Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmarks Skibskreditfond

Oprindelige forfattere MBal og OWD Seneste forfatter FiSoe

Danmarks Skibskreditfond, fra 2005 Danmarks Skibskredit A/S, opr. selvejende institution, oprettet ved lov i 1961 med det formål gennem udlånsvirksomhed at finansiere nybygning og ombygning af skibe for danske ejere på danske eller udenlandske værfter. Endvidere finansierer fonden køb af skibe til indregistrering i Danmark samt danske ejeres salg af skibe til udlandet. Fonden er underkastet tilsyn af Finanstilsynet. Egenkapitalen består dels af garantikapital, der er tegnet af Danmarks Nationalbank, danske rederier og værfter samt pengeinstitutter og forsikringsselskaber, dels af fondens reserver.

Fonden udsteder nominalobligationer og indeksobligationer, som optages til notering på Københavns Fondsbørs, og lånene ydes som serielån. Frem til 1993 subsidieredes långivningen ved, at Danmarks Nationalbank overtog nyudstedte Skibskreditfondobligationer til pari. Fra 1993 har fonden tilbudt både obligationslån på almindelige markedsvilkår og, når særlige betingelser er opfyldt, kontantlån med rentestøtte. Lån med rentestøtte kan kun ydes, når et projekt opfylder en række OECD- eller EU-forudsætninger. Fonden har i et vist omfang ydet dollarlån. I 2005 blev fonden omdannet til et aktieselskab med navnet Danmarks Skibskredit A/S. Selskabet havde i 2005 en samlet balance på 62,5 mia. kr. med et udlån på 37,2 mia. kr. og en egenkapital på 9,0 mia. kr.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Morten Balling, Ove W. Dietrich: Danmarks Skibskreditfond i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=61274