Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

EU - 5.3. Den fælles fiskeripolitik

Oprindelig forfatter OP Seneste forfatter Redaktionen

EU. Da den tiårige overgangsperiode iht. Tiltrædelsestraktaten udløb ved udgangen af 1982, fandt Danmark i modsætning til de andre EF-lande, at reglerne fra 1970 om lige adgang til fiskeri nu måtte gælde. Fiskeskipper Kent Kirk, MF, understregede sin støtte til denne fortolkning ved at foretage en fisketur til England i januar 1983 med sin kutter  Sand Kirk, hvor han blev opbragt af de britiske myndigheder. Kirk fik siden medhold ved EF-Domstolen.

EU. Da den tiårige overgangsperiode iht. Tiltrædelsestraktaten udløb ved udgangen af 1982, fandt Danmark i modsætning til de andre EF-lande, at reglerne fra 1970 om lige adgang til fiskeri nu måtte gælde. Fiskeskipper Kent Kirk, MF, understregede sin støtte til denne fortolkning ved at foretage en fisketur til England i januar 1983 med sin kutter Sand Kirk, hvor han blev opbragt af de britiske myndigheder. Kirk fik siden medhold ved EF-Domstolen.

Da Danmark blev medlem af EF, havde EF ikke en egentlig fiskeripolitik som fx på landbrugsområdet. Traktaten fra 1957 omtaler ikke fiskeri direkte, men afsnittene om landbrug finder også anvendelse på fiskeri. Den planlagte udvidelse af EF med de vigtige fiskerilande Danmark, Storbritannien, Irland og Norge satte gang i arbejdet med udarbejdelsen af en fælles fiskeripolitik.

Fiskeripolitikken 1970-77

I 1970 vedtog Rådet to forordninger om fiskeri: En forordning om strukturpolitik, der bl.a. understregede det fundamentale princip om fri og lige adgang til EF-farvande, samt en forordning om en fælles markedsordning. Fiskerigrænserne var inden for EF og de fleste andre lande 12 sømil, i Østersøen dog kun 3 sømil. En væsentlig del af fiskeriet fandt sted på internationalt farvand, der blev reguleret gennem internationale fiskeriorganisationer, fx Den Nordøstatlantiske Fiskerikommission (NEAFC), Den Nordvestatlantiske Fiskerikommission (ICNAF, nu NAFO) og Den Baltiske Fiskerikommission (IBSFC). Samarbejdet omhandlede fælles tekniske regler om maskestørrelser, mindstestørrelser og kontrolregler samt fra 1972-73, da de første tegn på overfiskeri viste sig, også fastsættelse af TAC, Total Allowable Catches, og fordeling af TAC på kvoter til de enkelte lande. Se også fiskekvote og fiskeritraktat.

Forhandlingerne om en fælles fiskeripolitik 1977-83

Som det første land udvidede Island sin fiskerizone først til 50 sømil, snart efter til 200 sømil, hvilket førte til den såkaldte Torskekrig. Fiskebestandene kom under stigende pres pga. stærkt forbedrede redskaber og kraftig udbygning af fiskerflåderne. I november 1976 blev det første store skridt taget til en fælles fiskeripolitik ved den såkaldte Haag-erklæring, hvor EF besluttede at gennemføre en koordineret udvidelse af medlemslandenes fiskerizoner til 200 sømil eller til en aftalt grænse, hvis to kyststater lå tæt på hinanden. Det blev også besluttet, at EF på medlemslandenes vegne fremover skulle føre forhandlingerne med tredjelande om fiskerispørgsmål, samt at EF skulle gennemføre en fælles fiskeripolitik.

Annonce

Først i 1983 nåede Rådet til enighed om de centrale dele af fiskeripolitikken, især fordelingen af kvoter. Generelt gives kun adgang til fiskeri i farvande, hvis det pågældende medlemsland råder over en kvote, eller hvis der fiskes efter ukvoterede bestande. Fiskeripolitikken fastsætter to undtagelser fra princippet om fri og lige adgang til farvande. Disse undtagelser blev besluttet efter stærkt pres fra Storbritannien for at forbeholde farvandene omkring Storbritannien for egne fiskere. Den første undtagelse var, at adgangen inden for 12 sømil fra kysterne blev begrænset til fiskere fra medlemslande, der traditionelt har fisket i disse områder. Undtagelsen er siden blevet forlænget med ti år ad gangen, foreløbig frem til udgangen af 2012. Udsigten til, at undtagelsen skulle bortfalde med udgangen af 1982, var formentlig medvirkende til, at Norge stemte imod medlemskab af EF i 1972 og igen i 1994. Den anden undtagelse var kravet om licens for visse fiskerier i det biologisk følsomme område Shetlandskassen; licensen skulle kun tildeles lande, der historisk har fisket i disse farvande.

