Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

pengepolitik (Pengepolitiske instrumenter)

Oprindelig forfatter CVas Seneste forfatter Redaktionen

Pengepolitiske instrumenter er de finansielle vilkår, som centralbanken kan kontrollere direkte. Det kan være rentesatser for den finansielle sektor og især bankernes mellemværende med centralbanken (diskonto, indskudsrente, reporente mv.). Det kan også være likviditeten i den private sektor og især hos bankerne, der påvirkes gennem centralbankens køb og salg af værdipapirer (ofte kaldet open market operations) og dens udlån. I nogle lande anvendes også kassekvoter, dvs. deponering i centralbanken af en vis procent af bankernes indlån, ligesom kvantitative restriktioner, dvs. maksimale udlånsgrænser, for banker og andre i den finansielle sektor har været anvendt, fx i Danmark.

På velfungerende finansielle markeder er den vigtigste beslutning vedrørende instrumentvalg, om den pengepolitiske styring skal foregå ved centralbankens fastsættelse af likviditeten, hvorefter markedet bestemmer renten, eller om centralbanken skal fastlægge den korte rente, hvorefter den leverer den likviditet, som markedet ønsker ved denne rente.

Som følge af kortsigtede ændringer i likviditetsefterspørgslen og det forhold, at renten har hovedansvaret for at viderebringe centralbankens pengepolitiske intentioner til virksomheder og husholdninger, er det siden slutningen af 1980'erne blevet almindeligt, at centralbankerne med faste mellemrum fastlægger likviditeten, men herefter begrænser svingningerne i den korte, markedsbestemte pengemarkedsrente til et snævert interval, som opad er afgrænset af en rente for bankernes låntagning (ofte reporenten) og nedad af en rente for bankernes indskud i centralbanken. Det er fastsættelsen af disse intervalbestemmende korte rentesatser, som er de væsentligste elementer i centralbankernes rentepolitik. En diskontoændring er som regel et signal om større ændringer i disse rentesatser.

Annonce

I nogle lande anvendes såkaldte mellemmål helt eller delvis som sigtepunkt i stedet for endelige mål, når værdien af de pengepolitiske instrumenter skal justeres. Som mellemmål vælges som regel samfundets pengemængde, men fx BNP i løbende priser har også været foreslået som mellemmål.

Anvendelse af mellemmål er ensbetydende med, at centralbankens rentepolitik fastlægges med henblik på en bestemt udvikling i fx pengemængde frem for i prisniveauet. Denne fremgangsmåde kræver en stabil sammenhæng mellem pengemængde (mellemmål) og prisniveau (endeligt mål), men også at mellemmålet er nemmere eller hurtigere at observere. Den første forudsætning er ikke altid opfyldt, idet bl.a. pengesubstitutter som korte værdipapirer kan medføre, at samfundets pengeefterspørgsel kan være ustabil. Centralbanken supplerer derfor normalt sine oplysninger om udviklingen i pengemængden med andre oplysninger om den monetære og økonomiske udvikling.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Vastrup: pengepolitik (Pengepolitiske instrumenter) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=140231