EU. Den 18.4.1951 i Paris blev traktaten om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab undertegnet, og en politisk nyskabelse var en realitet. Fra venstre ses Paul van Zeeland (Belgien), Joseph Bech (Luxembourg), Joseph Meurice (Belgien), Carlo Sforza (Italien), Robert Schuman (Frankrig), Konrad Adenauer (Vesttyskland), Dirk Stikker og Johannes van den Brink (begge Holland).

.

De første forsøg

Den oprindelige traktat om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF, fra 1957 var det formelle grundlag for samarbejdet om den økonomiske politik i EF. Det var dog kun på det handelspolitiske område, hvor der sigtedes mod en toldunion, at traktaten reelt var forpligtende. Den økonomiske politik blev betragtet som et fællesanliggende, der i et snævert samarbejde med fællesskabets institutioner skulle samordnes, men traktaten indebar ingen reel afgivelse af kompetence mht. den generelle økonomiske politik, dvs. penge- og finanspolitikken. Først med Maastrichttraktatens introduktion af en økonomisk og monetær union i EU skete der noget.

Europæisk samarbejde om valutaer

Ønsket om et mere forpligtende økonomisk samarbejde blev formuleret allerede fra dag et. I 1959 foreslog Parlamentet fx, at der skulle dannes en fælles europæisk centralbank efter amerikansk forbillede. Idéen blev ikke realiseret. Formentlig på grund af den økonomiske stabilitet i 1960'erne, og fordi der var uenighed om graden af suverænitetsafgivelse. Afgørende for stabiliteten var især det såkaldte Bretton Woods-system, hvori deltagerlandene holdt en fast, men dog justerbar, kurs over for den amerikanske dollar, hvis værdi var fast i enheder af guld. Systemet blev bakket op af den såkaldte Europæiske Monetære Aftale, EMA, fra 1958, som sikrede, at der mellem EØF-valutaerne højst kunne ske udsving på 3% i de bilaterale valutakurser.

I slutningen af 1960'erne kom det eksisterende fastkurssystem imidlertid under voksende pres. USA's engagement i Vietnamkrigen kombineret med en ekspansiv finanspolitik bidrog til en stigende amerikansk inflation. Bretton Woods-systemets ankerland, USA, opgav i 1971 at fastholde guldprisen, hvorefter det internationale fastkurssystem i realiteten ophørte med at eksistere; det endelige sammenbrud indtrådte i 1973.

Monetær union

Bretton Woods-systemets krise styrkede ønsket om en monetær union i Europa, men spørgsmålet skabte en vis uenighed. Bl.a. var Vesttyskland forbeholden over for et samarbejde, der gik meget videre end EØF-traktatens bestemmelser, mens Frankrig ønskede et mere forpligtende monetært samarbejde.

Som et forsøg på at genoprette det gode fransk-tyske forhold foreslog den tyske forbundskansler Willy Brandt på Det Europæiske Råds møde i Haag i 1969, at der skulle dannes en monetær union i Europa. Dette fik fuld opbakning fra Frankrig, og resultatet blev en officiel topmødeerklæring om, at EF skulle arbejde for senest i 1980 at danne en monetær union.

I 1970 blev den såkaldte Wernerrapport fremlagt. Rapporten fik navn efter formanden for udvalget, luxembourgeren Pierre Werner (1913-2002). Den indeholdt anbefalinger af en gradvis indførelse af en monetær union med en fælles europæisk forbundsbank og en kraftig centralisering af medlemslandenes finanspolitik. Som en direkte udløber af Wernerrapporten blev slangesamarbejdet etableret i 1972 med det formål at holde EF-valutaernes indbyrdes udsving inden for snævre rammer.

Som et forsøg på at redde Bretton Woods-systemet havde man allerede i 1971 dannet en såkaldt tunnel, som indebar, at kursen på dollars skulle holdes inden for et forholdsvis bredt bånd af udsvingsgrænser. I Europa talte man derfor populært om "slangen i tunnelen".

Valutaslangen

Slangen blev i realiteten en fiasko. Den trådte formelt i kraft i april 1972, men allerede i juni samme år forlod Storbritannien og Irland samarbejdet. Danmark udtrådte ved samme lejlighed, men genindtrådte i oktober. Fra marts 1973 begyndte dollaren at flyde, og de tilbageværende "slange-lande" blev enige om at lade deres valutaer flyde i forhold til tredjelandes. Arrangementet fik derfor karakter af et meget uforpligtende samarbejde, hvori medlemslande stort set kom og gik, som de fandt for godt. Fra oktober 1976 var der hyppige kursjusteringer, og slangen blev efterhånden et samarbejde mellem Vesttyskland og en række mindre lande, bl.a. Sverige og Norge, som ikke var med i EF.

Den store usikkerhed og turbulens i verdensøkonomien i 1970'erne bragte for en stund planerne om yderligere monetær integration til ophør. Den manglende evne og vilje til at koordinere penge- og finanspolitikken skabte betydelige forskelle i landenes inflationsrater samt store valutakursbevægelser. I økonomisk-teoretiske kredse bredte der sig den opfattelse, at flydende valutakurser kombineret med en monetaristisk orienteret pengepolitik i hvert land ville muliggøre en mere effektiv styring af den indenlandske økonomi. Denne tankegang fik en negativ indvirkning på USA's interesse for at deltage i et nyt fastkurssystem, men også Storbritannien valgte at prioritere intern stabilisering højere end hensynet til internationalt samarbejde om pengepolitikken. Omvendt tillagde de kontinentale europæiske lande stadigvæk faste valutakurser en ret høj vægt.

Økonomisk integration

Sammenhængen mellem økonomisk og monetær integration i Europa blev diskuteret i Werner-gruppen og taget op igen i midten af 1970'erne. I en rapport fra EF-Kommissionen i 1975 fremførtes det, at dannelsen af en monetær union skulle udskydes, indtil EF havde opnået en større økonomisk integration. Pointen var, at der med fjernelsen af hindringer for frihandel og fremme af mobiliteten af arbejdskraft og kapital ville opstå et godt fundament for en monetær union. To år senere konkluderede en kommissionsrapport, at en monetær union næppe ville være realisabel uden et stort fælles EF-budget, dvs. at finanspolitisk centralisering skulle gå forud for dannelsen af en monetær union.

Det blev efterhånden klart, at et tættere monetært samarbejde aldrig ville blive etableret, hvis det var en forudsætning, at en sådan høj grad af økonomisk integration skulle realiseres. På den baggrund opfordrede formanden for Kommissionen, den britiske Roy Jenkins, i 1977 medlemslandene til at tage et stort skridt fremad på det monetære område, idet han mente, at økonomisk og politisk integration automatisk ville følge.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig