EU. Da den tiårige overgangsperiode iht. Tiltrædelsestraktaten udløb ved udgangen af 1982, fandt Danmark i modsætning til de andre EF-lande, at reglerne fra 1970 om lige adgang til fiskeri nu måtte gælde. Fiskeskipper Kent Kirk, MF, understregede sin støtte til denne fortolkning ved at foretage en fisketur til England i januar 1983 med sin kutter Sand Kirk, hvor han blev opbragt af de britiske myndigheder. Kirk fik siden medhold ved EF-Domstolen.

.

Fiskeripolitikken inden for EU er et konfliktfyldt område. Ikke alene er der stærke nationale interesser, sektoren er også underlagt et presserende behov for regulering og vedligehold af fiskebestandene.

I 2013 blev politikområdet forandret gennemgribende. En reform fra 2002 havde vist sig ikke at kunne løse sektorens problemer. Blandt andet blev situationen for visse bestande stadig ringere. Samtidig blev man opmærksom på nye problemer, fx udsmid.

Arbejdet med en ny reform gik i gang i 2009, og for første gang blev Parlamentet inddraget i forhandlingerne. I maj 2013 landede en aftale om en ny fiskeriordning, der omfattede nye forordninger for den fælles fiskeripolitik, en markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter, samt etablering af Europæiske Hav- og Fiskerifond, EHFF.

Formålet med reformen var at sikre en miljømæssig bæredygtig fiskeri- og akvakultursektor og en forvaltning, der fremmer økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige målsætninger. De vigtigste punkter er:

  • styrkelse af den økosystembaserede forvaltning og af de flerårige planer, der blev indført i 2003
  • maksimal bæredygtig fangst som mål for alt fiskeri og bæredygtig akvakultur
  • forbud mod udsmid
  • national tilpasning af fangstkapaciteten til fiskemulighederne
  • mere forskning samt
  • så decentral forvaltning som muligt.

Kvoter

Fastsættelse af den totalt tilladte fangstmængde, TAC, sker på grundlag af videnskabelig rådgivning fra Det internationale Havundersøgelsesråd (ICES), der er et samarbejde mellem biologer fra landene i Nordatlanten. Inden Kommissionen fremlægger sine forslag til kvoter, hører Kommissionen sit eget rådgivningsorgan, Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité (STECF), der også vurderer de økonomiske og sociale aspekter. Rådgivningen fra ICES baserer sig på forsigtighedsprincippet, hvilket for de vigtigste bestande indebærer fastsættelse af flerårige forvaltningsplaner med mindsteniveau for bestandens størrelse og en grænse for fiskeridødelighed, der sikrer, at bestanden vil forblive over det fastlagte mindsteniveau. For truede bestande fastsættes genopretningsplaner, der i mange tilfælde omfatter begrænsning af fiskeriindsatsen i form af restriktioner på antallet af dage, fiskerne må være på havet.

De vigtigste fiskebestande og det største fiskeri i EU forvaltes med flerårige planer med kvoter og årlige fangstbegrænsninger og med mål for forvaltningen. 2013-reformen indebar også, at planerne skal indeholde et mål for maksimalt bæredygtigt udbytte og en frist for at nå dette mål.

EU fastsætter ligeledes de årlige samlede tilladte fangstmængder, TAC'er. Hver TAC, Total Allowable Catches, fordeles blandt EU's medlemsstater gennem nationale kvoter, hvilket foregår ved at hvert EU-land får en individuel tildelingsprocent pr fiskebestand. Landene kan udveksle kvoter med hinanden. De enkelte lande er ansvarlige for at sikre overholdelse af deres kvoter.

For fiskebestande, som forvaltes i fællesskab med ikke-EU-lande, især Norge, skal TAC'erne, der er fastlagt på EU-niveau, være i overensstemmelse med resultaterne fra de tilbagevendende konsultationer med disse ikke-EU-lande.

Forvaltningen omfatter yderligere internationale aftaler. Der arbejdes både med bilaterale og multilaterale aftaler.

Afgørelser vedrørende fiskeriforvaltning kan både træffes af EU-institutionerne og af nationale myndigheder, der samarbejder i regionale havområder. Regionaliseringen skal sikre overensstemmelse mellem de tekniske regler og de enkelte havområder. Repræsentanter for fiskere og regionale forvaltninger inddrages yderligere for at forhindre uønskede fangster, dvs. udsmid.

Bevaringsforanstaltninger og kontrol

Ved regler om mindstemaskestørrelse, redskabets konstruktion, mindste landingsstørrelse, bifangstregler og forbud mod visse fiskerier søger man at beskytte unge fisk mod fangst før den gydemodne alder.

