Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

EU - 5.1. Landbrugsreformerne

Oprindelige forfattere PNed og MLFN Seneste forfatter Redaktionen

Blandt EU-landene har der traditionelt været stor forsigtighed med at gennemføre omfattende reformer i landbrugspolitikken, som sammen med fiskeri- og handelspolitikken er den eneste virkelige fælles overnationale politik i EU. Opretholdelsen af den europæiske integration var derfor i mange år synonym med opretholdelsen af EUs landbrugspolitik.

Den kraftige stigning i landbrugsproduktionen i EU har været det centrale i diskussionen om reform. Allerede i 1968 fremlagde Kommissionen den såkaldte Mansholtplan, der understregede behovet for en strukturpolitik for at sikre afvandring fra landbruget i en situation med mangel på arbejdskraft i byerhvervene. I de følgende år fremlagde Kommissionen flere rapporter med forslag til ændring af landbrugspolitikken, bl.a. "Perspektiver for den fælles landbrugspolitik – Kommissionens Grønbog" fra 1985. I Kommissionens meddelelse fra februar 1991 om "Den fælles landbrugspolitiks udvikling og fremtid" var konklusionen, at en fundamental reform var ubetinget nødvendig. Det var den hidtil klareste accept af, at prisstøttepolitik i form af markedsordninger med direkte forbindelse mellem produktion og støtte er et konstant incitament til større og mere intensiv produktion, og at konsekvensen heraf er problemer for både markedsstabiliteten, landbrugsindkomsterne, EU-budgettet og miljøet.

Allerede fra 1977 blev der i EU iværksat en prispolitik, der var kendetegnet ved lave prisstigninger. I grønbogen fra 1985 erklærede EU-Kommissionen i overensstemmelse hermed, at den ville arbejde for en landbrugspolitik, hvori der ville blive lagt vægt på prispolitikkens økonomiske funktion på bekostning af dens sociale funktion som indkomststøtte. I 1980 foreslog Kommissionen, at der blev gjort brug af et princip om medansvar, og i 1981, at garantitærskler skulle anvendes til at udmønte dette medansvarsprincip. Garantitærskler indebærer, at landmænd ved en produktion ud over et bestemt niveau, garantitærsklen, helt eller delvist selv må bære ansvaret eller omkostningerne ved afsætning af produktionen. Garantitærskler blev fra 1981 indført for mælk, korn, visse frugter og grøntsager, raps, solsikkefrø og bomuld.

Annonce

Landbrugsreformen i 1992

Det var imidlertid først i 1992, at reformforslagene fra grønbogen blev gennemført i større omfang. I maj 1992 vedtog EUs landbrugsministre en omfattende reform af den fælles landbrugspolitik. Reformen blev gennemført over en treårig periode fra 1.7.1993 og med fuld virkning fra 1.7.1996. På adskillige områder var der tale om en afgørende ændring i den hidtidige landbrugspolitik.

For det første blev der gennemført en kraftig nedsættelse af priserne på korn og oliefrø. Derved faldt foderpriserne, hvilket medførte, at priserne på de animalske produkter kunne reduceres væsentligt uden at påvirke rentabiliteten i husdyrproduktionen.

For det andet blev der indført en graduering af støtten til fordel for de mindre producenter.

For det tredje skete der en omlægning fra prisstøtte til direkte tilskud. Prisstøtten blev efterhånden næsten fjernet og erstattet af en direkte betaling. Disse betalinger for hovedprodukterne var ikke længere bundet til produktionen, men til jordarealet. Dermed blev incitamentet til at øge produktionen mindre og resurseudnyttelsen mindre effektiv, fordi større produktion ikke i samme omfang som tidligere udmøntede sig i større EU-støtte.

For det fjerde blev de større bedrifters kompensation for lavere priser i planteavlen betinget af braklægning. Hensigten var at reducere EUs kornproduktion, idet især den stigende nettoeksport havde medført betydelige omkostninger og problemer med tredjelande.