Den fælles fiskeripolitik 1983

Med vedtagelsen af den fælles fiskeripolitik i 1983 forelå en fuldt udbygget EF-politik med fælles regler omfattende alle aspekter af fiskeriet fra havet til forbrugerne. Fiskeripolitikken omfatter foruden resurse- og bevaringspolitikken også en strukturpolitik og en markedsordning. Forskelle i fiskeriets forhold i Nordøstatlanten og Middelhavet betyder, at reglerne i den fælles fiskeripolitik ikke i fuld udstrækning gælder for Middelhavet, hvor der fortsat de fleste steder er 12 sømile-zoner. Grønland udtrådte 1. februar 1985 af Fællesskabet. Fiskeriet ved Grønland var især af stor betydning for Tyskland og Storbritannien, der stort set opretholdt sine fiskerimuligheder gennem en bilateral aftale mellem EF og Grønland, hvor EF opnåede fiskerirettigheder til gengæld for finansiel kompensation. Spanien og Portugal måtte acceptere en tiårig overgangsordning ved tiltrædelsen i 1986, der ikke gav adgang til EFs farvande ud over de kvoter, de havde med ind i Fællesskabet.

Siden 1996 er Spanien og Portugal gradvist blevet fuldt integreret i den fælles fiskeripolitik, men har ikke fået del i allerede fordelte resurser. Ved Sverige og Finlands tiltrædelse i EU 1. januar 1995 var der enighed om, at disse lande uden overgangsregler kunne overtage acquis communautaire, dvs. det etablerede retssystem. Dette var helt uproblematisk, da der allerede før udvidelsen var etableret et omfattende samarbejde inden for rammerne af Den Baltiske Fiskerikommission og gennem en bilateral aftale mellem EU og Sverige. Da EU 1. maj 2004 blev udvidet med 10 nye medlemslande, blev Polen, Estland, Letland og Litauen ligeledes fuldt integreret i den fælles fiskeripolitik. De nye medlemslande fik tildelt kvoteandele i forhold til de kvoterettigheder, de bragte med ind i Fællesskabet, og kan som alle andre medlemslande fiske efter ufordelte arter.

Revisionen af fiskeripolitikken 2003

Den fælles fiskeripolitik blev efter 20 år revideret med virkning fra 1. januar 2003. De grundlæggende principper for fiskeripolitikken blev opretholdt og videreføres i foreløbigt ti år. Væsentlige nydannelser i den reviderede fiskeripolitik er dels flerårig forvaltning af fiskebestandene, dels at ansvaret for balance mellem flådekapacitet og resurser pålægges det enkelte medlemsland. Samtidig er en mere effektiv og ensartet kontrol af reglerne indført, og inddragelse af fiskerierhvervet og andre interessenter i beslutningsprocessen er øget.

Kvoter

Fastsættelse af den totalt tilladte fangstmængde, TAC, sker på grundlag af videnskabelig rådgivning fra Det internationale Havundersøgelsesråd (ICES), der er et samarbejde mellem biologer fra landene i Nordatlanten. Inden Kommissionen fremlægger sine forslag, hører Kommissionen sit eget rådgivningsorgan, Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité, der også vurderer de økonomiske og sociale aspekter. Rådgivningen fra ICES baserer sig på forsigtighedsprincippet, hvilket for de vigtigste bestande indebærer fastsættelse af flerårige forvaltningsplaner med mindsteniveau for bestandens størrelse og en grænse for fiskeridødelighed, der sikrer, at bestanden vil forblive over det fastlagte mindsteniveau. Udviklingen går i retning af fastsættelse af kvoter, der giver det største udbytte på længere sigt. For truede bestande fastsættes genopretningsplaner, der i mange tilfælde omfatter begrænsning af fiskeriindsatsen i form af restriktioner på antallet af dage, fiskerne må være på havet.