De enkelte medlemslande pålægges i de farvande, der hører under deres jurisdiktion, at udføre kontrol med såvel egne fartøjer som fartøjer fra andre medlemsstater og fra tredjelande. I flere regionale fiskeriorganisationer er der gennemført fælles kontrolordninger i internationalt farvand, hvor fiskerne skal give adgang til inspektører fra andre lande til at udøve kontrol. Det Europæiske Kontrolagentur har adgang til at operere i alle EU-farvande.

Aftaler med tredjelande og internationale fiskerikommissioner

Resurserne i EU-farvand er kun en del af fangstgrundlaget for EU's fiskere. Gennem aftaler med tredjelande og ved deltagelse i internationale fiskerikommissioner om udnyttelsen af resurserne i internationalt farvand har EU opnået supplerende resurser. De vigtigste fiskeriaftaler for EU er aftalerne med Grønland, Mauretanien, Senegal, Guinea-Bissau samt aftaler med en række andre lande på den sydlige halvkugle, hvor EU har opnået kvoter for især tunfisk til gengæld for dels finansiel kompensation, dels støtte til udviklingen af fiskerisektoren i de pågældende lande. Aftalen mellem EU og Marokko er af stor betydning for især Spanien.

Den bilaterale aftale med Norge om forvaltning af fælles bestande og gensidig adgang er meget vigtig for Danmark. For de store bestande af blåhvilling, makrel og sild, der bevæger sig rundt i Nordøstatlanten, indgår EU i et forvaltningsamarbejde med kyststaterne om fastsættelse af kvoter og regler for fiskeriet.

Fiskeriet uden for EU-farvandet skal være bæredygtigt og foregå på et overskud af fiskeressourcer. EU’s aftaler med tredjelande skal endvidere indeholde en klausul om menneskerettigheder og demokrati

Flåde- og strukturpolitik

Medlemslandene har en generel forpligtelse til at sikre ligevægt mellem fiskerflådens størrelse og dens fiskerimuligheder. Hvert EU-land har fået fastsat et loft for flådekapaciteten i maskineffekt og tonnage. Nye fartøjer må først indgå i flåden når en tilsvarende flådekapacitet er blevet fjernet. Med denne ordning sikres, at EU's flådekapacitet ikke længere stiger. Siden 2013-reformen er flåden blevet mindre.

Formålet med strukturpolitikken er at bidrage til en varig bæredygtig ligevægt mellem resurserne og udnyttelse af dem, at styrke sektorens konkurrenceevne og rentabilitet samt at forbedre forsyningen med fisk og udvikle fiskeriafhængige områder. Strukturpolitikken giver mulighed for støtte til ophugning af fartøjer.

Historisk

Da Danmark blev medlem af EF, havde EF ikke en egentlig fiskeripolitik, men Rom-traktatens afsnit om landbrug fandt anvendelse på fiskeri. Den planlagte udvidelse af EF med de vigtige fiskerilande Danmark, Storbritannien, Irland og Norge satte gang i arbejdet med udarbejdelsen af en fælles fiskeripolitik, og der var enighed om at den fælles fiskeripolitik skulle være på plads senest i 1982.

Fiskeripolitikken 1970-77

I 1970 vedtog Rådet to forordninger om fiskeri: En forordning om strukturpolitik, der bl.a. understregede det fundamentale princip om fri og lige adgang til EF-farvande, samt en forordning om en fælles markedsordning i stil med den på landbrugsområdet.

EF-fiskernes frie ret til at fiske i alle EF-have gjaldt ikke inden for territorialfarvandene, der normalt var 12 sømil, i Østersøen dog kun 3 sømil. En væsentlig del af fiskeriet fandt sted på internationalt farvand, der blev reguleret gennem internationale fiskeriorganisationer, fx Den Nordøstatlantiske Fiskerikommission (NEAFC), Den Nordvestatlantiske Fiskerikommission (ICNAF, nu NAFO) og Den Baltiske Fiskerikommission (IBSFC). Samarbejdet omhandlede fælles tekniske regler om maskestørrelser, mindstestørrelser og kontrolregler samt fra 1972-73, da de første tegn på overfiskeri viste sig, også fastsættelse af TAC, Total Allowable Catches, og fordeling af TAC på kvoter til de enkelte lande. Se også fiskekvote og fiskeritraktat.

Forhandlingerne om en fælles fiskeripolitik 1977-83

Som det første land udvidede Island i 1972 sin fiskerizone til 50 sømil, og tre år senere til 200 sømil, hvilket førte til den såkaldte Torskekrig. Fiskebestandene kom under stigende pres pga. stærkt forbedrede redskaber og kraftig udbygning af fiskerflåderne. I november 1976 blev det første store skridt taget til en fælles fiskeripolitik ved den såkaldte Haag-erklæring, hvor EF besluttede at gennemføre en koordineret udvidelse af medlemslandenes fiskerizoner til 200 sømil eller til en aftalt grænse, hvis to kyststater lå tæt på hinanden. Det blev også besluttet, at EF på medlemslandenes vegne fremover skulle føre forhandlingerne med tredjelande om fiskerispørgsmål, samt at EF skulle gennemføre en fælles fiskeripolitik.

