Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

strukturpolitik

Oprindelig forfatter TMA Seneste forfatter Redaktionen

strukturpolitik, økonomisk-politiske tiltag med det formål at få markedsmekanismen til at fungere bedre på bestemte områder som arbejdsmarkedet og kapitalmarkederne samt markeder for vare- og tjenesteydelser. Væsentlige strukturpolitiske instrumenter er love og regler, kontrolfunktioner, tilskud og skatter. Arbejdsmarkedet er et centralt område, fordi strukturelle barrierer (strukturledighed) anses for at være en væsentlig årsag til høj og vedvarende arbejdsløshed. Traditionel konjunkturpolitik vil ikke varigt kunne bringe arbejdsløsheden under det strukturelle niveau, hvorfor strukturpolitiske indgreb er påkrævede for at få et vedvarende fald i arbejdsløsheden. Strukturpolitikken kan sigte mod at reducere strukturledigheden ved fx at øge den faglige og geografiske mobilitet, at gøre løndannelsen mere fleksibel samt at gøre det mere vanskeligt at oppebære og mindre attraktivt at være på arbejdsløshedsdagpenge. I forhold til markeder for vare- og tjenesteydelser er konkurrencelovgivningen en væsentlig del af strukturpolitikken, ligesom det er tilfældet for elementer af erhvervspolitikken.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben M. Andersen: strukturpolitik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=165962