Fordelingen af TAC mellem medlemslandene følger de faste fordelingsnøgler, der blev fastlagt i 1983, og som er baseret på historisk fiskeri, hensyn til særligt fiskeriafhængige områder og tab af fiskerirettigheder i tredjelandsfarvande (relativ stabilitet). Kvoterne fastsættes for et kalenderår ad gangen – for dybhavsarter to år. Medlemslandene kan indbyrdes aftale at udveksle kvoter og derved opnå større fleksibilitet i kvoteudnyttelsen. Der er også mulighed for en vis fleksibilitet hen over årsskiftet ved at trække på næste års kvote og overføre ikke udnyttede kvoteandele til det efterfølgende år. EU fastsætter kvoter for næsten 200 bestande. For bestande, der bevæger sig hen over grænserne til nabolande, sker kvotefastsættelsen i samarbejde med de pågældende lande. EU har især mange fælles bestande med Norge. Det er medlemslandene, der fastsætter de nærmere regler om den nationale udnyttelse af tildelte EU-kvoter. I tilfælde af overfiskeri foretager Kommissionen fradrag i de enkelte medlemslandes kvoter for det efterfølgende år, og der rejses sag ved Domstolen.

Bevaringsforanstaltninger og kontrol

Ved regler om mindstemaskestørrelse, redskabets konstruktion, mindste landingsstørrelse, bifangstregler og forbud mod visse fiskerier søger man at beskytte unge fisk mod fangst før den gydemodne alder.

De enkelte medlemslande pålægges i de farvande, der hører under deres jurisdiktion, at udføre kontrol med såvel egne fartøjer som fartøjer fra andre medlemsstater og fra tredjelande. Fartøjer over 15 m er omfattet af et satellitbaseret overvågningssystem. I flere regionale fiskeriorganisationer er der gennemført fælles kontrolordninger i internationalt farvand, hvor fiskerne skal give adgang til inspektører fra andre lande til at udøve kontrol. I forbindelse med etablering af Det Europæiske Kontrolagentur vil der blive adgang for særlige fællesskabsinspektører til at operere i alle EU-farvande.

Aftaler med tredjelande og internationale fiskerikommissioner

Resurserne i EU-farvand er kun en del af fangstgrundlaget for EUs fiskere. Gennem aftaler med tredjelande og ved deltagelse i internationale fiskerikommissioner om udnyttelsen af resurserne i internationalt farvand har EU opnået supplerende resurser. De vigtigste fiskeriaftaler for EU er aftalerne med Grønland, Mauretanien, Senegal, Guinea-Bissau samt aftaler med en række andre lande på den sydlige halvkugle, hvor EU har opnået kvoter for især tunfisk til gengæld for dels finansiel kompensation, dels støtte til udviklingen af fiskerisektoren i de pågældende lande. Efter udløb af den tidligere fiskeriaftale i 1999 har EU og Marokko forhandlet en ny aftale, der forventes godkendt medio 2006. Aftalen er af stor betydning for især Spanien. Den bilaterale aftale med Norge om forvaltning af fælles bestande og gensidig adgang er meget vigtig for Danmark. For de store pelagiske bestande blåhvilling, makrel og sild, der bevæger sig rundt i Nordøstatlanten, indgår EU i et forvaltningsamarbejde med kyststaterne om fastsættelse af kvoter og regler for fiskeriet.

Flåde- og strukturpolitik

Medlemslandene har en generel forpligtelse til at sikre ligevægt mellem fiskerflådens størrelse og dens fiskerimuligheder. Flådens størrelse begrænses konkret af et kapacitetsloft med udgangspunkt i det seneste flerårige flådeprogram, samt ved at tilgangen af fartøjer ikke må overstige afgangen. Formålet med strukturpolitikken er at bidrage til en varig bæredygtig ligevægt mellem resurserne og udnyttelse af dem, at styrke sektorens konkurrenceevne og rentabilitet samt at forbedre forsyningen med fisk og udvikle fiskeriafhængige områder. Strukturpolitikken giver mulighed for støtte til ophugning af fartøjer.

Fiskeripolitikken omfatter en markedsordning for fiskerivarer, der indeholder regler om handelsnormer og forbrugeroplysning, producentorganisationer, mindsteprisordning og regler for samhandel med tredjelande. Reglerne søger at sikre, at fiskeresurserne udnyttes bedst muligt, og at udtag af fisk fra markedet til destruering så vidt muligt undgås.

Læs videre om Det Indre Marked og om EU generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Poulsen: EU - 5.3. Den fælles fiskeripolitik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72781