Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

penge - pengemængde

Oprindelig forfatter PErN Seneste forfatter Redaktionen

Pengemængde kan defineres på en række måder, alle omfatter pengebasen, M0, dvs. summen af mønter og sedler og banksystemets likvide fordringer på centralbanken.

Den sekundære pengemængde i snæver forstand, M1, omfatter M0 og den private ikke-banksektors beholdninger af korte indlån i pengeinstitutterne.

Tilsvarende er den sekundære pengemængde i bred forstand, M2, summen af M1 og den private ikke-banksektors beholdning af langfristede indlån i pengeinstitutterne.

Annonce

I Danmark er den officielle opgørelse af pengemængden en version af M2. Andre definitioner kan omfatte endnu flere finansielle aktiver, især sådanne, der er nære substitutter til indlån, fx korte obligationer udstedt af finansielle institutioner eller det offentlige.

Styring af pengemængden tillægges stor betydning af monetaristisk orienterede økonomer, og i en række lande har pengemængden været målvariabel i pengepolitikken.

Det har vist sig at være en komplikation, at en bestemt definition af pengemængden taber mening, dels fordi de økonomiske enheder søger over mod finansielle aktiver, der ikke er omfattet af definitionen (det gælder især, hvis pengemængden styres vha. kvantitativ regulering), dels fordi finansielle institutioner hele tiden frembringer nye placeringsmuligheder.

Læs videre om pengeudbud eller penge generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Erling Nielsen: penge - pengemængde i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=140213