Formænd for EU-Kommissionen

2019 -

Ursula von der Leyen, Tyskland

2014-2019

Jean-Claude Juncker, Luxembourg

2004-2014

José Manuel Barroso, Portugal

1999-2004

Romano Prodi, Italien

midlertidig, 1999

Manuel Marín (1949-2017), Spanien

1995-1999

Jacques Santer, Luxembourg

1985-1995

Jacques Delors, Frankrig

1981-1985

Gaston Thorn, Luxembourg 

1977-1981

Roy Jenkins, Storbritannien

1973-1977

François-Xavier Ortoli (1925-2007), Frankrig 

1972-1973

Sicco Mansholt, Holland 

1970-1972

Franco Maria Malfatti (1927-91), Italien 

EU. Rocco Buttiglione (f. 1948) var af Silvio Berlusconis italienske regering indstillet som EU-kommissær for retlige anliggender, frihed og sikkerhed i 2004. EU-parlamentet valgte under stor opmærksomhed at vrage den katolske Buttiglione pga. hans konservative opfattelse af bl.a. homoseksualitet og ægteskab. Fotografi fra 2004.

.

EU-Kommissionen har hovedsæde i Berlaymontbygningen i Bruxelles. Foto fra 2006.

.

EU-Kommissionen er EU’s udøvende magt, og den tager initiativ til lovgivning. Kommissionen er ’traktatens vogter’, hvilket vil sige, at den sammen med EU-Domstolen skal sørge for, at medlemslandene efterlever EU's lovgivning. Kommissionens rolle er også at gennemføre og forvalte EU’s budgetter, samt at repræsentere EU internationalt.

Faktaboks

Også kendt som

Europa-Kommissionen eller Europakommissionen

Kommissionen består af én kommissær fra hvert medlemsland. Efter Storbritanniens udtrædelse af EU er der nu 27 kommissærer. Kommissærerne indstilles af medlemslandenes regeringer for fem år ad gangen med mulighed for forlængelse. De repræsenterer dog ikke medlemslandene, men netop EU.

I spidsen for Kommissionen står formanden/-kvinden, som fra 2020 er Ursula von der Leyen. Blandt kommissærerne udpeges otte næstformænd, herunder tre ledende næstformænd og EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. Margrethe Vestager er kommissær fra Danmark, og hun er en af de tre ledende næstformænd.

Kommissærerne har ansvaret for hvert deres politiske område. Der er således en kommissær for økonomi, for beskæftigelse og sociale rettigheder, for landbrug, for det indre marked, for miljø osv. Kommissærerne betjenes af deres kabinetter og generaldirektorater. Kabinetterne er den mere politiske del af kommissærernes embedsstab, mens generaldirektoraterne forvalter det politiske område som ministerierne gør det i den danske forvaltning.

Parlamentet godkender kommissærer

Det er ikke ligetil at få sammensat den endelige Kommission, og der har været en del kampe mellem medlemslandene og Europa-Parlamentet om, hvem der skal bestemme hvad, når EU-Kommissionen sammensættes. Lissabontraktaten fastsætter, at EU’s stats- og regeringschefer i det Europæiske Råd foreslår en kandidat til formandsposten til Europa-Parlamentet. Forslaget skal tage hensyn til resultatet af seneste valg til Europa-Parlamentet. Parlamentet skal så endeligt godkende Kommissionsformanden.

I 2014 etablerede Parlamentet på den baggrund en såkaldt ”Spitzenkandidat"-proces, hvor de politiske grupper i Europa-Parlamentet forud for valget havde udpeget deres spidskandidat til formandsposten. Spidskandidaten fra den politiske gruppe, der blev størst efter Europa-Parlamentsvalget, skulle så accepteres af det Europæiske Råd og vælges som Kommissionens formand. Denne fortolkning af Lissabontraktatens formuleringer gav således Parlamentet det afgørende ord i slaget om Kommissionens formand. I 2014 afspejlede valget af formanden også spidskandidat-processen, og Jean-Claude Juncker fra Luxembourg blev som spidskandidat fra Europa-Parlamentets konservative gruppe (EPP) valgt som Kommissionens formand.

Sådan gik de imidlertid ikke ved valget af ny Kommission i 2019. Her havde EPP indstillet gruppens politiske leder tyskeren Manfred Weber (f. 1972) som spidskandidat, og selvom EPP igen blev største politiske gruppe i Parlamentet, kunne det nødvendige flertal af stats- og regeringschefer i Det Europæiske Råd ikke bakke op om Weber. Efter intense forhandlinger faldt valget i stedet på den daværende tyske forsvarsminister Ursula von der Leyen.

Når Kommissionens formand er udpeget, skal denne på baggrund af medlemslandenes indstillinger sammensætte sit hold af kommissærer. Den samlede Kommission skal imidlertid godkendes af Europa-Parlamentet. Parlamentet gennemfører høringer af samtlige nominerede kommissærer, og hvis parlamentet ikke kan støtte en foreslået kommissær, må Kommissionens formand tilbage til medlemslandene og få dem til at indstille en ny. Det er flere gange sket, at Europa-Parlamentet på denne måde har fået udskiftet et kommissærkandidat. Europa-Parlamentet har således betydelig indflydelse på, hvem der bliver en del af EU-Kommissionen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig