Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

EU - 4.2. Budgetprocedure

Oprindelig forfatter MEsp Seneste forfatter Redaktionen

EU. Henning Christophersen forlod dansk politik i 1985 til fordel for posten som EF-kommissær for budget og personale. Han blev næstformand og spillede en vigtig rolle i Kommissionen under franskmanden Jacques Delors' ledelse. I perioden 1989-95 var Christophersen ansvarlig for økonomiske og finansielle anliggender. Billedet er taget i EU-Kommissionens kontor i København i 1990.

EU. Henning Christophersen forlod dansk politik i 1985 til fordel for posten som EF-kommissær for budget og personale. Han blev næstformand og spillede en vigtig rolle i Kommissionen under franskmanden Jacques Delors' ledelse. I perioden 1989-95 var Christophersen ansvarlig for økonomiske og finansielle anliggender. Billedet er taget i EU-Kommissionens kontor i København i 1990.

Beslutninger om EUs finanser træffes dels i en årlig budgetprocedure, dels i et politisk forlig om flerårige rammer for budgettet, en såkaldt interinstitutionel aftale. Ifølge EU-Traktaten er kompetencen til at tage beslutning om udgifterne på EUs budget delt mellem Rådet og Parlamentet.

I den årlige procedure fremsætter Kommissionen et foreløbigt budgetforslag i maj måned forud for det år, som budgettet vedrører. På forhånd har de øvrige EU-institutioner fremsendt deres forslag til Kommissionen vedrørende egne administrative udgifter. Imellem juli og december har Rådet og Parlamentet hver to behandlinger af forslagene. I princippet stemmes der om hver bevilling bestående af et bestemt euro-beløb til de omkring 800 poster, som budgettet består af, og som hver omfatter et bestemt program eller en bestemt type af aktiviteter.

Hver udgiftspost er klassificeret som enten en obligatorisk eller en ikke-obligatorisk udgift. Når Rådet har fastsat de obligatoriske udgifter i sin 2. behandling, kan Parlamentet i sin efterfølgende 2. behandling ikke ændre på dem. Derimod kan Parlamentet godt ændre bevillingerne til de ikke-obligatoriske udgifter, hvilket betyder, at den reelle kompetence mht. EUs budget er delt, således at Parlamentet i praksis bestemmer de ikke-obligatoriske udgifter og Rådet de obligatoriske. Parlamentet skal dog vedtage det samlede budget og har i praksis flere gange brugt denne kompetence til at forkaste det samlede budget. I en nødsituation, hvor budgettet endnu ikke er vedtaget, er hovedreglen, at Kommissionen hver måned kan disponere over en tolvtedel af det forrige års budget.

Annonce

Begrebet obligatoriske udgifter betød oprindelig udgifter, som nødvendigt fulgte af EU-Traktaten eller af vedtagne retsakter. Institutionerne skal være enige om fortolkningen af denne regel, men da skellet mellem obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter har været et vigtigt led i en institutionel magtkamp mellem Rådet og Parlamentet, er fordelingen på de to typer udgifter efterhånden blevet et udtryk for den rent politiske magtbalance mellem de to institutioner. Andelen af obligatoriske udgifter har været faldende gennem årene og består hovedsagelig af landbrugsudgifterne, men også af udgifter som følge af samarbejde med tredjelande.

EU-Traktaten fastsætter en årlig maksimal stigningstakt, der sætter en overgrænse for, hvor meget de ikke-obligatoriske udgifter kan stige i forhold til den økonomiske vækst og væksten i medlemslandenes offentlige budgetter. Betydningen af denne regel er dog i praksis overskygget af interinstitutionelle aftaler.

Kompetencen mht. EUs indtægter er anderledes fordelt, idet det overordnede loft og fordelingen af de forskellige typer udelukkende besluttes af medlemslandenes regeringer.

