Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

likviditet

Oprindelig forfatter CVas Seneste forfatter Redaktionen

likviditet, økonomisk udtryk for en genstands omsættelighed på et marked. Genstanden kan fx være fast ejendom, finansielle fordringer eller varer. Omsætteligheden afhænger af information og gennemsigtighed, handels- og lageromkostninger, antal købere og sælgere mv. på det pågældende marked.

Ringe eller lav likviditet viser sig ved, at det ofte er svært for en sælger ved øjeblikkelig handel at opnå den højere pris, som almindeligvis fås ved at søge efter eller afvente flere henvendelser fra købere. Omvendt kan en køber på et marked med ringe likviditet almindeligvis opnå en lavere pris ved at søge eller afvente flere henvendelser fra sælgere. På et marked med god eller høj likviditet vil prisforskellen mellem forskellige handler være lille, ligesom købere og sælgere hurtigt vil finde hinanden og den langsigtede ligevægtspris.

Ligesom mellemhandlere på andre markeder er finansielle institutioner med til at skabe likviditet på de finansielle markeder. Således er bankers anfordringsindskud i mange tilfælde lige så likvide som sedler og mønter; det er ikke nødvendigvis tilfældet for tids- eller aftaleindskud. Obligationer og andre værdipapirer kan på tilsvarende vis være mere eller mindre likvide.

Annonce

I den udstrækning likviditeten af bankindskud og finansielle fordringer mv. ikke fast kan bestemmes, men evt. varierer med konjunkturerne, er det tilsvarende vanskeligt meningsfuldt at afgrænse de indskud og fordringer, der sammen med sedler og mønter skal indgå i det almindelige pengemængdebegreb. Samtidig vil det være vanskeligt at opretholde en forudsætning om en konstant omløbshastighed for denne pengemængde. Kvantitetsteoriens udsagn om en tæt sammenhæng mellem pengemængde og prisniveau kan i så fald ikke opretholdes.

Banker og andre finansielle institutioner kan gennem ændringer af deres udlånsaktivitet påvirke blandt andet mængden af indlån og dermed likviditeten i samfundet. Likviditetskriser opstår, når mange med kort varsel forsøger at hæve indlån eller sælge fordringer. Det er en af centralbankens opgaver at modvirke sådanne likviditetskriser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Vastrup: likviditet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=116887