Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

EU - Det Europæiske Konvent

Oprindelig forfatter PBier Seneste forfatter Redaktionen

Etablering af konventet havde sit udspring i regeringskonferencen om Nicetraktaten. I tilknytning til Nicetraktaten blev der vedtaget en erklæring om Unionens fremtid, hvori det konstateredes, at Nicetraktaten banede vej for udvidelsen, og at den indeholdt de institutionelle ændringer, der var nødvendige, for at nye medlemsstater kan tiltræde EU. Det fremgik endvidere, at der var behov for at lancere en bredere og mere dybtgående debat om Europas fremtid, og der opfordredes til, at dette blev iværksat. Alle dele af samfundet skulle inddrages, dvs. repræsentanter for de nationale parlamenter, eksperter, repræsentanter for folkelige organisationer og borgere, ligesom kandidatlandene skulle inddrages i processen.

Det Europæiske Konvent, som var en videreudvikling af det konvent, der udarbejdede Charteret om grundlæggende rettigheder, skulle udarbejde forslag til traktatændringer, der kunne vedtages på regeringskonferencen.

Det Europæiske Råd vedtog på et møde i Laeken i Belgien i december 2001 en erklæring om Unionens fremtid, hvori der blev opregnet i alt 50 konkrete spørgsmål, som Konventet skulle behandle.

Annonce

Det Europæiske Råd udpegede den tidligere franske præsident Valéry Giscard d'Estaing til at være Konventets formand. Han ledte Konventet sammen med to næstformænd, den tidligere italienske premierminister Giuliano Amato og den forhenværende belgiske premierminister Jean-Luc Dehaene. Herudover bestod Konventet af to repræsentanter fra hvert af medlemslandenes nationale parlamenter og en repræsentant for hvert af medlemslandenes regeringer. EU-Parlamentet havde 16 medlemmer af Konventet, mens Kommissionen havde to repræsentanter. De 13 ansøgerlande var repræsenteret på samme måde som medlemslandene, men kunne ikke modsætte sig en konsensus blandt repræsentanterne for medlemslandene. Det Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og Den Europæiske Ombudsmand deltog som observatører.

Konventet ledtes af et præsidium på 12 personer, der bestod af formanden, de to næstformænd og derudover ni repræsentanter fra Konventet. Disse omfattede bl.a. repræsentanter fra de medlemslande, der havde formandskabet i den periode, konventet arbejdede, dvs. repræsentanter for Spanien, Danmark og Grækenland; den danske regering var repræsenteret af tidligere EU-kommissær Henning Christophersen, der var medlem af præsidiet. Desuden deltog Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti og Henrik Dam Kristensen fra Socialdemokraterne som repræsentanter for Folketinget.Konventet blev med andre ord oprettet som det forum på europæisk plan, hvor man skulle samle debatten om EUs fremtid. Samtidig fik man den konkrete arbejdsopgave at lade debatten nedfælde i en besvarelse af de spørgsmål, som Laekenerklæringen havde rejst. Det kunne eventuelt ske i form af et udkast til en ny traktat eller forfatningstraktat. I åbningstalen den 28. februar 2002 gjorde Konventets formand, Valéry Giscard d'Estaing, rede for, hvordan han forestillede sig, at arbejdet i Konventet skulle tilrettelægges. Han nævnte, at arbejdet skulle foregå i tre faser: Først skulle der være en såkaldt lyttefase, hvor man skulle høre på - ikke mindst ved hjælp af interaktive midler - hvad borgerne mente om, hvem der skulle tage sig af hvad i Europa. Derefter skulle der komme en analysefase, hvor man konkret skulle se på de spørgsmål, som blev rejst i Laekenerklæringen. Endelig kom forslagsfasen, hvor man kunne vælge at fremlægge valgmuligheder eller enige anbefalinger af de enkelte forslag (enighed eller konsensus i Konventet er af Giscard d'Estaing blevet defineret derhen, at 80-85 pct. af medlemmerne er enige). Var man langt hen ad vejen enige, kunne der også ifølge Giscard d'Estaing blive tale om at fremlægge et konkret forslag til en ny europæisk forfatningstraktat.Efter halvandet års arbejde var man i juni 2003 nået så langt, at man faktisk kunne fremlægge et udkast til en ny forfatningstraktat til behandling på mødet i Thessaloniki i Det Europæiske Råd. På dette møde godkendte stats- og regeringscheferne udkastet som grundlag for den efterfølgende regeringskonference. Konventet afholdt herefter sine sidste møder i juli 2003 med henblik på den sidste afpudsning af forslaget til en forfatningstraktat. Med indledningen på regeringskonferencen i oktober 2003 begyndte de egentlige forhandlinger om den nye forfatningstraktat. Grundlaget var det udkast, som Konventet havde fremlagt.

Læs videre i artiklen om Forfatningstraktaten eller læs om EU generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Biering: EU - Det Europæiske Konvent i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72721