Kornprisen spillede således en afgørende rolle i reformen. I løbet af de tre år fra 1993 til 1996 faldt interventionsprisen, der som udgangspunkt var ens for alle kornarter, med 35%. Interventionsprisen er den tærskelpris, som producenternes varer skal ned under, før der fra EUs side sker opkøb af varerne, hvorved prisen holdes oppe.

Dagsorden 2000

Med Det Europæiske Råds beslutning om Dagsorden 2000 blev 1992-reformen yderligere uddybet og de overordnede rammer for landbrugspolitikken og dens finansiering fastlagt. Aftaleperioden løb frem til år 2006. Der blev som noget nyt lagt et egentligt loft over udgifterne til landbrugspolitikken. Reformen vedrørte i øvrigt mere specifikt markafgrøder, oksekød, mælk og mejeriprodukter samt vin. Bl.a. blev de garanterede mindstepriser, som landmændene får, nedsat med 20% i oksekødssektoren og 15% i sektorerne for markafgrøder samt mælk og mejeriprodukter. Endvidere omfattede reformen nye ordninger for landdistrikternes udvikling i perioden 2000-06. Reformens formål var bl.a. at styrke landdistriktsordningen, at forbedre konkurrencedygtigheden for landbrugsprodukter såvel internt som på verdensmarkedet og at forberede EUs udvidelse mod øst.

Beslutningen om Dagsorden 2000 indeholdt visse revisionsklausuler. Efter EU-Kommissionen i sommeren 2002 havde meddelt at ville foretage en midtvejsevaluering af den fælles landbrugspolitik, valgte den i januar 2003 at fremsætte forslag til en egentlig reform af den fælles landbrugspolitik; reformforslaget blev efterfølgende vedtaget.

2003-reformen

2003-reformen indebar et yderligere skridt mod markedsorientering af den fælles landbrugspolitik. Landbrugssektoren får samme støtte som hidtil, men som hovedprincip afkobles støtten fra produktionen. Da støtten således på forhånd ligger fast, forventes produktionen i større grad end hidtil at blive indrettet efter efterspørgslen på markedet; den enkelte landmand kan selv bestemme, hvad og hvorvidt der skal produceres. Afkobling gennemføres som udgangspunkt fuldt ud i den vegetabilske sektor, mens en del af støtten i den animalske sektor fortsat vil være produktionsafhængig (koblet støtte). De nye "enkeltbetalinger pr. bedrift" blev betinget af, at normerne for miljø, fødevaresikkerhed og dyrevelfærd overholdes.

Når reformen er fuldt gennemført i 2007, vil mindst 60% af den direkte støtte, der udbetales til landmændene, være afkoblet.

Reformen indebærer desuden, at der overføres midler fra markedsordningerne til strukturpolitikken, der således styrkes yderligere. Midlerne fremkommer ved reduktion i den direkte støtte til landmændene. Strukturpolitikken styrkes endvidere gennem et øget antal indsatsområder.

Reformen skal også ses i lyset af det budgetloft, som EUs stats- og regeringschefer fastlagde ved Det Europæiske Råds møde i Bruxelles i oktober 2002 i forbindelse med drøftelserne af EUs udvidelse. Der blev lagt loft over markedsudgifterne og udgifterne til direkte støtte i det kommende EU med 25 medlemmer for perioden 2007-13, mens der ikke blev taget beslutning vedr. strukturpolitikken i samme periode. Det Europæiske Råd fastlagde samtidig en plan for en gradvis indførsel af den direkte støtte i de ti nye EU-lande efter følgende plan for stigninger (udtrykt i procent af niveauet for denne form for støtte i EUs 15 ældre medlemslande): 25% i 2004, 30% i 2005, 35% i 2006 og 40% i 2007. Herefter vil der være en 10%-stigning hvert år, så det sikres, at de nye ti medlemsstater i 2013 vil have nået det støtteniveau, der til den tid vil være gældende i de ældre EU-lande. Den samme model gælder i princippet for Rumænien og Bulgarien 2007-16.

