Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

statslån

Oprindelige forfattere MBal og OWD Seneste forfatter Redaktionen

statslån, såvel statsudlån som statsgæld. Den danske stat har i betydeligt omfang overdraget forvaltningen af statsudlån til Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning (1999-2003 Finansstyrelsen og fra 2003 Økonomistyrelsen), mens forvaltningen af statsgælden, der betragtes som et led i landets pengepolitik, er overdraget til Danmarks Nationalbank.

Statsudlån sker dels til finansiering af investeringsopgaver af samfundsmæssig betydning i Danmark, dels som et led i Danmarks bistand til udviklingslande. Gennem årene har der til danske låntagere under skiftende ordninger været ydet statslån på forholdsvis gunstige vilkår, fx til byerhverv, jordbrug, opførelse af støttet boligbyggeri og studieformål. Lånene er overvejende blevet bevilget af de enkelte fagministerier eller af institutioner knyttet til dem, hvorefter administrationen af rente- og afdragsbetalinger mv. er blevet overladt til Finansstyrelsen. En betragtelig del af statsudlånene er ydet til amter og kommuner, til kommunale interessentskaber, til virksomheder med en statslig ejerandel eller til selvejende institutioner, hvis aktivitet overvejende finansieres af det offentlige. Endvidere ydes der under medvirken af Udenrigsministeriet danske statslån direkte til enkelte udviklingslande, til regionale udviklingsbanker og -fonde, til Verdensbankgruppen og til andre internationale bistandsorganisationer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Morten Balling, Ove W. Dietrich: statslån i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=164349