Blandt EU-landene har der traditionelt været stor forsigtighed med at gennemføre omfattende reformer i landbrugspolitikken, som sammen med fiskeri- og handelspolitikken var den eneste virkelige fælles overnationale politik i EU frem til midt i 1980'erne. Opretholdelsen af den europæiske integration var derfor i mange år synonym med opretholdelsen af EU's landbrugspolitik.

Den kraftige stigning i landbrugsproduktionen i EU har været det centrale i diskussionen om reform. Allerede i 1968 fremlagde Kommissionen den såkaldte Mansholtplan, der understregede behovet for en strukturpolitik for at sikre afvandring fra landbruget i en situation med mangel på arbejdskraft i byerhvervene. I de følgende år fremlagde Kommissionen flere rapporter med forslag til ændring af landbrugspolitikken, bl.a. "Perspektiver for den fælles landbrugspolitik – Kommissionens Grønbog" fra 1985. I Kommissionens meddelelse fra februar 1991 om "Den fælles landbrugspolitiks udvikling og fremtid" var konklusionen, at en fundamental reform var ubetinget nødvendig. Det var den hidtil klareste accept af, at prisstøttepolitik i form af markedsordninger med direkte forbindelse mellem produktion og støtte er et konstant incitament til større og mere intensiv produktion, og at konsekvensen heraf er problemer for både markedsstabiliteten, landbrugsindkomsterne, EU-budgettet og miljøet.

Allerede fra 1977 blev der i EU iværksat en prispolitik, der var kendetegnet ved lave prisstigninger. I grønbogen fra 1985 erklærede EU-Kommissionen i overensstemmelse hermed, at den ville arbejde for en landbrugspolitik, hvori der ville blive lagt vægt på prispolitikkens økonomiske funktion på bekostning af dens sociale funktion som indkomststøtte. Ændringen skal også ses i lyset af EU's fokus på at styrke det interne marked. I 1980 foreslog Kommissionen, at der blev gjort brug af et princip om medansvar, og i 1981, at garantitærskler skulle anvendes til at udmønte dette medansvarsprincip. Garantitærskler indebærer, at landmænd ved en produktion ud over et bestemt niveau, garantitærsklen, helt eller delvist selv må bære ansvaret eller omkostningerne ved afsætning af produktionen. Garantitærskler blev fra 1981 indført for mælk, korn, visse frugter og grøntsager, raps, solsikkefrø og bomuld.

Landbrugsreformen i 1992

Det var imidlertid først i 1992, at reformforslagene fra grønbogen blev gennemført i større omfang. På baggrund af en krise i de internationale forhandlinger om handel vedtog EU's landbrugsministre i maj 1992 en omfattende reform af den fælles landbrugspolitik, den såkaldte MacSharry-reform. Den blev gennemført over en treårig periode fra 1. juli 1993 og med fuld virkning fra 1. juli 1996. På adskillige områder var der tale om en afgørende ændring i den hidtidige landbrugspolitik.

For det første blev der gennemført en kraftig nedsættelse af priserne på korn og oliefrø. Derved faldt foderpriserne, hvilket medførte, at priserne på de animalske produkter kunne reduceres væsentligt uden at påvirke rentabiliteten i husdyrproduktionen.

For det andet blev der indført en graduering af støtten til fordel for de mindre producenter.

For det tredje skete der en omlægning fra prisstøtte til direkte tilskud. Prisstøtten blev efterhånden næsten fjernet og erstattet af en direkte betaling. Disse betalinger for hovedprodukterne var ikke længere bundet til produktionen, men til jordarealet. Dermed blev incitamentet til at øge produktionen mindre og resurseudnyttelsen mindre effektiv, fordi større produktion ikke i samme omfang som tidligere udmøntede sig i større EU-støtte.

For det fjerde blev de større bedrifters kompensation for lavere priser i planteavlen betinget af braklægning. Hensigten var at reducere EU's kornproduktion, idet især den stigende nettoeksport havde medført betydelige omkostninger og problemer med tredjelande.

Kornprisen spillede således en afgørende rolle i reformen. I løbet af de tre år fra 1993 til 1996 faldt interventionsprisen, der som udgangspunkt var ens for alle kornarter, med 35%. Interventionsprisen er den tærskelpris, som producenternes varer skal ned under, før der fra EU's side sker opkøb af varerne, hvorved prisen holdes oppe.

Dagsorden 2000

Med Det Europæiske Råds beslutning om Dagsorden 2000 blev 1992-reformen yderligere uddybet og de overordnede rammer for landbrugspolitikken og dens finansiering fastlagt. Aftaleperioden løb frem til år 2006. Der blev som noget nyt lagt et egentligt loft over udgifterne til landbrugspolitikken. Reformen vedrørte i øvrigt mere specifikt markafgrøder, oksekød, mælk og mejeriprodukter samt vin. Bl.a. blev de garanterede mindstepriser, som landmændene får, nedsat med 20% i oksekødssektoren og 15% i sektorerne for markafgrøder samt mælk og mejeriprodukter. Endvidere omfattede reformen nye ordninger for landdistrikternes udvikling i perioden 2000-2006. Reformens formål var bl.a. at styrke landdistriktsordningen, at forbedre konkurrencedygtigheden for landbrugsprodukter såvel internt som på verdensmarkedet og at forberede EU's udvidelse mod øst.