Dansk afvisning af forslaget til fordelingen af fiskekvoter og til ordningen af fiskeriet ved Grønland udsatte vedtagelsen af en fælles fiskeripolitik. Først i 1983 nåede Rådet til enighed om de centrale dele af fiskeripolitikken. Generelt gives kun adgang til fiskeri i farvande, hvis det pågældende medlemsland råder over en kvote, eller hvis der fiskes efter ukvoterede bestande.

Fiskeripolitikken fastsætter to undtagelser fra princippet om fri og lige adgang til farvande. Disse undtagelser blev besluttet efter stærkt pres fra Storbritannien for at forbeholde farvandene omkring Storbritannien for egne fiskere. Den første undtagelse var, at adgangen inden for 12 sømil fra kysterne blev begrænset til fiskere fra medlemslande, der traditionelt har fisket i disse områder. Undtagelsen er siden blevet forlænget med ti år ad gangen. Udsigten til, at undtagelsen skulle bortfalde med udgangen af 1982, var formentlig medvirkende til, at Norge stemte imod medlemskab af EF i 1972 og igen i 1994. Den anden undtagelse var kravet om licens for visse fiskerier i det biologisk følsomme område Shetlandskassen; licensen skulle kun tildeles lande, der historisk har fisket i disse farvande.

Den fælles fiskeripolitik 1983

Med vedtagelsen af den fælles fiskeripolitik i 1983 forelå en fuldt udbygget EF-politik med fælles regler omfattende alle aspekter af fiskeriet fra havet til forbrugerne. Fiskeripolitikken omfatter foruden resurse- og bevaringspolitikken også en strukturpolitik og en markedsordning. Forskelle i fiskeriets forhold i Nordøstatlanten og Middelhavet betyder, at reglerne i den fælles fiskeripolitik ikke i fuld udstrækning gælder for Middelhavet, hvor der fortsat de fleste steder er 12 sømile-zoner. Grønland udtrådte 1. februar 1985 af Fællesskabet. Fiskeriet ved Grønland var især af stor betydning for Tyskland og Storbritannien, der stort set opretholdt sine fiskerimuligheder gennem en bilateral aftale mellem EF og Grønland, hvor EF opnåede fiskerirettigheder til gengæld for finansiel kompensation. Spanien og Portugal måtte acceptere en tiårig overgangsordning ved tiltrædelsen i 1986, der ikke gav adgang til EFs farvande ud over de kvoter, de havde med ind i Fællesskabet.

Siden 1996 er Spanien og Portugal gradvist blevet fuldt integreret i den fælles fiskeripolitik, men har ikke fået del i allerede fordelte resurser. Ved Sverige og Finlands tiltrædelse i EU 1. januar 1995 var der enighed om, at disse lande uden overgangsregler kunne overtage acquis communautaire, dvs. det etablerede retssystem. Det var helt uproblematisk, da der allerede før udvidelsen var etableret et omfattende samarbejde inden for rammerne af Den Baltiske Fiskerikommission og gennem en bilateral aftale mellem EU og Sverige. Da EU 1. maj 2004 blev udvidet med 10 nye medlemslande, blev Polen, Estland, Letland og Litauen ligeledes fuldt integreret i den fælles fiskeripolitik. De nye medlemslande fik tildelt kvoteandele i forhold til de kvoterettigheder, de bragte med ind i Fællesskabet, og kan som alle andre medlemslande fiske efter ufordelte arter.

I 1992 vedtog EF en forordning, der skulle løse problemet med en for stor fiskerflåde i forhold til fangstmulighederne. Flåden skulle formindskes og der blev iværksat strukturforanstaltninger for at afbøde de sociale virkninger.

Revisionen af fiskeripolitikken 2003

Den fælles fiskeripolitik blev efter 20 år revideret med virkning fra 1. januar 2003. Det primære mål med reformen var at sikre fiskerisektoren en bæredygtig fremtid, forbedre fiskernes arbejde- og indtægtsmuligheder, at sikre forsyningen til forbrugerne, samt at bevare havøkosystemernes skrøbelige balance.

De grundlæggende principper for fiskeripolitikken blev opretholdt. Væsentlige nydannelser i den reviderede fiskeripolitik var dels flerårig forvaltning af fiskebestandene, dels at ansvaret for balance mellem flådekapacitet og resurser blev pålagt det enkelte medlemsland. Samtidig er en mere effektiv og ensartet kontrol af reglerne indført, og inddragelsen af fiskerierhvervet og andre interessenter i beslutningsprocessen er øget.

For at sikre en bedre og mere effektivkontrol oprettedes EU-Fiskerikontrolagenturet, EFCA, i Vigo i Spanien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig