Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

statsgæld

Oprindelige forfattere MBal, NKaer og OWD Seneste forfatter Redaktionen

statsgæld, statens samlede gæld. Den danske stat optager lån i såvel kroner som fremmed valuta. Lånoptagelsen sker fortrinsvis ved udstedelse af statsobligationer, statsgældsbeviser og skatkammerbeviser. Omfanget af indenlandsk lånoptagelse afpasses efter statens løbende finansieringsbehov, mens den udenlandske lånoptagelse gennemføres, hvor der er behov for at styrke valutareserven eller for at refinansiere afdrag på statens gæld til udlandet. Hertil kommer de lån, som via Hypotekbanken optages i Den Europæiske Investeringsbank, og som hjemtages med henblik på genudlån til investeringer i Danmark. Den indenlandske lånoptagelse foregår gennem handelssystemerne på Københavns Fondsbørs. Ved optagelse af statslån på det internationale kapitalmarked har den internationale kreditvurdering af Danmark stor betydning. Valutakursrisikoen på statens udenlandske gæld styres sammen med Nationalbankens valutareserve. Ved slutningen af 2006 udgjorde Danmarks statsgæld 328 mia. kr. svarende til ca. 20% af BNP.

Ofte er det imidlertid mere hensigtsmæssigt at tale om den offentlige gæld, der omfatter statens og kommunernes gæld. Ordet staten betyder ikke kun det offentlige, men også det danske samfund. Hvis man ser på det danske samfunds gæld, taler man om udlandsgælden. Det offentliges låntagning kan ske hos private eller i udlandet. Et land kan derfor godt have en stor statsgæld uden at have en stor udlandsgæld (fordi staten har lånt hos private) eller en stor udlandsgæld uden at have en stor statsgæld (fordi det er private, som har lånt i udlandet). Selve afgrænsningen af statslig virksomhed spiller en betydelig rolle for opgørelsen af statsgælden.

Synet på statsgæld har været svingende. Det klassiske syn paralleliserer i høj grad privatøkonomiske anskuelser: Det er urimeligt og belastende for kommende generationer at finansiere forbrug ved gældsstiftelse, mens det kan være legitimt at optage gæld i en situation, hvor der skal foretages store investeringer, som også fremtidige generationer vil få gavn af.

Annonce

I 1930'erne blev det med baggrund i John Maynard Keynes' tanker almindeligt at argumentere for ubalance i de offentlige budgetter også af konjunkturpolitiske grunde. I en lavkonjunktur med mange arbejdsløse kan det være hensigtsmæssigt, at det offentlige sætter sit forbrug i vejret for at få gang i økonomien og tilsvarende sætter skatterne ned for at give de private mulighed for at efterspørge flere varer og tjenesteydelser.

Det blev fra 1970'erne diskuteret blandt økonomer, om en sådan politik virker. Problemet er, at staten giver skattelettelser finansieret af øget statslig gæld for at lokke forbrugerne til at bruge mere. Men forbrugerne gennemskuer måske, at de selv er de eneste til at betale statens gæld og derfor må vente skattestigninger i fremtiden pga. den stigende statsgæld. I så fald øger de måske slet ikke forbruget, men sparer skattelettelserne op for at have penge til at betale de fremtidige skattestigninger med. Der er også betænkelighed ved, om ikke ubalance i de offentlige budgetter med budgetunderskud og stiftelse af statsgæld snarere fører til inflation og rentestigninger end til øget beskæftigelse og konjunkturudjævning. I Den Økonomiske og Monetære Union, ØMUen, har man derfor blandt kravene til en sund økonomi medtaget kravet om en rimelig balance på deltagerlandenes offentlige budgetter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Morten Balling, Niels Kærgård, Ove W. Dietrich: statsgæld i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=164338