Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

EU - 4.1. Budgettet - Indtægter

Oprindelig forfatter MEsp Seneste forfatter Redaktionen

EUs budget finansieres hovedsagelig af egne indtægter. Denne ordning blev indført i 1971 og afløste den hidtidige, som var baseret på fordelingsnøgler for bidrag fra medlemslandene. En ministerrådsbeslutning fra 1970 tildelte EF tre egenindtægter: Toldindtægter fra importen ind i EF fra tredjelande, indførselsafgifter, som pålægges i forbindelse med den fælles landbrugspolitik, herunder nogle særlige markedsordninger for sukker og isoglukose, samt en andel af den samlede moms, som betales i medlemslandene. Momsindtægten trådte først i kraft i 1979, fordi systemet forudsatte, at medlemslandene indførte ensartede regler for, hvilke varer og tjenesteydelser der skulle indgå i momsgrundlaget. EUs samlede indtægter må maksimalt udgøre 1,24% af medlemslandenes BNP (2006).

Oprindelig måtte momsandelen ikke overstige 1% af momsgrundlaget, dvs. værdien af alle omsatte afgiftspligtige varer og tjenesteydelser, men i 1985 blev loftet hævet til 1,4%; i 1994 blev det besluttet, at det gradvist skulle nedsættes til 1% frem til 1999, hvilket er det nuværende loft (2006). Momsgrundlaget er en teoretisk beregningsform; forbrugerne betaler således ikke en bestemt del af en vares pris til EU, og ændringer i momsloftet har ingen direkte virkning for forbrugerne.

I 1988 blev en fjerde egenindtægt indført, BNI-indtægten, som er en ensartet procentdel af medlemslandenes bruttonationalindkomst, BNI. Da indtægter og udgifter på budgettet skal balancere, virker BNI-indtægten som en residualindtægt, idet man for hvert år ser på, hvad de tre første indtægter giver, og derefter opkræver i BNI-indtægt, hvad der mangler for at opnå balance på budgettet.

Annonce

Alle disse indtægter kaldes for EUs "egne indtægter" for at markere EUs selvstændighed i forhold til medlemslandene, men i realiteten er de to store kategorier, momsindtægten og BNI-indtægten, kontingenter, som bevilges på landenes årlige nationale finanslove. Betalingerne er dog obligatoriske, og i modsætning til fx FN har EU ikke haft problemer med, at landene tilbageholder betalinger af politiske grunde.

I 1995 udgjorde told og landbrugs- og sukkerafgifter ca. 20% af indtægterne, momsbidraget ca. 50% og BNI-indtægten ca. 30%. I takt med væksten i det samlede budget og med nedsættelse af toldsatser falder toldens og afgifternes andel af EUs indtægter, mens BNI-indtægten er stærkt voksende. Således var forholdet mellem de fire indtægtskilder i 2005 at told, landbrugs- og sukkerafgifter udgjorde 12%, momsbidraget 15% og endelig BNI-bidraget 73%. Indtægtsreglerne er udformet med henblik på, at medlemslandene stort set skal betale til fællesskabet i forhold til deres størrelse og velstand; således stammer ca. 21% af indtægterne i det udvidede EU fra Tyskland (2005).

De nærmere konsekvenser har dog været særdeles omdiskuterede; det gælder fx spørgsmålet om, hvorvidt momsgrundlaget kan siges at være en rimelig afspejling af landenes betalingsevne. Moms beregnes på forbrug, og mindre velstillede har en tendens til at bruge en større del af deres penge på forbrug frem for på opsparing. Dermed betaler de rige lande relativt mindre i momsbidrag i forhold til deres velstand. BNI-indtægten blev indført for at rette op på dette. Samtidig er maksimummet for, hvor stort et momsgrundlag et land kan have i forhold til landets BNI, gradvist blevet reduceret og vil med de finansielle perspektiver for 2007-13 fortsat blive reduceret til et foreløbigt mål på 0,225%. En særlig mekanisme blev efter krav fra den britiske regering under ledelse af Margaret Thatcher indført i 1984 udelukkende med det formål at begrænse Storbritanniens indbetalinger til EU. Ordningen indebærer, at Storbritannien får en reduktion eller "rabat" i momsindbetalingerne, som svarer til 2/3 af forskellen mellem landets andel af momsindbetalinger og landets andel af de udgifter, der kan henføres til bestemte medlemslande, multipliceret med de samlede udgifter, der kan henføres til bestemte lande. Værdien af reduktionen bæres af de øvrige EU-lande. Efter beslutning i Ministerrådet i 1999 blev den andel af rabatten, der finansieres af Sverige, Holland og Østrig, reduceret til maksimalt at kunne udgøre 25% af den normale andel. Landene får så at sige "rabat på rabatten". Betydningen af den britiske rabat har været faldende i takt med stigende udbetalinger til Storbritannien fra bl.a. strukturfondene. I 2003 fik landet en besparelse på ca. 5 mia. euro. Den britiske rabat har været genstand for intens diskussion i forbindelse med forhandlingen af de finansielle perspektiver for 2007-13. Rabatten blev imidlertid reduceret lidt, da et kompromis blev nået på Det Europæiske Råds møde i december 2005.

Læs mere om Budgetproceduren og om EU generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Morten Espelund: EU - 4.1. Budgettet - Indtægter i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72760