Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

udviklingsforskning

Oprindelig forfatter JMart Seneste forfatter Redaktionen

udviklingsforskning, videnskabsgren, der beskæftiger sig med ulandenes samfundsmæssige og kulturelle forhold samt deres udviklingsproblemer og -muligheder. Udviklingsforskning bevæger sig på mange niveauer; således studeres såvel den økonomiske globalisering som fx lokale skikkes indvirkning på udviklingsprocessen. Siden 1980'erne har megen udviklingsforskning inddraget miljøproblemer i ulandene.

Undertiden sidestilles udviklingsforskning med ulandsforskning, hvorved al forskning med ulandene som genstandsområde medregnes, fx også botaniske studier i tropiske egne. Den forskning, der støttes af Udenrigsministeriet/Danida, er afgrænset på denne brede måde. Forskning finansieret af danske bistandsmidler forventes imidlertid, direkte eller indirekte, at støtte ulandenes udviklingsbestræbelser. Nogle forskere ser ikke udviklingsforskning som knyttet alene til ulandene, men som en del af samfunds- og kulturforskning i generel forstand, uanset hvilke dele af verden det drejer sig om.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Degnbol-Martinussen: udviklingsforskning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=176362