Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

EU - 3. Samarbejdet om den økonomiske politik - De første forsøg

Oprindelig forfatter SEHoJ Seneste forfatter Redaktionen

Den oprindelige traktat om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF, fra 1957 var det formelle grundlag for samarbejdet om den økonomiske politik i EF. Det var dog kun på det handelspolitiske område, hvor der sigtedes mod en toldunion, at traktaten reelt var forpligtende. Den økonomiske politik blev betragtet som et fællesanliggende, der i et snævert samarbejde med fællesskabets institutioner skulle samordnes, men traktaten indebar ingen reel afgivelse af kompetence mht. den generelle økonomiske politik, dvs. penge- og finanspolitikken. EØF-Traktaten var således langt mindre vidtgående end Maastrichttraktatens afsnit om en økonomisk og monetær union i EU.

Fra flere sider blev der imidlertid udtrykt ønske om et mere forpligtende økonomisk samarbejde. Allerede i 1959 foreslog Parlamentet, at der skulle dannes en fælles europæisk centralbank efter amerikansk forbillede. Når idéen ikke blev realiseret, hang det formentlig sammen med den høje grad af økonomisk stabilitet, der prægede de første 10-15 år efter EØF-Traktatens undertegnelse. Afgørende for stabiliteten var især den brede internationale ramme omkring den økonomiske politik, som det såkaldte Bretton Woods-system tilvejebragte. EF-landene deltog i et omfattende valutarisk samarbejde, hvori deltagerlandene holdt en fast, men dog justerbar, kurs over for den amerikanske dollar, hvis værdi var fast i enheder af guld. Systemet blev bakket op af den såkaldte Europæiske Monetære Aftale, EMA, fra 1958, som sikrede, at der mellem EØF-valutaerne højst kunne ske udsving på 3% i de bilaterale valutakurser.

I slutningen af 1960'erne kom det eksisterende fastkurssystem imidlertid under voksende pres. USAs engagement i Vietnamkrigen kombineret med en i øvrigt ret ekspansiv finanspolitik bidrog til en stigende amerikansk inflation. Bretton Woods-systemets ankerland, USA, opgav i 1971 at fastholde guldprisen, og fra dette tidspunkt ophørte det internationale fastkurssystem i realiteten med at eksistere; det endelige sammenbrud indtrådte i 1973.

Annonce

Efterhånden som det blev klart, at Bretton Woods-systemet ikke var holdbart, var ønsket om en monetær union i Europa i stigende grad blevet ført frem, men spørgsmålet havde skabt en vis uenighed, bl.a. mellem Frankrig og Vesttyskland. Vesttyskland var forbeholden over for et samarbejde, der gik meget videre end EØF-traktatens bestemmelser, mens Frankrig ønskede et mere forpligtende monetært samarbejde. Som et forsøg på at genoprette det gode fransk-tyske forhold foreslog den tyske forbundskansler Willy Brandt på Det Europæiske Råds møde i Haag i 1969, at der skulle dannes en monetær union i Europa. Dette fik fuld opbakning fra Frankrig, og resultatet blev en officiel topmødeerklæring om, at EF skulle arbejde for senest i 1980 at danne en monetær union. I 1970 blev den såkaldte Wernerrapport (efter formanden for udvalget, luxembourgeren Pierre Werner) fremlagt med anbefalinger af en gradvis indførelse af en monetær union med en fælles europæisk forbundsbank og en kraftig centralisering af medlemslandenes finanspolitik. Som en direkte udløber af Wernerrapporten blev slangesamarbejdet etableret i 1972 med det formål at holde EF-valutaernes indbyrdes udsving inden for snævre rammer. Som et forsøg på at redde Bretton Woods-systemet havde man allerede i 1971 dannet en såkaldt tunnel, som indebar, at kursen på dollars skulle holdes inden for et forholdsvis bredt bånd af udsvingsgrænser. I Europa talte man derfor populært om "slangen i tunnelen".

Slangen blev i realiteten en fiasko. Den trådte formelt i kraft i april 1972, men allerede i juni samme år forlod Storbritannien og Irland samarbejdet. Danmark udtrådte ved samme lejlighed, men genindtrådte i oktober. Fra marts 1973 begyndte dollaren at flyde, og de tilbageværende "slange-lande" blev enige om at lade deres valutaer flyde i forhold til tredjelandes. Arrangementet fik karakter af et meget uforpligtende samarbejde, hvori medlemslande stort set kom og gik, som de fandt for godt. Fra oktober 1976 var der hyppige kursjusteringer, og slangen blev efterhånden et samarbejde mellem Vesttyskland og en række mindre lande, bl.a. Sverige og Norge, som ikke var med i EF.

Den store usikkerhed og turbulens i verdensøkonomien i 1970'erne bragte for en stund planerne om yderligere monetær integration til ophør. Den manglende evne og vilje til at koordinere penge- og finanspolitikken skabte betydelige forskelle i landenes inflationsrater samt store valutakursbevægelser. I økonomisk-teoretiske kredse bredte der sig den opfattelse, at flydende valutakurser kombineret med en monetaristisk orienteret pengepolitik i hvert land ville muliggøre en mere effektiv styring af den indenlandske økonomi. Denne tankegang fik en negativ indvirkning på USAs interesse for at deltage i et nyt fastkurssystem, men også Storbritannien valgte at prioritere den interne stabilisering højere end hensynet til internationalt samarbejde om pengepolitikken. Omvendt tillagde de kontinentale europæiske lande stadigvæk faste valutakurser en ret høj vægt.

Allerede under drøftelserne i Werner-gruppen, men også fra midten af 1970'erne, opstod der en debat om sammenhængen mellem økonomisk og monetær integration i Europa. I en rapport fra EF-Kommissionen i 1975 fremførtes det synspunkt, at dannelsen af en monetær union skulle udskydes, indtil der i EF var opnået en større økonomisk integration. Pointen var, at der, ved at man fortsatte med at nedbryde hindringer for frihandel og fremme mobiliteten af arbejdskraft og kapital, ville opstå et godt fundament for en monetær union. Senere konkluderede en kommissionsrapport fra 1977, at en monetær union næppe ville være realisabel uden et stort fælles EF-budget, dvs. at finanspolitisk centralisering skulle gå forud for dannelsen af en monetær union.

Det blev efterhånden klart, at et tættere monetært samarbejde aldrig ville blive etableret, hvis det var en forudsætning, at en sådan høj grad af økonomisk integration skulle realiseres. På den baggrund opfordrede formanden for Kommissionen, den britiske Roy Jenkins, i 1977 deltagerlandene til at tage et stort skridt fremad på det monetære område, idet han mente, at økonomisk og politisk integration automatisk ville følge.

Læs mere om Det Europæiske Monetære System, EMS og om EU generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Svend Erik Hougaard Jensen: EU - 3. Samarbejdet om den økonomiske politik - De første forsøg i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72741