godkende en støtte. Reglerne om statsstøtte er ganske vidtspændende og omfatter fx skattebegunstigelser, diverse former for kapitaltilførsel til virksomheder, tilskud til kompensation for sociale udgifter i bestemte erhvervssektorer samt garantiordninger, hvor vederlaget ikke dækker omkostningerne. Statsstøttereglerne er gennem de senere år kommet til at betyde en væsentlig regulering for gennemførelse af en række nationale statslige, herunder lovgivningsmæssige, foranstaltninger.

Der er appelmulighed til Retten i Første Instans og i visse tilfælde videre til EF-Domstolen af Kommissionens afgørelser inden for EU-konkurrenceretten.

Den praktiske gennemførelse

Tidligere levede EU-konkurrencepolitikken i visse henseender ikke op til sit formål. Kommissionens administrative system formåede fx kun i et begrænset omfang at give en hurtig sagsbehandling til virksomheder, som havde forelagt deres aftaler for Kommissionen. Men det tidligere iøjnefaldende forhold, at samarbejdet mellem Kommissionen og nationale myndigheder om anvendelsen af EU-konkurrencereglerne ikke fungerede tilfredsstillende, har med en omfattende lovgivningsmæssig reform ændret sig og betydet en revision og modernisering af EU-konkurrenceretten; reformen blev indledt 1.5.2004 samtidig med, at de nye lande blev optaget som medlemslande. Den definitive vurdering af lovrevisionen er det imidlertid (2006) for tidligt at foretage.

Læs videre i artiklen om Social- og arbejdsmarkedspolitik eller om EU generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Fejø: EU - 6.3. Konkurrencepolitik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72801