Ved reformen indføres der en kontrolmekanisme, som skal sikre, at markedsudgifterne og udgifterne til direkte støtte holdes inden for de årlige budgetlofter frem til 2013; det indebærer, at den direkte støtte til landmændene kan reduceres, når prognoserne angiver, at udgifterne – med en sikkerhedsmargen på 300 mio. euro – vil blive overskredet i et givet regnskabsår.

EUs landbrugsreform 2003 skal også ses som et væsentligt bidrag til at styrke EUs forhandlingsposition i de igangværende WTO-forhandlinger (2006), hvor landbrug er et af de centrale emner. Styrkelsen er særlig begrundet i indførelsen af en afkoblet støtte, hvorved en væsentlig del af støtten til de europæiske landmænd flyttes fra den blå (produktionsafhængig støtte) til den grønne kasse (mindst konkurrenceforvridende støtte). I april 2004 blev reformen yderligere udvidet ved at integrere sektorerne tobak, bomuld, olivenolie og humle i enkeltbetalingsordningen. Princippet om at afkoble støtten fra produktionen, der blev indført med reformen, blev således udvidet til at omfatte de såkaldte middelhavsprodukter.

Sukkerreformen

I begyndelsen af 2006 vedtog man endelig en gennemgribende reform af sukkersektoren. Reformen trådte i kraft 1.7.2006 og bringer sukkersektoren, der stort set har været uforandret i næsten 40 år, på linje med resten af den fælles landbrugspolitik, som den ser ud efter 2003-reformen. EU har dermed forsøgt at sikre, at sukkerproduktionen kan opretholdes på langt sigt, at sektorens konkurrenceevne og markedsorientering styrkes, og at EUs stilling i WTO-forhandlingerne forbedres. Endvidere vil EU fra 2009 åbne sit marked helt for import fra de 49 fattigste lande i verden. Hovedelementerne i reformen er en sænkning af den garanterede mindstepris for sukker på 36%, en kompensation til landmændene og ikke mindst en omstruktureringsfond som et middel til at opmuntre de ikke-konkurrencedygtige sukkerproducenter til at forlade erhvervet.

Den gamle sukkerordning var blevet uholdbar. Prisen på sukker var tre gange højere end verdensmarkedsprisen, og det var blevet konstateret, at EUs eksportsystem var i modstrid med de internationale handelsregler.

Det forventes, at EUs sukkerproduktion vil falde med 6-7 mio. ton. Dermed vil man nå ned på et bæredygtigt niveau, hvor prisen kan opretholdes, og det vil være muligt at dække den hjemlige efterspørgsel ved hjælp af EUs egen produktion plus importen fra partnerlandene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-landene) og de mindst udviklede lande. Også sukkereksporten vil falde drastisk, hvilket betyder, at EU vil kunne opfylde sine WTO-forpligtelser. Produktionen af sukker vil alene ske i de områder, der har de bedste forudsætninger for det, og landmændene vil få kompensation for det indkomsttab, som prissænkningen medfører. De direkte betalinger vil blive inkorporeret i enkeltbetalingsordningen. Reformen vil ligeledes få konsekvenser for sukkerproducenterne i de udviklingslande, der hidtil har nydt godt af den høje sukkerpris i EU, men EU vil fortsat være et attraktivt marked for mange eksportører i udviklingslandene. De lande, der får svært ved at tilpasse sig de nye vilkår, vil kunne få økonomisk bistand til at modernisere, tilpasse eller diversificere deres produktion.

Læs mere om Støtteordningerne i den fælles landbrugspolitik og om EU generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Nedergaard, Marie Louise Flach de Neergaard: EU - 5.1. Landbrugsreformerne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72772