Interinstitutionelle aftaler

I 1980erne var der krise og alvorlige slagsmål mellem de involverede parter om næsten hvert års EU-budget. Krisen havde højdepunkter i 1979, 1982 og 1984, hvor EU-Parlamentet forkastede budgettet. I flere år blev budgettet ikke vedtaget før midt på året. Men i 1988 vedtog Parlamentet, Rådet og Kommissionen i fællesskab en budgetreform i et politisk forlig. Denne interinstitutionelle aftale ændrede ikke direkte ved den årlige procedure, men ved for en årrække at sætte politisk forpligtende udgiftsrammer blev der foretaget en overordnet prioritering af EUs aktiviteter. Dette bidrog til at reducere konflikten omkring budgetforhandlingerne. Den første interinstitutionelle aftale gjaldt årene 1988-92, den anden 1993-99. Den tredje blev indgået i 1999 og gælder 2000-06, men blev justeret i 2004 grundet udvidelsen med ti central- og østeuropæiske lande. Endelig blev den seneste vedtaget i 2005 gældende for perioden 2007-13. Institutionerne har i det store og hele overholdt aftalerne, således at dramatikken om EUs budget er mindsket efter 1988. De interinstitutionelle aftaler omkring budgettet forhandles i såkaldte trialogmøder.

Aftalerne sætter to typer af overgrænser for EUs pengeforbrug: Dels er der for hvert år vedtaget en totalramme for udgifterne inden for hvert af seks hovedområder af aktiviteter (landbrugspolitikken, strukturpolitikken, interne aktiviteter, aktiviteter over for tredjelande, administration og reserver), udtrykt i et euro-beløb i faste priser; dels er der vedtaget et loft over de indtægter, som EU hvert år kan råde over til betaling af udgifterne, udtrykt i procent af EU-landenes samlede BNI. EUs budget er således afhængigt af den økonomiske aktivitet i samfundet, en mekanisme, der ikke eksplicit findes i andre offentlige budgetter. De to kriterier er udformet, således at indtægterne mindst rækker til udgifterne, hvis væksten forløber som forudset på det tidspunkt, da beslutningen blev taget. Hvis væksten bliver mindre, har loftet over indtægter forrang for loftet over udgifter. Rammerne kaldes også finansielle overslag og er maksimumtal, der skal udfyldes gennem den årlige budgetprocedure. Tallene for strukturpolitikken er dog udgiftsmål, dvs. at parterne er enige om at bruge hele beløbet. Loftet over landbrugsudgifterne er udtrykt i en speciel retningslinje, der har til formål at reducere landbrugspolitikkens relative betydning. Beslutningen om retningslinjen er, at den årlige stigning ikke må være større end 74% af væksten i EU-landenes BNI.

I praksis træffes mange beslutninger om udgifter i forbindelse med vedtagelsen af de retsakter, der giver de indholdsmæssige regler for pengenes brug, som ofte er programmer, der strækker sig over 3-5 år. Dette forhold har været led i den institutionelle magtkamp, idet EU-Rådet som regel har større kompetence ved beslutningen af retsakter end ved beslutningen af budgettet og derfor har haft mulighed for at indskrive såkaldte "beløb, der skønnes nødvendige" i teksten til en retsakt, selvom EU-Parlamentet var uenig i beløbets størrelse. Parlamentet er ikke forpligtet til at respektere sådanne beløb, når det under budgetproceduren træffer afgørelse om ikke-obligatoriske udgifter. Ofte er der dog tale om forlig mellem EU-Rådet og Parlamentet, således at det samlede beløb for en flerårig aktivitet respekteres, mens fordelingen på de enkelte år justeres i den årlige budgetprocedure. Alle institutionerne har desuden forpligtet sig til, at alle beslutninger af betydning for EUs udgifter skal respektere lofterne i de finansielle overslag. Efter en del uenighed mellem Parlamentet og Rådet blev institutionerne i 1982 enige om, at der altid skal foreligge et retsgrundlag for bevillinger til "væsentlige foranstaltninger"; dvs. at Parlamentet ikke på egen hånd kan iværksætte en aktivitet ved at bevilge et beløb på budgettet, hvis EU-Rådet nægter at vedtage en retsakt for den pågældende aktivitet.

Læs mere om Diskussionsområder i forhold til EUs budget og om EU generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Morten Espelund: EU - 4.2. Budgetprocedure i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72761