Tilsammen førte dette til et øget reformpres på landbrugspolitikken i EU. Som nævnt var det nødvendigt, at dette pres blev mobiliseret uden for systemet på grund af reforminertien i jerntrekanten, som er et andet begreb for, at der mellem velorganiserede europæiske landmænd og dårligt organiserede forbrugere og skatteydere hersker en høj grad af politisk asymmetri. Presset kom blandt andet fra miljø- og forbrugergrupper, der bl.a. reagerede på udbrud af kogalskab i kvægbruget. Disse grupper mente, at sygdomsudbruddene delegitimerede EU's landbrugspolitik, dels fordi EU havde støttet teknologiintensiveringen i landbruget, så man f.eks. fodrede kvæg med benmel og findelte hjerner, og dels fordi man mente, at EU reagerede for langsomt på truslen i forbindelse med kogalskab. Statistisk var der imidlertid ikke en stor risiko forbundet med indtagelsen af kød efter udbruddene af kogalskab.
EU's eksperter vurderede rationelt, at problemet var for småt til, at man burde reagere på det i form af et generelt EU-politisk initiativ, da udbruddene stort set kun medførte dødsfald i Storbritannien og Irland. Det var således et problem afgrænset til disse medlemsstater. En generel EU-politik ville være for omkostningstung og uden garanti for at ville hjælpe. Men så snart der bare er en risiko for, at man kan dø af et indtag af oksekød, dikterer den politiske virkelighed, at noget må gøres. Frankrig forbød i strid med EU-retten import af engelsk kød, fordi man måtte vise handlekraft over for sine borgere, hvilket tvang et EU-tiltag igennem.
Ud over et reformpres på grund af EU’s udvidelse og kogalskabsaffæren kom der et endnu stærkere reformpres på EU’s landbrugspolitik fra lande uden for EU, fordi GATT/WTO-forhandlingerne om mere frihandel på verdensmarkedet var under vejs. Her arbejdede man for en afskaffelse af toldbarrierer og subsidier i forhold til landbrugsprotektionismen. Også EU's egne finansministre pressede imidlertid på for, at landbrugspolitikken skulle blive en mindre del af EU's budget. Alt i alt var jorden altså gødet for reformer på landbrugspolitikken med presset udefra som den udløsende faktor.
Den første større reform som følge af reformpresset i 1980’erne var mælkeproduktionskvoterne fra 1984, som stadig har effekt. Med kvoterne arbejdede man på individuelt gårdniveau og satte grænser for, hvor meget den enkelte gård måtte producere. Det fik man i gennem, fordi valgmulighederne var, at mælkeproducenterne enten kunne gå fjorten til seksten procent ned i pris eller acceptere kvoteordninger. Overskuddet af mælkeproduktionen i EU var simpelthen efterhånden for stort, og man kunne ikke længere dumpe mælken som diverse mælkepulverprodukter på markeder i den tredje verden, fordi den praksis smadrede den tredje verdens producenters muligheder for at producere noget selv. Med en kvoteordning undgik man at sætte priserne ned på mælkeprodukter, fordi kvoten begrænser udbuddet, mens efterspørgslen stadig er den samme. På den måde undgik producenterne prisfald.
Samtidig lettede indførelsen af mælkekvoteordningen EU's eksterne handelsrelationer, fordi eksporten af overskudsmælk blev reduceret. De eneste, der bliver ramt af en kvoteproduktion, var de nye landmænd, som ville ind på markedet. De fik ikke adgang til kvoterne, men må købe sig til dem, når de købte en ejendom. Sådanne outsidere er imidlertid netop karakteriseret ved at stå uden for systemet, hvorfor deres interesser ikke kan gøre sig gældende for den politiske beslutningsproces. Man gavnede således de eksisterende landmænd, mens de nye landmænd måtte købe de kapitaliserede kvoter.
Den største reform af landbrugspolitikken i EU kom med MacSharry-reformen i 1992-1993, opkaldt efter EU's landbrugskommissær på tidspunktet, Ray MacSharry. Dette var et nyt kritisk tidspunkt i udviklingen af EU’s landbrugspolitik. I den forbindelse satte man kornprisen drastisk ned med 35 procent. Denne reduktion påvirkede indirekte prisen på landbrugets resterende produkter, fordi korn er en basisvare i landbruget. Man bruger korn til at fodre køddyr i landbruget, så hvis prisen falder på korn, bliver det samtidig billigere at producere f.eks. kvæg og svin. Det fører således til billigere kød på markedet. Landmændene blev kompenseret for dette prisfald ved de såkaldte arealpræmier, som er en form for direkte støtte, der knytter sig til jorden. Med MacSharry-reformen fik landmændene simpelthen udbetalt differencen mellem det, man tjente på korn før og efter reformen som kompensation for kornprisfaldet. Der indførtes også braklægningsordninger, hvor landmændene fik penge for ikke at dyrke markerne. Samtidig gennemførte man genopretningsordninger for landskabet.
Den næste store reform af EU’s landbrugspolitik blev Fischler-reformen i 2003-2004, som blev opladt efter EU'slandbrugskommissær på tidspunktet for reformermens gennemførelse, Franz Fischler. Med denne reform indførte man en direkte indkomststøtte, som var afkoblet (decoupled) fra prisstøtten til produktionen, således at landmændene ikke nødvendigvis skulle producere noget for at få støtte. Samtidig søgte man at nedsætte prisen på de fleste politisk fastsatte produktpriser. Støtten blev ikke fuldstændigt afkoblet. Graden af afkobling varierer også lidt fra land til land og fra producent til producent. Frankrig har f.eks. ikke afkoblet sin støtte helt. Reformen forsøger imidlertid at bryde trædemøllens logik, fordi støtten ikke er afhængig af størrelsen på landmændenes produktion. Cochranes trædemølle opstår jo, fordi man støtter fremadrettet med henblik på fremtidig produktion. Med den direkte støtte ryger dette fremtidsperspektiv for landmændene, så de ikke skal øge produktionen for at opnå støtte. Derudover var overholdelsen af nye mål vedrørende miljøet, fødevarekvalitet, dyrevelfærd og landskabspleje en del af Fishler-reformpakken.
Det kan være svært at se, hvorfra presset for nye reformer skal komme. Især fordi vi ved, at forbrugerinteresserne er svære at organisere. Derudover spiller det en stor rolle, at alle EU's støtteordninger på området allerede er blevet kapitaliseret af landmændene i en sådan grad, at de fleste også har taget lån i den sikkerhed, som ordningerne giver. Mange landmænd ville således gå neden om og hjem, hvis man straks fjernede alle ordningerne med henblik på at støtte landbruget, fordi de ville stå med uoverskuelig gæld. Samtidig ville det lægge et hårdt pres på den finansielle sektor, som har udlånt til landmændene, hvis man lod landbrugene gå konkurs i stor stil. Det er derfor sandsynligt, at EU vil holde fast i den nye direkte støtteform, hvor man kan modtage støtte uden at producere noget. Selv om det virker intuitivt irrationelt, at man støtter inaktivitet, modvirker det netop sektorens trædemølle, der tidligere har ført til stadigt dyrere støtteordninger.
Kommentarer (1)
skrev Finn Andersen
I artiklen står “19xx” - mon ikke der skulle have stået et årstal.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.