Udviklingen af Fællesskabet nåede et lavpunkt omkring 1982, men under det franske formandskab i 1984 kom der gang i integrationen. I 1985 fremlagde Kommissionen under Jacques Delors en hvidbog om det indre marked. På trods af indvendinger fra dansk, britisk og græsk side blev der afholdt en regeringskonference samme år, hvorunder Den Europæiske Fælles Akt, EF-pakken, blev vedtaget. Den danske beslutningsproces var præget af, at regeringen Schlüter stod over for et alternativt flertal i EF-politikken. Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS var imod EF-pakken. Regeringen udskrev derfor en vejledende folkeafstemning, og 27.2.1986 stemte 56,2% ja og 43,8% nej. Det tættere samarbejde i EF førte til en genoplivning af planerne om en økonomisk og monetær union, ØMU'en.

Forløbet efter 1986 gav anledning til en justering af EF-politikken i flere partier, tydeligst i Socialdemokratiet og SF, hvilket var baggrunden for en tilnærmelse mellem regeringen og Socialdemokratiet, der i oktober 1990 resulterede i en bred opbakning bag et regeringsmemorandum, som fastslog en række målsætninger for udbygningen af EF-samarbejdet, fx en styrkelse af demokratiet og nærhedsprincippet. Der blev foreslået, at nye områder skulle inddrages i EF-samarbejdet, fx uddannelse og kultur, og at miljøpolitikken og den sociale dimension skulle styrkes, og der blev peget på en øget koordinering på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Endelig foreslog memorandumet en større åbenhed i EF, fx via etablering af en ombudsmandsinstitution. Der var til stadighed uenighed om holdningen til forsvarssamarbejdet, idet Socialdemokratiet og SF tog afstand fra regeringens positive syn på Vestunionen.

Maastrichttraktaten

Regeringspartierne De Konservative og Venstre var positive over for Maastrichttraktaten, Socialdemokratiet var bl.a. kritisk over for forsvarssamarbejdet og ØMU'ens 3. fase, som indebar en fælles EU-mønt, mens SF og Fremskridtspartiet var modstandere af dansk tilslutning til traktaten. På modstandersiden arbejdede også flere folkelige bevægelser, fx Danmark 92 (fra august 1992 JuniBevægelsen). Resultatet af folkeafstemningen den 2.6.1992 var overraskende, idet 50,7% stemte nej og 49,3% ja, hvilket også uden for Danmark gav anledning til ransagelse af EF-samarbejdets demokratiske legitimitet. Den franske folkeafstemning i september 1992 pegede i samme retning, idet flertallet af jastemmer her var lige så snævert, som flertallet af nejstemmer var i Danmark, og den folkelige skepsis var tydelig i flere europæiske lande.

For at kunne deltage i Den Europæiske Union fik Danmark en særordning i forhold til Maastrichttraktaten. Det danske udspil hertil var det såkaldte nationale kompromis, som fik støtte fra alle Folketingets partier undtagen Fremskridtspartiet. Særordningen, Edinburghafgørelsen, blev vedtaget i december 1992. I forhold til Maastrichttraktaten indeholdt den fire undtagelser, som i vid udstrækning stadig gælder (2006): Unionsborgerskab træder ikke i stedet for nationalt statsborgerskab, Danmark deltager ikke i ØMUens tredje fase, Danmark deltager ikke i den fælles forsvarspolitik og forpligtes ikke til at blive medlem af Vestunionen, og Danmark deltager kun i samarbejdet om retlige og indre anliggender på grundlag af bestemmelserne i 3. søjle, dvs. på mellemstatsligt plan. Aftalen indebar yderligere forskellige initiativer, der skulle fremme åbenheden og nærhedsprincippet i Unionen.

Edinburghafgørelsen blev lagt ud til en vejledende folkeafstemning den 18.5.1993; 56,8% stemte for og 43,2% imod, og Den Europæiske Union trådte i kraft 1.11.1993.

Udviklingen efter Maastrichttraktatens vedtagelse og igangsættelsen af Den Europæiske Union er på trods af fremskridt ikke forløbet uden gnidninger mellem landene, fx mht. gennemførelse af den fælles valuta i ØMUens tredje fase.

Der blev holdt vejledende folkeafstemning om Amsterdamtraktaten 28.5.1999, hvor 55,1% stemte ja. Socialdemokraterne, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre og SF stillede sig positivt, mens både Enhedslisten og Dansk Folkeparti anbefalede et nej. Uenigheden drejede sig især om Schengen-aftalen, som bl.a. betød en nedlæggelse af grænsekontrollen mellem EU-landene med henblik på at skabe større bevægelsesfrihed for EU-borgerne.

Igen i 2000 afholdtes folkeafstemning, denne gang om Danmarks forbehold over for deltagelse i ØMU'ens tredje fase. Alle partier med undtagelse af Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti anbefalede, at Danmark indførte ØMU'en, men resultatet blev, at 53,2% stemte imod; euroen indførtes derfor ikke i Danmark. For Dansk Folkepartis vedkommende skyldtes modstanden, at man ikke ønskede at opgive den danske krone og i øvrigt anså indførelse af ØMU'en som dårlig for dansk økonomi. SF ønskede ikke, at det danske forbehold, som partiet havde været med til at forhandle på plads i 1992, skulle fjernes.

Det var planen, at folkeafstemning om Forfatningstraktaten skulle have fundet sted i sommeren 2005. De fleste partier havde besluttet sig for at anbefale et ja til traktaten; Enhedslisten og Dansk Folkeparti var dog imod, mens SF vaklede. Efter at Forfatningstraktaten var blevet nedstemt ved folkeafstemninger i Frankrig og Holland, blev afstemningen i Danmark imidlertid aflyst.

Der synes at være sket en betydelig udvikling siden 1972 i partiernes holdning til EU-samarbejdet. Specielt synes debatten om, hvorvidt Danmark overhovedet skal være medlem af EU, at være forstummet. Alle partierne ønsker eller accepterer i større eller mindre udstrækning dansk medlemskab af EU, selv om Enhedslisten stadig er for en udmeldelse af EU. Spørgsmålet om nationalstaternes kontrol med integrationsprocessen spiller stadig en rolle i debatten, alt imens nye positioner og skillelinjer partierne imellem er blevet aktualiseret i de seneste år (2006). Især debatteres hvilke opgaver EU skal varetage, og hvilke yderligere lande EU kan rumme. Mht. opgaverne går skellet mellem på den ene side Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne, som ønsker, at EU skal lægge vægten på det økonomiske samarbejde og kun i et vist omfang have et udbygget socialpolitisk samarbejde, og på den anden side Det Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti, som mener, at EU "oven på" det økonomiske samarbejde skal have et udbygget samarbejde på det socialpolitiske og arbejdsmarkedspolitiske område.

I debatten om yderligere udvidelse af EU går skellet imidlertid anderledes. Det er især spørgsmålet om optagelse af Tyrkiet, som er et centralt konfliktpunkt. Selv om alle partier med undtagelse af Dansk Folkeparti accepterer EU's optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, er der delte meninger om, hvorvidt de skal føre til fuldt medlemskab. Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre er stærke tilhængere af Tyrkiets fulde medlemskab. Socialdemokraterne og Venstre kan kendetegnes som moderate tilhængere (selv om både Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft og Anders Fogh Rasmussen tidligere har udtrykt modstand mod tyrkisk medlemskab), idet de lader den endelige beslutning om optagelse afhænge af situationen i både Tyrkiet og EU, når den tid kommer. Det Konservative Folkeparti har fra tid til anden været modstandere af Tyrkiets optagelse, repræsentanter for partiet har bl.a. foreslået en folkeafstemning om det som i Østrig og Frankrig. Udenrigsminister Per Stig Møller fra Det Konservative Folkeparti udtrykker derimod stærk tilslutning til tyrkisk medlemskab af EU.

Læs mere om EU generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig