Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

EU - 4.3. Diskussionsområder i forhold til budgettet

Oprindelige forfattere PNed og MEsp Seneste forfatter Redaktionen

Den politiske diskussion om EUs budget har traditionelt fokuseret på nettobetalingerne mellem hvert medlemsland og EUs budget. Det er imidlertid ikke muligt at opstille en præcis nettobalance for hvert medlemsland i forhold til EU-budgettet.

For en del af EUs aktiviteter er det ikke bogholderimæssigt muligt at fastslå, i hvilket land de bevilgede beløb endeligt anvendes. En række grænseoverskridende aktiviteter har netop til formål at gøre gavn i flere lande, mens støtten til tider udbetales til en kontaktperson i et mere eller mindre tilfældigt land. Samtidig kan landbrugsafgifter og told, der opkræves på handel med tredjelande, og som udgør en del af EUs indtægter, ikke siges at stamme fra et bestemt medlemsland. Desuden vil tilskud i åbne samfund som de vesteuropæiske ikke kun have betydning inden for et bestemt land; fx bruges budgetmidler fra strukturfondene ofte til køb af varer eller tjenester fra rigere EU-lande. Ca. 80% af både indtægter og udgifter kan dog uafhængigt af hinanden siges at kunne stedfæstes til bestemte medlemslande.

Omfordeling via budgettet

Det er en almindelig vurdering, at der via EUs budget sker en vis økonomisk omfordeling til fordel for de mindre velstående lande. Landbrugspolitikken har traditionelt været afgørende for et lands nettobetalinger i forhold til EU-budgettet. Det er derfor, at et land som Storbritannien med forholdsvis få landmænd umiddelbart har haft underskud, hvilket gennem 1970'erne og 1980'erne gav anledning til omfattende konflikter og var baggrunden for den britiske rabatordning, som blev indført i 1984.

Annonce

Strukturfondene bruges til fordel for de fattigere lande, selvom der også betales små beløb til de mere velstående. De øvrige aktivitetstyper er generelt forholdsvis ligeligt fordelt mellem medlemslandene.

Den interinstitutionelle aftale om EUs budget 1993-99 styrkede den omfordelende effekt, idet der på udgiftssiden blev vedtaget en forøgelse af strukturfondene og på indtægtssiden en øget vægt på BNI-indtægter, hvorved de rigere lande betaler en relativt større andel.

Forholdet mellem EU-Rådet og EU-Parlamentet

På europæisk plan har kampen om magten over budgettet været en central del af en institutionel magtkamp mellem Ministerrådet og EU-Parlamentet og dermed af spørgsmålet om, i hvilken grad EU skal udvikle sig overnationalt.

De vedtagne traktater har siden 1970'erne givet Parlamentet større indflydelse på EUs budget end på andre beslutninger. Parlamentet har konstant og bevidst brugt denne indflydelse som en løftestang til generelt at øge sin indflydelse, fx ved at kræve øget indflydelse på lovgivning om et emne som en betingelse for at acceptere bevillinger til formålet.

De faktiske beslutninger i budgetprocedurerne viser, at Parlamentet traditionelt har ønsket at øge EUs budget især på hovedområderne for strukturfonde og intern politik. Regeringerne i Rådet stemmer gennemgående for mindre bevillinger i forhold til Parlamentets ønsker; en undtagelse er imidlertid landbrugspolitikken.

Budgetkompetencen blev ikke væsentlig berørt ved Den Europæiske Fælles Akt, som trådte i kraft i 1987, eller ved Maastrichttraktaten, som trådte i kraft i 1993, men Forfatningstraktaten ville have ophævet skellet mellem obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter og givet Parlamentet fuld medbestemmelse på alle dele af budgettet og herunder på landbrugspolitikken.

Svindel med EU-midler

En antagelse om omfattende svindel og sløseri med EUs midler har været hæftet på EUs budget. Der har løbende været sager om især landbrugsstøtte og om unddragelse af told ved import ind i EU.

EU-Kommissionen er ansvarlig for, at budgettet gennemføres. Regnskaberne kontrolleres af den uafhængige EU-Revisionsret og skal endeligt godkendes af EU-Parlamentet. Begge institutioner har ofte kritiseret EU-Kommissionen for manglende kontrol. Fra EU-Kommissionens side er der blevet henvist til, at ansvaret for administrationen i praksis er delt med medlemslandene, idet udbetalingerne til de endelige modtagere ofte sker via de nationale myndigheder, bl.a. mht. landbrugs- og strukturpolitikken. De nationale myndigheder kan frygtes at være mindre tilskyndet til effektivt at bekæmpe svindel og ineffektivitet med EUs penge, hvis afsløringer kan tænkes at betyde, at EU vil give færre penge til det pågældende land.

Den EU-Kommission, der tiltrådte i 1995 under ledelse af Jacques Santer, reagerede på den vedvarende kritik med betydelige udvidelser af mandskabet i EU-Kommissionens enhed for bedrageribekæmpelse, forslag om forenklinger i komplicerede EU-regler, som giver anledning til omgåelse, samt forstærket samarbejde med de nationale myndigheder.

EU-Kommissionen under ledelse af Jacques Santer blev imidlertid genstand for den mest omtalte korruptionsskandale i EUs historie. Skandalen skyldtes materiale indsamlet af EU-embedsmanden Paul van Buitenen (f. 1957) om korruption i Kommissionen. Materialet afleverede han til medlemmer af EU-Parlamentet. Resultatet blev, at EU-Parlamentet i 1999 nedsatte en ekspertgruppe til at gennemgå sagerne.

Ekspertgruppens konklusion var usædvanlig skarp. Kommissionen havde ikke fulgt tilstrækkeligt op på klare tilfælde af misbrug og uregelmæssigheder. Enten blev de ikke undersøgt, eller også var undersøgelserne blevet udført for langsomt eller kun til dels. Kommissionen havde heller ikke styr på sin administration, og derfor kunne svindel og embedsmisbrug gribe om sig. Problemerne begrænsede sig ikke til individuelle kommissærer som den franske Edith Cresson (forskning) eller hendes spanske kollega Gonzales Marin (f. 1949) (Middelhavsområdet). Tre Kommissærer gjorde sig endvidere skyldige i nepotisme: Edith Cresson, Monika Wulf-Mathies (f. 1942) og Farinha Pinheiro (f. 1919), eller var uvidende herom: Emma Bonino (f. 1948). Rapporten tvang Kommissionen til at træde tilbage ni måneder før sædvanlig afgang, om end det blev konkluderet, at Jaques Santer ikke selv havde været direkte involveret i uregelmæssighederne.

Skandalen førte bl.a. 1.6.1999 til oprettelsen af det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, OLAF. OLAF har til opgave at undersøge alle EU-institutioners og organers forvaltning og finansiering. OLAFs uafhængighed søges sikret ved, at direktøren for det første udnævnes af Parlamentet, Kommissionen og Rådet i fællesskab og for det andet har mulighed for at anlægge sag ved Domstolen. OLAF har desuden et overvågningsudvalg, der skal føre kontrol med OLAF selv. Overvågningsudvalgets fem eksterne medlemmer udvælges af Parlamentet, Kommissionen og Rådet i fællesskab.

De nærmere bestemmelser gældende for OLAFs interne undersøgelser med det formål at bekæmpe svig, bestikkelse og andre ulovlige aktiviteter til skade for EUs finansielle interesser er fastlagt ved en interinstitutionel aftale indgået 25.5.1999 mellem Parlamentet, Ministerrådet og Kommissionen. Aftalen udvider OLAFs beføjelser til også at omfatte alvorlige forhold i forbindelse med udøvelsen af arbejdsmæssige aktiviteter, der kan indebære manglende opfyldelse af EUs tjenestemænds og ansattes forpligtelser og forfølges administrativt eller i givet fald strafferetligt. Se også EU-strafferet.

Læs mere om Danmarks økonomiske mellemværende med EU og om EU generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Nedergaard, Morten Espelund: EU - 4.3. Diskussionsområder i forhold til budgettet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72763