Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

transport - vejtransport

Oprindelig forfatter HCJ Seneste forfatter Redaktionen

I flere af oldtidens stater anlagdes veje, men det var først i Romerriget, at der blev bygget et stort og effektivt vejnet, der bandt rigets forskellige dele sammen, fra Spanien og England i vest til Lilleasien og Nordafrika i øst og syd.

Vejene blev primært anlagt af militære årsager, men blev også anvendt til transport af personer og varer. Vejene havde fast overflade med bortledning af regnvand; de var forsynet med milesten samt kroer til overnatning og til leje af friske heste.

Milesten langs kongevejen til Helsingør.

Milesten langs kongevejen til Helsingør.

I middelalderen forfaldt dette vejsystem, og periodens relativt primitive veje uden fast belægning blev hovedsagelig anvendt til lokale transporter, mens langdistancetrafik med varer, der havde stor værdi i forhold til deres vægt, i højere grad foregik med lastdyr, således karavanetransporter med krydderier fra Øst- og Sydasien til Middelhavsområdet.

Annonce

Først i 1700-t. begyndte man flere steder i Europa at bygge veje af en bedre kvalitet, dvs. med sten som underlag og et gruslag ovenpå samt grøfter ved siden til bortledning af overfladevand. De tillod en noget tungere trafik med hestevogne såvel til transport af varer som til persontrafik i rutefart med diligencer. I Danmark byggedes de første af disse såkaldte chausséer på Sjælland i slutningen af 1700-t.

I begyndelsen af 1800-t. udviklede den britiske vejbygger J.L. McAdam vejbelægningen makadam, som består af tre lag sten af forskellig størrelse. Denne vejbelægning anvendes stadig mange steder i verden.

I slutningen af 1800-t. blev de vigtigste veje forsynet med brolægning og fik dermed en fastere overflade, der muliggjorde endnu tungere transport. Med bilernes fremkomst blev der brug for en kraftig forbedring af vejsystemerne. Mellem de to verdenskrige fik alle større veje en fast belægning, oftest med tjære, asfalt eller beton, og brobyggeri bandt vejene sammen. Desuden anlagdes i flere lande de første motorveje.

Efter 1950 har vejbyggeriet været meget omfattende. Resultatet er blevet, at biltransporten i løbet af sidste halvdel af 1900-t. er kommet til at dække en stadig større del af det samlede transportbehov for både gods og personer. Se også veje.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Chr. Johansen: transport - vejtransport i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=173780