Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

metalindustri

Oprindelig forfatter HCJ Seneste forfatter Redaktionen

metalindustri, dels de virksomheder, der fremstiller metaller i barrer, stænger og plader m.m. af malm og skrot, dels virksomheder, der bearbejder disse mellemprodukter til færdigvarer, fx brugsgenstande af forskellig art, transportmidler og maskiner.

Udvinding af metaller og anvendelse af dem til redskaber er foregået gennem flere tusinde år, men det var først med den industrielle revolution i 1700-t., at metalindustrien kom til at spille en afgørende rolle for den samlede samfundsudvikling. Det var først og fremmest udvinding af jern i højovne og fremstilling af stål, der gjorde det muligt at indlede en masseproduktion af produkter, som udkonkurrerede den ældre tids træprodukter og gjorde det muligt at fremstille helt nye typer af maskiner og transportmidler.

Med elektricitetens indførelse fik den kobberforarbejdende industri øget betydning. Senere er aluminium blevet en vigtig råvare for metalindustrien, bl.a. i flyindustrien, og med en stigende indsigt i metallurgi er stadig flere metaller og legeringer af metaller blevet anvendt i metalindustrien for at opnå bedre produktegenskaber, fx med hensyn til hårdhed, strækstyrke, høje smeltepunkter og modstandsdygtighed over for korrosion og andre kemiske påvirkninger. Blandt de øvrige metaller, der anvendes i metalindustrien, er bly, chrom, nikkel, tin, wolfram og zink.

Annonce

Efter 1950 har metalindustriens produkter været ude for en stigende konkurrence fra ikke-metalliske emner, først og fremmest plastprodukter samt glas og andre keramiske produkter, men metalanvendelsen er fortsat dominerende inden for transportmiddelindustrien og redskabs- og maskinindustrien.

De virksomheder inden for metalindustrien, der fremstiller råmetaller, er pga. store transportomkostninger normalt blevet placeret, hvor der findes malmforekomster, eller ved kulminer, og de har dermed præget hele regioner som Ruhrdistriktet og Midtengland. I Danmark har denne del af industrien på grund af de manglende naturlige forekomster spillet en mindre rolle, men med grundlæggelsen af Det Danske Stålvalseværk i Frederiksværk i 1940 blev der med skrot som råvare iværksat en produktion af profiler og stangjern og senere også af plader.

Blandt den metalbearbejdende industris virksomheder var det først og fremmest transportmiddelindustrien, der førte til oprettelse af meget store virksomheder til fremstilling af biler, fly og skibe. I Danmark spillede navnlig skibsværftsindustrien frem til omkring 1980 en vigtig rolle for den samlede industrialisering, men derefter har en række værfter måttet lukke på grund af konkurrence fra fjernøstlige lande og fra statsstøttede værfter i fx Østeuropa. Ledende i den teknologiske udvikling blev Burmeister & Wain, grundlagt i 1843 i København, og Lindøværftet ved Odense Fjord, grundlagt i 1959 ved udflytning af det ældre Odense Staalskibsværft A/S fra en placering ved Odense Kanal. I årene omkring 1. Verdenskrig blev der også oprettet bilfabrikker i Danmark, men de fik aldrig en størrelse, der bevirkede, at de kom til at præge den danske metalindustri.

Målt efter produktion og beskæftigelse er maskinindustrien i de fleste lande efterhånden blevet den dominerende branche inden for metalindustrien med fremstilling af en bred vifte af både elektriske og ikke-elektriske maskiner, og maskinindustrien er også i Danmark i begyndelsen af 2000-t. den vigtigste industribranche. I Danmark har de hurtigst voksende brancher været dem, der fremstiller vindmøller, mobiltelefoner og en række former for medicinsk måle- og kontroludstyr.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Chr. Johansen: metalindustri i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=124669