Beslutningen om Dagsorden 2000 indeholdt visse revisionsklausuler. Efter EU-Kommissionen i sommeren 2002 havde meddelt at ville foretage en midtvejsevaluering af den fælles landbrugspolitik, valgte den i januar 2003 at fremsætte forslag til en egentlig reform af den fælles landbrugspolitik; reformforslaget blev efterfølgende vedtaget.

2003-reformen

2003-reformen indebar et yderligere skridt mod markedsorientering af den fælles landbrugspolitik. Landbrugssektoren fik samme støtte som hidtil, men som hovedprincip blev støtten afkoblet fra produktionen. Da støtten således på forhånd lå fast, ville produktionen i større grad end hidtil blive indrettet efter efterspørgslen på markedet; den enkelte landmand kunne selv bestemme, hvad og hvorvidt der skulle produceres. Afkoblingen blev gennemført fuldt ud i den vegetabilske sektor, mens en del af støtten i den animalske sektor fortsat var produktionsafhængig (koblet støtte). De nye "enkeltbetalinger pr. bedrift" blev betinget af, at normerne for miljø, fødevaresikkerhed og dyrevelfærd blev overholdt. Da reformen var fuldt gennemført i 2007, var 60% af den direkte støtte, der blev udbetalt til landmændene, afkoblet.

Reformen indebar desuden, at der overførtes midler fra markedsordningerne til strukturpolitikken, der således blev yderligere styrket. Midlerne fremkom ved reduktion i den direkte støtte til landmændene. Strukturpolitikken blev endvidere styrket gennem et øget antal indsatsområder.

Reformen skal også ses i lyset af det budgetloft, som EU's stats- og regeringschefer fastlagde ved Det Europæiske Råds møde i Bruxelles i oktober 2002 i forbindelse med drøftelserne af EU's udvidelse. Der blev lagt loft over markedsudgifterne og udgifterne til direkte støtte i det kommende EU med 25 medlemmer for perioden 2007-2013, mens der ikke blev taget beslutning vedr. strukturpolitikken i samme periode. Det Europæiske Råd fastlagde samtidig en plan for en gradvis indførsel af den direkte støtte i de ti nye EU-lande efter følgende plan for stigninger (udtrykt i procent af niveauet for denne form for støtte i EU's 15 ældre medlemslande): 25% i 2004, 30% i 2005, 35% i 2006 og 40% i 2007. Herefter var der en 10%-stigning hvert år, for at sikre, at de ti nye medlemsstater i 2013 nåede det samme støtteniveau som i de ældre EU-lande. Den samme model gjaldt i princippet for Rumænien og Bulgarien 2007-2016.

Ved reformen indførtes en kontrolmekanisme for at sikre, at markedsudgifterne og udgifterne til direkte støtte holdes inden for de årlige budgetlofter frem til 2013; det indebar, at den direkte støtte til landmændene reduceres, når prognoserne angiver, at udgifterne – med en sikkerhedsmargen på 300 mio. euro – vil blive overskredet i et givet regnskabsår.

EU's landbrugsreform 2003 skulle også styrke EU's position i WTO, hvor landbrug er et af de centrale emner. Styrkelsen lå især i den afkoblede støtte, hvorved en væsentlig del af støtten til de europæiske landmænd blev flyttet til en mindste konkurrenceforvridende støtte. I april 2004 blev reformen yderligere udvidet ved at integrere sektorerne tobak, bomuld, olivenolie og humle i enkeltbetalingsordningen. Princippet om at afkoble støtten fra produktionen, blev således udvidet til at omfatte de såkaldte middelhavsprodukter.

Sukkerreformen

I begyndelsen af 2006 vedtog man endelig en gennemgribende reform af sukkersektoren. Den gamle sukkerordning var blevet uholdbar. Prisen på sukker var tre gange højere end verdensmarkedsprisen, og EU's eksportsystem var i modstrid med de internationale handelsregler.

Hovedelementerne i reformen var en sænkning af den garanterede mindstepris for sukker på 36%, en kompensation til landmændene og ikke mindst en omstruktureringsfond som et middel til at opmuntre de ikke-konkurrencedygtige sukkerproducenter til at forlade erhvervet.

Reformen bragte sukkersektoren, der stort set havde været uforandret i næsten 40 år, på linje med resten af den fælles landbrugspolitik, som den så ud efter 2003-reformen. EU forsøgte dermed at sikre en langsigtet opretholdelse af sukkerproduktionen ved at styrke sektorens konkurrenceevne og markedsorientering, samtidig med at den levede op til WTOs regler. Endvidere blev markedet fra 2009 åbnet helt for import fra de 49 fattigste lande i verden.

EU's sukkerkvoter, der har været en central del af EU's sukkerforordning, og som har begrænset produktionen i de enkelte medlemsstater, blev afskaffet i 2017. Også WTO-loftet, der begrænsede eksportmængden fra EU blev afviklet. Det har medført nogle grundlæggende ændringer i industrien og ændre prisudviklingsdynamikken. Importen fra tredjelande er lempet og steget, og sukkerprisen er i højere grad påvirket af prisen på verdensmarkedet.

Udviklingen i EU's landbrugspolitik, især sukkerreformen i 2006 og bortfaldet af sukkerkvoterne i 2017 medførte en markant omlægning og reduktion af landbrugsstøtten. For sukkersektorens vedkommende faldt arealet til ca. 1,5 mill. ha. bl.a. fordi sukkerproduktionen ophørte iflere lande. Samtidig er produktiviteten og konkurrenceevnen blevet forbedret. Ikke desto mindre faldt både produktion og eksport, mens importen voksede de første år efter bortfaldet af kvoter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig