Cotonou-aftalen er en aftale om samarbejde mellem EU og en række ulande.

Faktaboks

Etymologi

Efter byen Cotonou i landet Benin, hvor aftalen blev underskrevet.

Den mellemstatslige partnerskabsaftale skal gælde i 20 år, og den trådte i kraft i 2003. Aftalen angiver rammerne for det udviklingspolitiske, økonomiske, handelsmæssige og industrielle samarbejde mellem EU og de såkaldte AVS-lande (ulande i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet).

Afløste Lomékonventionerne

Cotonou-aftalen afløste Lomékonventionerne fra 1975, og den har til formål at udrydde fattigdom og fremme bæredygtig udvikling samt at bidrage til at integrere AVS-landene i verdensøkonomien. Aftalen går videre end Lomékonventionerne, især hvad angår den politiske dimension, idet brud på menneskerettigheder, afvigelse fra demokratiske spilleregler og regler for god regeringsførelse i ekstreme tilfælde kan føre til, at samarbejdet med et land i en periode indstilles. Aftalen har en klausul om revision hvert femte år.

Hvordan behandles deltagerlandene?

Med Cotonou- og Lomé-konventionerne definerede man handelsaftaler med de såkaldte AVS-lande, som er de 79 fattigste lande fra Afrika, Vestindien og Stillehavet. Her var formålet at give AVS-landene adgang til den europæiske markedsplads for at imødekomme en del af den kritik, som blandt andet landbrugspolitikken havde afstedkommet. Konkret gav EU de 79 lande aftaler om toldpræferencer, således at næsten hele AVS-landenes eksport fik fri adgang til EU-markedet uden told og kvoter. Samtidig var aftalen ikke reciprok, dvs., at EU ikke havde de samme fordelagtige vilkår den anden vej i relation til EU eksporten til AVS-landene.

Man indgik simpelthen en ensidig aftale, hvor AVS-landene fik fri mulighed for at afsætte deres varer, uden at EU krævede den samme ret i disse lande. På trods af dette har disse aftaler alligevel været en skuffelse for AVS-landene. Som nævnt ovenfor havde en del af producenterne i AVS-landene problemer med at sælge sine varer på et europæisk marked, hvor priserne på grund af reformerne af EU's landbrugspolitik ikke længere blev holdt kunstigt høje. Deres produktion kunne simpelthen ikke konkurrere på de friere markeder. Tidligere havde man jo haft en begrænset kvote, hvor man kunne sælge sine produkter til priser, der matchede de europæiske producenters.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig