Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmarks Nationalbank

Oprindelig forfatter AMik Seneste forfatter Redaktionen

Danmarks Nationalbank, tegnet af Arne Jacobsen. Bygningen blev fredet i 2009.

Danmarks Nationalbank, tegnet af Arne Jacobsen. Bygningen blev fredet i 2009.

Danmarks Nationalbank, selvejende institution med hovedansvar for landets pengepolitik, dvs. den del af den økonomiske politik, der vedrører pengeskabelsen, renten og udviklingen i det finansielle system. Nationalbanken er statens bankforbindelse og tillige "bankernes bank" (centralbank).

Ifølge loven om Danmarks Nationalbank fra 1936, der er grundlaget for bankens virksomhed, er bankens opgave at opretholde et sikkert pengevæsen samt at lette og regulere pengeomsætningen og kreditgivningen. Dette indebærer, at banken skal arbejde for prisstabilitet, samtidig med at pengepolitikken skal tage hensyn til den økonomiske udvikling i øvrigt.

Nationalbanken har eneret på udstedelse af pengesedler og har siden 1975 desuden forvaltet Den Kongelige Mønt. Seddel- og møntomløbet sker, ved at Nationalbanken køber obligationer og valuta samt låner ud til pengeinstitutter — tidligere også til staten.

Annonce

Udstedelsen af sedler og mønter er den mest synlige del af pengeskabelsesprocessen; men Nationalbankens vigtigste aktivitet ligger i at påvirke den langt mere omfattende penge- og kreditskabelse, der sker via pengeinstitutternes ind- og udlånsvirksomhed. Tidligere benyttede banken ofte et stort antal instrumenter i denne regulering: markedsorienterede instrumenter, fx renteændringer, ændringer i bankernes lånerammer, intervention på obligationsmarkedet, og kvantitative reguleringer, bl.a. i form af udlånslofter for hhv. pengeinstitutterne og realkreditinstitutterne.

Brugen af kvantitative reguleringer er afløst af et likviditets- og rentestyringssystem, baseret på salg til og køb fra pengeinstitutterne af kortfristede skatkammerbeviser og indskudsbeviser i Nationalbanken. Herved kan Nationalbanken bestemme, hvilken likviditet bankerne skal have og til hvilken rente, og dette slår igennem på bankernes kreditgivning til kunderne.

Arne Jacobsen. Forhallen i Danmarks Nationalbank, opført 1961-78; th. Kim Navers vægtæpper fra 1978-79.

Arne Jacobsen. Forhallen i Danmarks Nationalbank, opført 1961-78; th. Kim Navers vægtæpper fra 1978-79.

Nationalbanken er den yderste kilde til likviditet (lender of last resort) i tilfælde, hvor et pengeinstitut kommer i en kritisk likviditets- og/eller solvensmæssig position, og hvor en redningsaktion fra bl.a. Nationalbanken kan blive nødvendig, fx af hensyn til stabiliteten i det finansielle system.

Danmarks overgang til fastkurspolitik i 1982 og afskaffelsen af de sidste restriktioner for de frie kapitalbevægelser betød en stærk indskrænkning af den pengepolitiske autonomi; en udvikling, der også kan iagttages i det øvrige Vesteuropa. Pengepolitikkens hovedmålsætning er herefter at fastholde kronens kurs inden for det europæiske monetære system EMS.

Politikken må derfor primært tilpasses de udenlandske forhold og påvirkninger. Til gengæld er banken i stadig stigende grad blevet inddraget i internationalt samarbejde på centralbankplan. Fastkurspolitikken og internationaliseringen har ført til en opprioritering af hensynet til prisstabiliteten i forhold til aktivitetsmålsætningen.

Som Nationalbankens opgaver er formuleret i lovgivningen, ligger de ikke langt fra dem, der blev formuleret for Kurantbanken i 1736 — første danske seddelbank og pengeinstitut overhovedet. Den var i begyndelsen en privat bank, der havde til opgave at virke til "Commerciens og Manufacturers Befordring" og til "et retskaffen Credit-Væsens sikre og uforanderlige Vedligeholdelse".

Det sidste lykkedes ikke for banken, jf. den såkaldte statsbankerot i 1813. Kurantbanken var da blevet omdannet til en statsbank, og udviklingen skabte mistillid til statsbanken som organisationsform; specielt dens evne til at modstå inflationsskabende kreditkrav fra de politiske myndigheders side.

Ved nyordningen af pengevæsenet oprettedes for en overgangsperiode Rigsbanken (1813-1818), som i 1818 omdannedes til det privatejede aktieselskab Nationalbanken i Kjøbenhavn. Ordningen med en rent privatejet centralbank blev opretholdt, indtil 1936-loven afløste oktrojen (bevillingen) af 1818, der var givet på 90 år og forlænget i 1907.

Den nuværende organisationsform er et kompromis mellem en privat institution og en statsbank. Bankens status som selvejende institution markerer dens principielle uafhængighed af statsforvaltningen. Regeringen og Folketinget har dog væsentlig indflydelse på udpegningen af Nationalbankens ledelse, og økonomiministeren fører tilsyn med banken i sin egenskab af kgl. bankkommissær.

Omvendt er banken også en indflydelsesrig medspiller i den øvrige økonomiske politik, fx via offentlige udtalelser fra direktionen. Egentlige konflikter mellem Nationalbanken og regeringen forekommer sjældent. Bankens overskud tilfalder staten.

Danmarks Nationalbank har til huse i en bygning af arkitekten Arne Jacobsen, opført 1965-78 ved Holmens Kanal i København. Den afløste en mindre, men markant bygning fra 1866-70 i florentinsk renæssancestil af J.D. Herholdt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Mikkelsen: Danmarks Nationalbank i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=61251