Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

det finansielle kredsløb

Oprindelig forfatter MBal Seneste forfatter Redaktionen

det finansielle kredsløb, alle betalinger mellem virksomheder, institutioner og husholdninger i et samfund, rubriceret efter modtager, afsender og transaktionstype. Betalingsmidler genanvendes hele tiden og indgår således i et kredsløb, som kan beskrives i tabelform med sigte på en såkaldt flow of funds-tabel. I den forbindelse er det nødvendigt at definere et begrænset antal sektorer og transaktionstyper. Pengeinstitutter, postvæsen og andre finansielle virksomheder, der beskæftiger sig med betalingsformidling, er hovedleverandører af data til denne type statistik.

Transaktionerne i et lands finansielle kredsløb er mere omfattende end de transaktioner, der indgår i nationalregnskabet. I nationalregnskabet fokuseres der alene på de betalinger, der knytter sig til indkomstdannelsen i samfundet, mens der i det finansielle kredsløb også indgår rent finansielle betalinger, fx i forbindelse med omsætning af obligationer og aktier. Efter liberaliseringen af både løbende betalinger og kapitalbetalinger til og fra udlandet er det enkelte lands finansielle kredsløb blevet et led i et system af globale betalinger.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Morten Balling: det finansielle kredsløb i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=76024